Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Ny overenskomst overfører diabetespatienter til almen praksis

Den splinternye overenskomst mellem regionerne og de praktiserende læger lægger op til en forstærket indsats inden for type 2-diabetes. Det tog et år at få parterne til at enes, og natten til igår lykkedes det. Nu mangler bare godkendelsen fra forhandlernes baglande, men det må anses for at være en formalitet.

I følge aftalen skal almen praksis styrkes, så flere med type 2-diabetes kan behandles der, og altså overføres fra hospitalerne. Samtidig betoner aftalen, at lægerne skal have en udvidet rolle som behandlingsansvarlige og samlet tovholder for flere med type 2-diabetes.

De praktiserende læger skal ”i øget omfang forebygge, opspore, være opsøgende over for patienter med særligt behov og behandle kroniske sygdomme hos deres patienter.”

Nok så vigtigt stilles der krav til lægerne i behandlingen af patienter med type 2-diabetes: ”Den enkelte praktiserende læge arbejder med datadrevet kvalitetsudvikling med henblik på kontinuerligt at styrke fokus på kvaliteten af behandlingen”.

Aftalen introducerer et særligt honorar for behandlingen af mennesker med type 2-diabetes, og der er afsat godt 100 mio. kr. til den forstærkede indsats.

Aftalen betoner behovet for at sikre lægedækning i tyndt befolkede områder og i såkaldte ghettoområder. Derfor skal der kunne oprettes flere klinikker med ansatte læger, der ikke nødvendigvis skal være ejere af klinikken, ligesom der skal kunne udbetales differentierede honorarer til læger i områder, der trues af lægemangel.

Danske Regioner er begejstrede. Anders Kühnau, forhandlingsleder for Danske Regioner og formand for RLTN hæfter sig ved, at borgere med kroniske sygdomme kan få behandling tættere på eget hjem. ”Vi styrker de praktiserende læger ved at flytte opgaver fra hospitalerne ud i det nære sundhedsvæsen. Aftalen skaber også bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet, fordi lægerne får en ny og styrket rolle med at følge op efter en hospitalsindlæggelse. Og ikke mindst vil lægerne tage på flere sygebesøg også til borgere, der har langt til lægen.”

PLO er tilfredse. ”At praktiserende læger med aftalen om en ny overenskomst skal varetage behandlingen for borgere med type 2-diabetes og KOL er til gavn for borgerne både i forhold til nærhed og sygdomsbehandling,” siger Birgitte Ries Møller fra PLO’s bestyrelse og selv praktiserende læge i Odense. ”Når praktiserende læger varetager behandlingsindsatsen, vil borgeren få hjælp i sit nærområde, og behandlingsindsatsen styrkes, da praktiserende lægers force er hele patienten og dennes behandling, hvilket jo ofte omfatter andre lidelser end kun type 2-diabetes og KOL.

Det er værd at huske på, at praktiserende læger allerede i dag ser og behandler mange patienter med type 2-diabetes og KOL. En lang række af dem ses dog også i sygehusregi. Almen praksis er derfor fagligt klædt på til opgaven, men vil i den kommende tid skulle forberede sig på at varetage al behandling for borgere med type 2-diabetes og KOL. Det skal vi gøre dels ved at etablere samarbejde med sygehusene om faglig sparring, særligt for patienter, som har komplicerede sygdomsforløb, og i det daglige samarbejde med kommunerne om bl.a. at forhindre unødige indlæggelser. Desuden skal vi i et vist omfang tilpasse ressourcerne i klinikkerne og bl.a. ansætte flere sygeplejersker,” siger hun.