Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Dansk studie konkluderer: Vægttab forlænger ikke livet

Vægttab bør ikke være et fokusområde i diabetesbehandlingen i almen praksis – så dramatisk er udmeldingen fra Forskningsenheden for Almen Praksis, på baggrund af et langtidsstudie, hvor forskerne i over 19 år har fulgt 1381 patienter.

Et team af forskere og læger fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet og Klinisk Institut ved Syddansk Universitet, med læge ph.d. Rasmus Køster-Rasmussen i spidsen, har netop offentliggjort et studie af overvægtige type 2-diabetespatienter.

Her er den overraskende konklusion, at et planlagt terapeutisk vægttab under vejledning af egen læge ikke er relateret til en mindsket forekomst af hjertekarsygdom eller en forlængelse af levetiden.

"Tværtimod ser det ud til, at de overvægtige patienter med stabil vægt har den bedste prognose”, konstaterer Forskningsenheden for Almen Praksis.

Tidligere undersøgelser af vægttab for overvægtige type 2-diabetespatienter har indikeret, at der var en sammenhæng mellem vægttab og mindsket dødelighed, men disse studier har været baseret på selvrapporteret vægttab.

I det aktuelle studie er patienterne blevet set cirka hver tredje måned af deres praktiserende læge, hvor lægen hen over de første seks år efter diagnosen har foretaget 13 vægtmålinger. Herefter har de praktiserende læger fulgt patienterne i yderligere 13 år, hvor man har registreret overlevelse og forekomsten af sygdom.

Det danske forskerholds resultater understøtter de kontroversielle konklusioner fra det amerikanske Look AHEAD-studie (2013), der publicerede lignende resultater, men blev stærkt kritiseret for at kontrolgruppen ikke var repræsentativ for almindelige diabetespatienter.

Det danske studie er publiceret i tidsskriftet PLOS ONE.