Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Ny hurtig influenzatest har stort potentiale

Hos patienter med alvorlige respiratoriske sygdomme er en hurtig diagnosticering samt behandling af influenza og andre infektioner essentiel. Derfor kan en ny måde at bruge podning på betyde kortere antibiotikakure og færre hospitalsindlæggelser for netop denne patientgruppe.

Den nye metode består af en almindelig podning kombineret med en molekylær test, der straks analyseres på en bærbar enhed, hvorefter lægen har resultatet indenfor en time.

Dr. Tristan Clark, lektor i infektionssygdomme ved University of Southampton, har i samarbejdet med kollegaer udviklet den nye test, der i vinteren 2015 og 2016 blev afprøvet på 720 patienter med akut respiratoriske sygdomme såsom KOL, astma og lungebetændelse.

Mens omtrent halvdelen af patienterne fik en standardbehandling, blev den resterende gruppe diagnosticeret øjeblikkeligt med den nye influenzatest.

Resultatet viste ifølge The Lancet Respiratory Medicine, at patienter der blev testet ved hjælp af den nye metode kom hurtigere i den korrekte behandling. Samtidigt blev patienter, der blev testet positivt for influenzavirus, hurtigt isoleret.

I en kommentar til The Lancet fremhæver dr. Tristan Clark ligeledes testens potentialet i forbindelse med at tackle problematikken omkring antibiotikaresistens, da man ved hurtig og korrekt diagnosticering nemt kan reducere unødvendig og ineffektiv brug af medicin.

”Lungeinfektioner i astma- og KOL-patienter resulterer ofte i et overforbrug af antibiotika,” siger lægen og pointerer, at man med den nye test ikke ’bare lige for en sikkerheds skyld’ giver patienterne antibiotika, da det hurtigt står klart, om patienten er ramt af en bakteriel- eller af en virusinfektion.