Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

DLS opfordrer ansatte i sundhedsvæsnet til at genoverveje brugen af inhalationssteroid

Formand for arbejdsgruppen bag den opdaterede KOL-vejledning, Anders Løkke.

I oktober anbefalede Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) i Sundhedsstyrelsen en begrænsning i brugen af inhalationssteroider (ICS) i behandling af patienter med KOL. Nu følger lungespecialisternes selskab trop og lægger i den reviderede KOL-vejledning op til at mindske brugen af inhalationssteroider i behandling af patienterne.

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen finder der et alvorligt overforbrug af inhalationssteroid sted i behandlingen af patienter med KOL. Tallene fra datastyrelsen peger på, at omtrent 70 procent af patienterne behandles med ICS, mens antallet af personer med et reelt behov for steroider ligger på knap 25-30 procent. Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) vil derfor have læger rundt om i landet til at revurdere patienternes behov for steroider.

”Tidligere var man rundhåndede med at ordinere inhalationssteroider til patienter med KOL,” siger Anders Løkke, overlæge ved Lungemedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital og formand for arbejdsgruppen bag den opdaterede KOL-vejledning. Samtidigt forklarer Løkke, at præparaterne ikke tidligere bød på de kombinationsmuligheder, man ser i dag.

”Dengang var der ikke så meget på hylderne at vælge imellem, og det var nok nemmere at give eksempelvis LABA/ICS til en meget stor del af patienter med KOL og astma,” pointerer Anders Løkke og peger samtidigt på, at der i dag er langt flere muligheder for at kombinere præparaterne, uden at det behøver at omfatte steroider. Blandt andet derfor mener Løkke, at tiden nu er moden til, at lægerne tænker over hvilke patienter, der får steroid.

”Hvis patienten har astma, er er det en god idé at ordinere ICS, ligesom det er, hvis der er tale om en patient med KOL med forværringer og/eller med mange symptomer, så længe symptomerne ikke kan tøjles med de to andre medikamenter,” konkluderer overlægen om de tre scenarier, hvor det primært giver mening at give ICS. 

Hvilke patienter bør revurderes

Patienter med stabil KOL, som ikke har haft eksacerbationer eller indlæggelser på grund af sygdommen gennem det seneste år, bør ifølge den opdaterede KOL-vejledning vurderes af den praktiserende læge, som dernæst kan støtte patienten til at trappe ned og/eller helt ud af ICS.

”Sommetider forholder det sig sådan, at man ikke helt mindes, hvorfor man startede en patient op på ICS. Hvis det er tilfældet, og patienten samtidigt er stabil, bør man overveje at trappe patienten ned og ud af inhalationssteroiderne,” pointerer Løkke og fortæller, at fremgangsmåden, man trapper KOL-patienterne ned og/eller ud af ICS, i princippet er skåret over samme skabelon.

”Som udgangspunkt bør man halvere patientens udgangsdosis af inhalationssteroider og se tiden an over tre måneder, mens man afventer effekten af halveringen,” siger overlægen og forklarer videre, at såfremt lungefunktionen indledningsvis er FEV1 > 50 procent, kan patienten fortsætte udfasningen og helt seponere steroid efter yderligere 3 måneder, så længe lungefunktionen og symptomerne fortsat er stabile.

”Ved dårlig lungefunktion hvor FEV1 < 50 procent, eller hvis lægen er bekymret for, om patienten tilstand vil forværres, bør man ikke trappe længere ned end den initiale halvering,” forklarer Anders Løkke og fortsætter:

”Grænsen på de 50 procent i lungefunktion er arbitrær, og man kan efter klinisk skøn - uafhængig af lungefunktionen - vælge at trappe patienterne helt ud af inhalationssteroid selv om lungefunktionen skulle ligge på under 50 procent.”

Løkke understreger samtidigt, at lægen bør lade folk blive på halv dosis, hvis patienten bliver urolig for sit helbred.

Om inhalationssteroider

  • For høj dosering af ICS kan medføre flere lungebetændelser
  • ICS lægger en dæmper på immunforsvaret
  • Inhalationssteroider kan give svamp i mundhule og svælg
  • Patienten kan få tandproblemer herunder huller i tænderne, porøse tænder samt paradentose
  • Binyrebarkhormon får huden til at blive tynd og skrøbelig