Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Prestigefyldt pris til dansk diabetesforsker

Professor, overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen, Peter Rossing, er årets modtager af den internationalt anerkendte Knud Lundbæk-pris. Prisen modtager han for sin forskning i diabeteskomplikationer – særligt i diabetisk nyresygdom.

Det er ikke fordi, Peter Rossing, der er professor, overlæge og forskningschef på Steno Center Copenhagen, kommer til at svømme i penge, når han modtager årets Knud Lundbæk-pris. Til gengæld kan han sole sig i den medfølgende prestige. Og der er ingen tvivl om, at prismodtageren er beæret, også selvom det langt fra er den første pris, han modtager.

”Jeg blev rigtig glad, fordi det er en historisk pris, og fordi der er så mange kendte forskere, der har modtaget den før mig. Den er opkaldt efter en berømt mand, der har gjort en stor forskel med sin forskning, og derfor er den noget særligt,” siger Peter Rossing.

 Som modtager af årets Knud Lundbæk-pris, stiller han sig da også på skuldrene af flere berømte forskere inden for diabetesområdet. Heriblandt fremhæver han professor Hans-Henrik Parving, professor emeritus Carl Erik Mogensen og ikke mindst Peter Rossings egen chef, professor Allan Flyvbjerg, der modtog prisen i 2007.

Senkomplikationer ved et tilfælde

At Peter Rossing skulle komme ind på den sti, han nu følger, og beskæftige sig med at forske i komplikationer til diabetes, var lidt af en tilfældighed, fortæller han. Men da han som studerende fik øjnene op for feltet, blev han hurtigt bidt af det.

”Jeg så det som en fantastisk spændende mulighed at begynde at arbejde med et område, der virkelig kan gøre en forskel klinisk. Det at være med til at kunne ændre noget til det bedre og se resultaterne i praksis betyder meget,” siger han.

Han fortæller, at de forskningsresultater, som han og hans team står bag, blandt andet har været en medvirkende årsag til at give større viden om at opdage og behandle komplikationer i nyre eller hjerte hos diabetespatienter.

Brænder for klinisk forskning

For Peter Rossing er det altså den kliniske forskning, som han kan se omsat konkret i behandlingen af diabetespatienter med komplikationer i nyre og hjerte, der vægter tungest.

”Sammen med mit team har jeg påvist, at overlevelsen for patienter med diabetisk nyresygdom er steget fra mere end syv til 20 år i løbet af de seneste 20 år. Og det har været fantastik at følge den udvikling,” siger han.

Konkret har forskerteamet med Peter Rossing i spidsen identificeret en række risikofaktorer, som man potentielt kan behandle. De har været involveret i en lang række kliniske studier, hvor formålet har været at undersøge, hvordan man bedst finder og behandler komplikationer i nyre eller hjerte.

”Mit team og jeg har været med til at skabe en bedre forståelse af hvem, der er i risiko for at udvikle diabetiske senkomplikationer. Vi kan se, de nye behandlingsmetoder er en tydelig forbedring, så det har en stor betydning,” siger han.

Peter Rossing har stor respekt for de af hans kolleger, der forsker på cellenivau, selvom han selv har valgt en anden vej:

”Dem, der laver basal forskning udrydder måske diabetes en dag, mens vores forskning kan forhåbentlig forhindre mange komplikationer og få patienterne til at få det bedre,” siger han.

Internationalt anerkendt forskning

Peter Rossing kan ikke kun skrive danske priser på CV’et, for også internationalt er han anerkendt for sin forskning. Dermed har han modtaget en lang række internationale priser for sin forskning i diabetiske komplikationer. Senest modtog han den anerkendte, internationale diabetespris, Camillo Golgi-prisen for sit mangeårige arbejde med at forebygge og behandle diabeteskomplikationer. Af andre priser kan nævnes Minkowski-prisen, Ruth Østerby-Honorary Award og Viswanathan Honorary Award.  


At Peter Rossing er internationalt kendt er ikke overraskende, idet han har publiceret mere end 300 artikler i internationale tidsskrifter og er skribenten bag en rækkeinternationale lærebøger. Han har derudover en række betydningsfulde poster – blandt andet som formand for Dansk Voksen Diabetes Database, leder af flere internationale konsortier, der skal udvikle bedre behandling og forebyggelse af diabetisk nyresygdom og tidligere formand for Dansk Endokrinologisk Selskab.

Knud Lundbæk-prisen

Prisen, der er opkaldt efter den legendariske århusianske diabeteslæge Knud Lundbæk, er én af de mest prestigefyldte internationale priser inden for diabetesområdet. Prisen uddeles af Det Skandinaviske Selskab for Diabetesstudier (SSSD) i forbindelse med selskabets årlige møde og lyder på 20.000 danske kroner.

FORSIDEN

Gastroparese kræver tværfaglige teams

07. august 2017 Mave og tarm
Selvom diarré, kvalme og opkastninger er hyppige konsekvenser af skader i nervesystemet, som giver manglende eller forsinket tømning af mavesækken uden obstruktion, overses mave-tarmlidelsen gastroparese, mener professor og overlæge. En del af løsningen er…

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift