Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Ny type ansættelse for læger i almen praksis i Nordjylland

Unge læger i Nordjylland kan nu komme i en helt ny type ansættelse i almen praksis. Initiativet er et blandt flere initiativer i Nordjylland, der skal forbedre lægedækningen, som er særligt udfordret i almen praksis.

Den nordjyske region har indgået en samarbejdsaftale med de praktiserende læger i Frederikshavn om den nye type ansættelse, hvor yngre læger får mulighed for delestillinger, hvor de arbejder på henholdsvis Regionshospital Nordjylland i Hjørring og hos en praktiserende læge i Frederikshavn Kommune.

Formålet med de nye stillinger er at give nyuddannede almen medicinske speciallæger mulighed for at blive ansat i almen praksis, inden de beslutter sig for et praksiskøb. 

Et andet væsentligt formål er at give de nyuddannede almen medicinske speciallæger mulighed for at arbejde og efteruddanne sig i medicinske hospitalsambulatorier og akutmodtagelse. Ud over den faglige uddannelse opbygger lægen på den måde et netværk på Regionshospital Nordjylland.

”Lægerne får mulighed for at blive klogere på livet som praktiserende læge samtidig med, at de vil være en del af det faglige fællesskab på hospitalet. Det skulle gerne resultere i flere praktiserende læger i Nordjylland og også gerne føre til et endnu tættere samarbejde mellem almen praksis og hospitalet,” siger udviklingschef Henrik Sprøgel fra Regionshospital Nordjylland til Region Nordjyllands hjemmeside.

Det nye initiativ er blevet til i et tæt samarbejde med de praktiserende læger i Frederikshavn, som kalder sig ”Læger på toppen”. De er i alt 23 praktiserende læger i Frederikshavn Kommune. 

Praktiserende læge Lars Skovfoged er en af lægerne og talsperson for ”Læger på Toppen”. Han ser frem til samarbejdet og til, at de to første stillinger slås op i slutningen af november. 

”Vi har brug for alle de kræfter, der kan og vil træde til, for vi får flere ældre patienter og patienter med kroniske sygdomme samtidig med, at vi mangler praktiserende læger. Derfor er det positivt, at Regionshospitalet spiller med på at løse udfordringen sammen med os, og vi sammen prøver noget nyt. Det er vigtigt for patienterne,” siger praktiserende læge Lars Skovfoged, der har klinik i Frederikshavn.

Region Nordjylland besluttede i sit budgetforlig 2017 at arbejde med nye praksisformer for at sikre læger til alle nordjyder. Samarbejdet med praktiserende læger som ”Læger på toppen” er en blandt flere nye veje til at sikre bedre lægedækning i Nordjylland.