Overgangen fra tablet til injektion kan føles dramatisk for patienten

Der ligger en vigtig opgave for lægen i at forberede patienten på insulinbehandling i god tid. For selvom insulinbehandling er en naturlig del af diabetesbehandling, så føles overgangen fra tabletbehandling til insulin ganske grænseoverskridende for mange.

Når patienten ikke længere kan opretholde den glykæmiske kontrol med tabletter eller en GLP-1 receptor agonist, er det tid til at igangsætte insulinbehandling. Hvornår overgangen bør finde sted, er individuelt.

“Hvis det er en yngre patient, bør man overveje insulinbehandling, når hæmoglobin A1c er steget til 7,5-8 procent. Og hos den ældre patient kan man godt vente til hæmoglobin A1c er steget til 8-8,5 procent. Man må kigge på alderen, livslængden, hvad der er af øvrige sygdomme og se på, hvad er patienten er interesseret i relation til måling af blodglukose og overholdelse af kostprincipper,” siger Sten Madsbad, der er professor og overlæge på Hvidovre Hospitals endokrinologiske afdeling. 

Selvom overgangen fra tabletter til insulinbehandling fra professionel side kan vurderes som nem, ukompliceret og blot som en del af den videre behandling, så kan det virke som en meget dramatisk overgang og udvikling i sygdommen for patienten.

“Patienten er gået fra at have taget nogle piller om dagen til pludselig at skulle stikke sig - dels med insulin dels i relation til blodsukkermåling. Og det er ikke bare en naturlig overgang - det føles for de fleste meget alvorligt,” siger Sten Madsbad og understreger, at en af barriererne er frygten for den vægtstigning, der ofte vil være forbundet med insulinbehandling. Risikoen for hypoglykæmi fremmer heller ikke interessen for insulinbehandling.

“De fleste type 2-patienter har jo kæmpet igennem mange år med vægten. De er udmærket godt klar over, at der er risiko for vægtøgning i forbindelse med insulinbehandling. Og det er de jo netop ikke interesseret i,” siger Sten Madsbad.

For at reducere vægtstigningen kan insulinbehandling kombinerer man behandlingen med metformin - eventuelt også med en GLP-1 receptor agonist eller en SGLT-2 hæmmer, hvor vægtstigningen yderligere begrænses. Sidstnævnte kombinationer vil hos mange patienter ofte føre til et vægttab.

Injektion synliggør sygdommen

Derudover er der selve sygeliggørelsen - altså det meget konkrete skifte fra tabletter til injektion.

Marit Eika Jørgensen, overlæge, professor, Klinisk Epidemiologi, på Steno Diabetes Center, og kan dels i ambulatoriet dels gennem studier se, at injektionen er en overvindelse for mange patienter.

“Pludselig står patienten med en pen, som vedkommende skal stikke sig med. Og hvis patienten går fra tabletbehandling til pludselig at skulle have insulin, især hvis der er behov for måltidsinsulin, så fylder sygdommen ret meget i deres hverdag,” fortæller Marit Jørgensen. Det handler blandt andet om det besvær, der følger med injektionsbehandlingerne - at måle blodsukker, beregne dosis i forhold til blodsukker og bekymringen for at få for lavt blodsukker generelt.

Derudover er der synliggørelsen af sukkersygen - at sygdommen bliver tydelig for patienten og kan ses af omgivelserne.

“Hvis det drejer sig om et mere komplekst regime med måltidsinsulin, kan det være nødvendigt for patienten at skulle stikke sig i det offentlige rum - og der ligger nogle overvejelser i, om patienten så skal sidde og gøre det sammen med folk, eller om patienten skal trække sig tilbage til et andet rum og måle blodsukker alene. Så vi taler mange forskellige typer af barrierer her - ikke bare fysiske - men også sociale barrierer. For sygdommen bliver pludselig synlig, hvis behandlingen skal finde sted andre steder end i hjemmet,” understreger Marit Jørgensen og tilføjer, at det besvær, der følger med skiftet fra tabletter til injektion drejer sig om en meget kort tilvænningsperiode.

“Barrieren i at skulle gå fra tabletter til injektion ligger ofte, før man er kommet til selve indsprøjtningen. For når patienten først er instrueret og kommet i gang, så er det i virkeligheden aldrig der, problemet er. De fleste bliver overrasket over selve det at tage insulinen, som er en lille ting. At tage insulininjektion sammenlignet med at måle blodsukker, er ingenting. Det er verdens mindste nål,” siger hun.

Forbed patienten i god tid

Her ligger der en vigtig pædagogisk opgave for lægen, så patienten bliver klædt ordentligt på, mener Sten Madsbad. Først og fremmest, føles det trygt, hvis patienten kan mærke, at lægen har prøvet udstyret på egen krop og på den måde ved, hvad det handler om. Derudover er der den pædagogiske proces i at forberede patienten på insulinbehandling.

“For det første skal lægen sørge for at forberede patienten på i god tid, at insulin er en naturlig del af diabetesbehandling. Allerede når patienten er i gang med tabletter, er det vigtigt, at man som behandler vurderer ud fra, hvordan sygdommen skrider frem - altså ser på progressionen i sygdommen og begynder at tale om insulinbehandling med patienterne i god tid. At man begynder at forberede dem på, hvad insulinbehandling indebærer og fortæller dem, hvor simpelt det kan gøres,” forklarer Sten Madsbad og tilføjer, at patienten på denne måde vil være forberedt og klar over, at insulinbehandling er løsningen på et godt videre forløb.

“Ofte ser vi, at patienten kommer ind og er svært dysreguleret. Og det er ikke det mest optimale tidspunkt at tage en diskussion om fordele og ulemper ved insulinbehandling. Den snak kunne jo være klaret måneder forinden,” understreger han.

I forbindelse med den dårligt regulerede patient handler det om at påpege, at vedkommende vil føle fysiske forbedringer - mindre træthed, bedre velbefindende og højere livskvalitet, når han eller hun bliver reguleret på insulinen.

“Så lægen kan gøre noget i relation til at forberede patienten. En stor del af opgaven består i at være i god tid, så vil tilvænningen være lettere for patienten,” forklarer Marit Jørgensen.