Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

To års tirzepatid har markant effekt på nyrerne ved overvægt og type 2-diabetes

ADA: To års behandling med tirzepatid giver ikke bare markante vægttab men normaliserer også nyrefunktionen hos personer med overvægt og type 2-diabetes.

Det viser resultaterne fra en præspecificeret eksplorativ analyse af resultaterne fra fase III-studiet SURPASS-04, hvor tirzepatid blev stillet overfor insulin glargin hos personer med overvægt og type 2-diabetes, som er i høj risiko for hjertekarsygdom. 

Resultaterne af den nye analyse blev præsenteret på den amerikanske diabeteskongres, ADA 2022 (abstrakt #17-OR), og de viste, at tirzepatid var langt overlegen insulin glargin på det sammensatte nyreendepunkt – fald i nyrefunktion på 40 procent (fra baseline), dødsfald pga. nyresygdom, og progression til slutstadium nyresygdom. 

”Det er utroligt spændende. Tirzepatid ser ud til at bremse faldet i nyrefunktion, som er alle nyreinterventioners mål,” siger Frederik Persson, seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen med fokus på bl.a. diabetisk nyresygdom.

Han uddyber: 

”En reduktion i nyretab på mere end to mL/min (per 1.73 m2) hvert år over 104 uger. Det er et flot. Man normaliserer reelt tabet af nyrefunktion. Det svarer til folk, der ikke har diabetes,” siger Frederik Persson.   

Store roser til tirzepatid

Tirzepatid har det seneste halvandet år imponeret med det ene markante resultat efter det andet, og lægemidlet, der er en kobling mellem en GLP-1- og GIP-receptoraganoist, har overgået både Ozempic (semaglutid et mg), Tresiba (insulin degludec) og så insulin glargin i forhold til normalisering af langtidsblodsukker og vægttab. 

Det fik professor Sten Madsbad til at udtale i forbindelse med ADA 2021, at tirzepatid markerer et paradigmeskifte inden for diabetesbehandling, hvor man vil rette behandlingen mod et vægttab for dermed at fjerne symptomer på diabetessygdommen helt. I den forbindelse var han ikke i tvivl om, at det også vil have en beskyttende effekt på hjerte og nyre.

”Jeg ser enormt positivt på resultaterne. Noget så effektivt har vi aldrig haft. Jeg er ikke tvivl om, at det også vil have beskyttende effekt på hjerte og nyre,” sagde Sten Madsbad, overlæge på Endokrinologisk Afdeling ved Hvidovre Hospital og professor i medicinsk endokrinologi ved Københavns Universitet.

Først nu – med den nye analyse – har man dog indikation på, at tirzepatid rent faktisk beskytter nyrefunktionen. 

”Hvis det holder i videre undersøgelser og også hos personer med begyndende nyresyge, så har det kæmpe potentiale. Vi er ret entusiastiske omkring det,” siger Frederik Persson og påpeger, at man stadig mangler at se resultater, der viser, om tirzepatid også har nyrebeskyttende effekt hos personer med type 2-diabetes, der allerede har nyresygdom. 

Men han mener, at der er flere ting, der tyder på, at det kan blive tilfældet.

”Vi ved fra andre sammenhænge, at GLP-1-RA’ere har en række positive effekter, bl.a. på nyrerne, selv om man ikke kender den præcise mekanisme endnu.” 

Reducerer risiko for nyrekomplikationer

Den nye analyse af SURPASS-4 vurderede progressionen til sammensatte nyreendepunkter mellem tirzepatid og titreret daglig insulin glargin.

Reduktion i nyrefunktion og udskillelse af albumin i urinen blev brugt som mål. 

Det klinisk endepunkt var sammensat af; et fald i nyrefunktion på 40 procent eller mere fra baseline; nyredød; progression til slutstadiet af nyresygdom analyseret med og uden nyopstået makroalbuminuri.

I alt 1.995 personer med type 2-diabetes indgik i analysen med en gennemsnitsalder på 63,6 år og et langtidsblodsukkerniveau på gennemsnitligt 8,5 procent. Forsøgsdeltagerne blev fulgt op til 104 uger.

Resultaterne viste, at de deltager, som fik tirzepatid, oplevede færre nyrekomplikationer sammenlignet med dem, der fik insulin.

Især risikoen for nyopstået makroalbuminuri, som tyder på forringelse af nyrefunktion, var signifikant lavere i tirzepatid-armen (hazard ratio = 0,41). 

Analysen viser desuden, at tirzepatid reducerer hastigheden af ​​nyrefunktionstab og mængden af ​​proteinudskillelse i urinen. 

På den amerikanske diabeteskongres sidste år, ADA 2021, så vi også resultater fra en MACE-analyse lavet på tværs af SURPASS-studierne, som pegede på, at tirzepatid også lader til at beskytte hjertet hos personer med type 2-diabetes.

Bivirkninger til tirzepatid

Oveni at tirzepatid i særligt høj dosis er effektiv på langtidsblodsukker, vægttab og de sammensatte nyreendepunkter, så viste SURPASS-04 også, at deltagerne i tirzepatid-armen fik færre tilfælde af hypoglykæmi. 

Til gengæld fik de også flere ikke-alvorlige bivirkninger end insulin glargin, og der er flere, som stopper behandlingen med tirzepatid på grund af bivirkninger fra mave og tarm.   

Efter 52 uger blev hypoglykæmi rapporteret hos 6,7 procent (fem mg tirzepatid), 5,5 procent (10 mg tirzepatid) og 6,5 procent (15 mg tirzepatid) af deltagerne i tirzepatid-armene. Til gengæld var tallet 15,0 procent hos deltagerne i insulin glargin-armen. 

Episoder med hypoglykæmi blev set oftere hos deltagere, der i forvejen også fik et sulfonylurinstof.   

De hyppigst rapporterede bivirkninger i tirzepatid-armene efter 52 uger var relateret til mave-tarm og generelt milde til moderate i sværhedsgrad. 

For patienterne behandlet med tirzepatid (henholdsvis fem mg, 10 mg og 15 mg) var bivirkningerne typisk kvalme (11,9 procent, 15,9 procent, 22,2 procent), diarré (12,2 procent, 19,5 procent, 20,4 procent) og opkastning (4,9 procent, 8,2 procent, 8,3 procent).

Det var hyppigere end insulin glargin (1,6 procent [kvalme], 3,2 procent [diarré], 1,1 procent [opkastning]).  

Samtidig var der et forholdsvist højt behandlingsophør på grund af bivirkninger. 

Efter 52 uger var det 8,2 procent af patienterne, der var stoppet i tirzepatid fem mg-armen, 7,3 procent i tirzepatid 10 mg-armen og 8,9 procent i tirzepatid 15 mg-armen sammenlignet med 2,9 procent i insulin glargin-armen.