Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

For få kvinder deltager i screening i almen praksis efter svangerskabsdiabetes

Kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes har markant forhøjet risiko for type 2-diabetes og opfordres til at deltage i regelmæssig screening efter fødslen. Men på trods af dystre prognoser deltager flertallet af kvinderne ikke i de årlige kontroller.

Svangerskabsdiabetes opstår i cirka tre-fire procent af alle graviditeter, og 10-årsrisikoen for at udvikle type 2-diabetes efter svangerskabsdiabetes nærmer sig 50 procent i Danmark. Derfor skal kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes have målt HbA1c ca. 12 uger efter fødslen og årligt derefter hos deres praktiserende læge. Det fremgår af DSAM’s vejledning. Men på trods af anbefalingerne er screeningsdeltagelsen lav. Det viser bl.a. et registerstudie fra 2014 med i alt 2.171 danske kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes. Ved første kontrol var deltagelsesraten høj – 80,5 procent – men ved de efterfølgende kontroller dalede tilslutningen. Ved anden kontrol deltog 47,3 procent, ved tredje kontrol 29,1 procent, og ved fjerde kontrol benyttede kun 17,7 procent af kvindernes sig af screeningstilbuddet. 

”Statistikken viser tydeligt, at kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes har en betydelig risiko for at udvikle type 2-diabetes. Der er et stort forebyggelsespotentiale, og det er naturligvis uhensigtsmæssigt, at flertallet ikke deltager i de opfølgende kontroller,” siger Jette Kolding Kristensen, professor i almen medicin på Aalborg Universitet.

Manglende viden i almen praksis

Årsagerne til kvindernes manglende deltagelse er formentlig mange. Det er oplagt, at en travl hverdag og praktiske udfordringer kan gøre det vanskeligt for småbørnsmødre at møde op til kontrol, men der kan også være barrierer i sundhedsvæsenet. Jette Kolding Kristensen og kolleger fra Aalborg har undersøgt og beskrevet problemstillingen i flere artikler, senest i tidsskriftet BJGP Open, hvor de på baggrund af interviews fremlægger de praktiserende lægers og praksispersonalets perspektiver på udfordringen.

”Vores mål med undersøgelsen var at finde ud af, hvorfor screeningen ikke fungerer, og om nogle af barriererne skal findes i almen praksis,” forklarer Jette Kolding Kristensen.

En af undersøgelsens hovedkonklusioner er, at der mangler viden om sammenhængen mellem svangerskabsdiabetes og risikoen for type 2-diabetes. Forskerne fremhæver et citat fra en af de interviewede praksissygeplejersker: 

”Jeg er nødt til at sige, at jeg føler mig faktisk heldig, at du ringede, fordi vores patienter ville være faldet hårdt igennem her. Fordi vi ikke har vidst det.” 

Der er også blandt nogle læger en tendens til at undervurdere kvindernes risiko for type 2-diabetes. En deltager udtaler:

“Det er unge kvinder, og de passer ikke i vores risikobillede. Det gør de selvfølgelig, når de har haft GDM (svangerskabsdiabetes, red.), men jeg tror, at man kan lempe det lidt for dem. Jeg tænker i hvert fald, at risikoen ikke kan være så høj alligevel.”

Ingen af deltagerne bestrider, at svangerskabsdiabetes øger risikoen for type 2-diabetes, men nogle opponerer mod at italesætte risikoen over for kvinderne af frygt for at sygeliggøre dem.

“Jeg tænker umiddelbart, at det er en udfordring, at kvinderne bliver sygeliggjort, mens de er raske. Det er lidt dobbelt synes jeg, for ja, vi skal forebygge, og vi skal sundhedsfremme, og vi skal fange dem tidligt og alt sådan noget, men vi skal sørme også passe på, vi ikke gør dem syge, før de bliver det. Og det er lidt af en balancegang,” siger en deltager.

Vil ikke overbelaste systemet

Lægerne og praksispersonalet støttede generelt indsatsen for tidlig opsporing af diabetes i almen praksis, men manglende ressourcer og mere presserende opgaver udgør en barriere for screeningen. 

“Vi tester jo mange flere for en mulig begyndende sukkersyge, end dem der har GDM. Der er en kæmpe pukkel af problemer her, så GDM fylder simpelthen nul og niks i den her sammenhæng,” siger en deltager.

Oplevelsen af at være overbebyrdet er især udbredt i solopraksisser, men også i større praksisser er man udfordrede. Nogle deltagere mener, at det samlede sundhedsvæsen er så presset, at læger har pligt til ikke at overbelaste systemet yderligere. Derfor undgår de rutineaktiviteter såsom screening af kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes.

”Det er klart, at det er en sundhedsøkonomisk udgift at tage en blodprøve og få den analyseret, men opgaven kan klares af praksispersonalet og behøver ikke lægge pres på lægen. Det er først i det øjeblik, at diabetesdiagnosen stilles, at det bliver en reel opgave for lægen,” siger Jette Kolding Kristensen, som mener, at tidlig opsporing og forebyggelse over tid vil mindske arbejdsbyrden i almen praksis, hvilket fordrer, at flere kvinder deltager i screening efter svangerskabsdiabetes.

Påmindelser virker

I nogle af de deltagende lægepraksisser var screeningen selvsagt bedre implementeret end i andre praksisser. I disse praksisser var der en høj grad af vidensdeling mellem læger og praksispersonale, fortæller Jette Kolding Kristensen.

”Det er vigtigt, at både læge og praksispersonale er informerede om kvindernes øgede risiko for type 2-diabetes. Ofte er det praksispersonalet, der har mest kontakt til kvinderne, og personalet kan minde kvinderne om at bestille tid til kontrol. Vi kan se, at screeningen fungerer bedst i praksisser, hvor der er klare instrukser, vidensdeling og en systematisk tilgang til håndtering af screeningen.” 

Undersøgelsen er et led i jordemoder Jane Hyldgaard Nielsens Ph.d.-projekt. Hun har også undersøgt effekten af at sende digitale påmindelser til kvinder med tidligere svangerskabsdiabetes.

”Vi har en artikel på vej, som viser, at påmindelser gør en forskel,” fortæller Jette Kolding Kristensen, som er vejleder på projektet.  

”De første tre-fire måneder efter påmindelsen er sendt, stiger andelen af kvinder, som bliver screenet, betragteligt. Dog er effekten ikke varig, så det er nødvendigt med gentagende påmindelser. Når vi ser på litteraturen, kan vi desuden se, at påmindelser fungerer lige så godt, når de sendes via e-Boks, som når praksisserne sender dem ud. Derfor giver det mening at implementere et nationalt påmindelsessystem, så ansvaret for indkaldelsen flyttes fra de enkelte praksisser.”

At der er behov for en national strategi til bedre opfølgning efter svangerskabsdiabetes mener også Jeannet Lauenborg, som er ledende overlæge ved Gynækologisk-Obstetrisk-Pædiatrisk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Hun har tidligere på året udtalt sig om problematikken til Medicinske Tidsskrifter: 

”Der er særligt et problem blandt socialt belastede patienter, som er overrepræsenterede blandt dem, der får svangerskabsdiabetes. Denne patientgruppe er ikke så god til egenomsorg, så det giver mere mening, at man med en national strategi tilbyder alle med tidligere svangerskabsdiabetes regelmæssig kontrol automatisk, frem for at de skal gøre det på eget initiativ.”