Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Ikke alle hjertefejl udelukker graviditet

Kvinder med komplekse hjertefejl behøver ikke nødvendigvis afstå fra at blive gravide. Hidtil har mange læger frarådet kvinderne graviditet. Men nye data viser, at det er en mulighed for nogle af dem.

Graviditet påvirker både kvindens hjerte og kredsløb. Mængden af blod stiger med ca. 40 procent,  slagvolumen stiger med 30 procent til 50 procent, og hjertefrekvensen stiger med 10 til 20 slag i minuttet. Disse ændringer er særlig risikable for kvinder med komplekse hjertedefekter, som er medfødt og kræver livslang behandling.

”Disse kvinder er tidligere blevet rådet til ikke at blive gravide. Men nu giver vi dem nyt håb om, at det er muligt. Det kan dog være vanskeligt at gennemføre, og man er nødt til at overvåge graviditeten og den gravide meget nøje,” siger Mary M. Canobbio, R.N. fra UCLA School of Nursing i Los Angeles til American Heart Association’s blad, Circulation.

Et af de første spørgsmål lægen skal stille er, om patientens hjerte kan klare den øgede mængde blod, som graviditeten medfører. Og et andet spørgsmål er, om patientens defekt er under kontrol.

Vigtige anbefalinger

Forfatterne bag de nye data anbefaler, at kvinder med komplekse defekter får ekspertbehandling under deres graviditet og føder på steder, hvor der er hjertespecialister, fødselslæger o.l. til rådighed, som kender og kan behandle deres tilstand.

En anden anbefaling går på, at kvinderne inden graviditeten modtager lægelig rådgivning, der beskriver de risici, som en graviditet og fødsel udgør for dem og deres ufødte barn. Herunder også hvor stor risikoen er for, at deres barn kan arve en hjertefejl.