Skidt patientøkonomi: Gratis kirurgi men dyr forebyggelse
Patienter med artrose kan træne sig til færre smerter. I dag foregår det bare på egen regning modsat anden behandling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler træning mod slidgigt i knæ. Alligevel får danskerne gratis knæoperationer, mens de selv skal betale for effektiv gigttræning.
Specialiseret træning mod gigtsmerter kan koste flere tusinde kroner om året.
Det får direktør i Gigtforeningen, Lene Witte, til at sige, at det nu er tid til et paradigmeskift.
”Vi skal satse på forebyggelse og tidlig behandling af artrose i det nære sundhedsvæsen. Vi ved, hvad der virker. Det er ikke dyrt. Og det er hjælp til selvhjælp,” siger hun.
Hendes udtalelse kommer på baggrund af resultater, der tyder på, at patienter med artrose kan træne sig til en højere livskvalitet og færre smerter. Resultaterne stammer fra ’Årsrapport 2014 Godt Liv med Artrose i Danmark’.
"Presset på det danske sundhedsvæsen vil stige de kommende år, fordi langt flere mennesker får artrose. Det vil blive dyrt at lade stå til i en tid, hvor der generelt satses på, at alle skal blive længere på arbejdsmarkedet og forblive sunde og selvhjulpne langt op i alderdommen,” siger Lene Witte, der mener, at der er en alt for resignerende holdning til artrose - både blandt patienter og en del sundhedsprofessionelle.
Årsrapporten bygger på en undersøgelse, hvor 425 smerteplagede patienter med slidgigt i knæ modtog patientuddannelse og gennemførte 12 særlige træningssessioner udviklet mod slidgigt, har de reduceret smerteintensiteten med hele 36 procent.
Allerede i 2012 fastslog Sundhedsstyrelsen i sin kliniske retningslinje, at patientuddannelse, vægttab og netop træning ved let til moderat slidgigt er den videnskabeligt set mest velbegrundede behandling.
832.000 danskere har artrose. Det koster årligt det danske samfund 11,5 milliarder kroner, har Statens Institut for Folkesundhed tidligere konkluderet, skriver Politiken.
I Danmark får gigtpatienter gratis knæoperationer på hospitalet, mens videnskabeligt velbegrundet superviseret træning hos fysioterapeuter koster patienten cirka 2.000 kroner af egen lomme.
Landets kommuner har genoptræningscentre, hvor borgere med artrose kan komme gratis, men de er ikke specialiseret til at træne gigtpatienter.
Læs mere på politiken.dk og gigtforeningen