Kvinders risiko for slagtilfælde er selvforstærkende

Alene det at være kvinde betyder, at man som patient med hjerteflimren (AF) har en lidt højere risiko for slagtilfælde, end hvis patienten er en mand. Og så snart der er to risikofaktorer eller flere til stede, har kvinderne en signifikant højere risiko end mændene.

Så hvis en kvinde med AF f.eks. samtidig har en kombination af hjertesvigt og diabetes, så kan det være betydeligt farligere for hende end for en mand.

Det viser et nyt studie, der havde til hensigt at undersøge, hvilken betydning kvindekønnet egentlig har for udvikling af slagtilfælde blandt patienter med AF. Studiet er dansk og er offentliggjort i februar-udgaven af det amerikanske magasin Circulation, som er viet til studier alene af kvinder og hjertesygdom. Anledningen hertil er Go Red For Women-kampagnen, som de store amerikanske hjerteorganisationer står bag og som kørte hele februar.

”Er man kvinde og har hjerteflimmer er det ikke bare en risikofaktor i sig selv at være kvinde. Faktisk øger det risikoen mere og mere, jo flere risikofaktorer, der er til stede,” fortæller seniorforsker, lektor og førsteforfatter på studiet Peter Brønnum Nielsen, Aalborg Universitetshospital.

Skalaen skal ikke ændres

Formålet med studiet var også at se på, om det er en god nok skala, der bruges i dag til at finde ud af, hvilken risiko patienter med AF har for at få apopleksi, og dermed om AK-behandling vil være gavnligt. Skalaen kaldes CHA₂DS₂-VASc. og indgår som det anbefalede værktøj i amerikanske og europæiske guidelines. Og en af konklusionerne i studiet fra Aalborg er, at der er god grund til at blive ved med at bruge den.

”Vi foreslår, at man beholder de anbefalinger der er i dag til at bruge CHA₂DS₂-VASc-skalaen. Vores studie viser, at metoden er god til at give et estimat af AF-patienternes apopleksirisiko. For gør man det, vil man kunne få den opfattelse, at hjerteflimmer ikke er farligere for kvinder end for mænd. Det viser vi, at det er, allerede når der er to risikofaktorer til stede. Så lad os endelig beholde denne skala,” siger Peter Brønnum Nielsen.

Studiets resultater kan også bruges af de praktiserende læger, som sidder over for en patient, der skal sættes i livslang behandling. Med tallene fra studiet vil de kunne argumentere for behandlingen, når man kan vise, hvad der sker, hvis man ikke går i behandling. F.eks. at man så har en etårs apopleksirisiko, som ligger over to procent.