Mættet fedt skaber debat blandt europæiske kardiologer
Ny forskning udfordrer kostråd, men ESC holder fast: Mættet fedt bør ikke udgøre mere end 10 procent af det daglige energiindtag.
At være eller ikke være et farligt fedtstof. Det er spørgsmålet. Mættede fedtstoffer rejste intens debat, da den nye vejledning til forebyggelse af hjertekarsygdom blev præsenteret på de europæiske kardiologers årlige kongres i Rom sidst i august. Vejledningen holder fast i den hidtidige holdning fra de europæiske kardiologers selskab ESC, at mættet fedt i kosten øger risikoen for hjertekarsygdom, og at indtaget ikke bør udgøre mere end 10 procent af det samlede daglige energiindtag.
En af årsagerne til debatten er imidlertid, at et internationalt forskerhold under ledelse af professor Rajiv Chowdhury, epidemiolog ved Cambridge Universitys afdeling for folkesundhed, inden for de seneste år har sået betydelig tvivl om mættede fedtstoffers skadelige virkning.
Professor og kostekspert Steen Stender, Klinisk Biokemisk Afdeling ved Gentofte Hospital, fulgte debatten på kongressen med stor interesse. Uenigheden går ifølge ham nu på, i hvor høj grad fokus skal være på mættet fedt, og hvad der skal erstatte den mættede fedt i kosten.
”Det specielle og det, der skaber debat, er, at vejledningen kommer, efter at en række undersøgelser har vist, at mættet fedt ikke har den farlighed, man tidligere har troet, ” siger Steen Stender.
Chowdhurys forskerhold foretog en omfattende litteraturgennemgang og konkluderede i 2014 i en metaanalyse publiceret i tidsskriftet Annals of Internal Medicine, at der ikke er videnskabelig evidens for, at mættet fedt øger risikoen for hjertekarsygdom.
ESC’s nye vejledning har Chowhurys analyse med i sine betragtninger, men fastholder, at det stadig er et vigtigt forebyggelsesmål at erstatte mættede fedtstoffer med umættede fedtstoffer.