Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Gislason: Studie peger væk fra triplebehandling med warfarin

Gunnar Gislason

Brug af kun to lægemidler til patienter med atrieflimren (AF), der har fået en ballonudvidelse, er sikrere end at bruge den nuværende standardbehandling med tre lægemidler, ifølge det nye RE-DUAL studie. Det blev præsenteret på ESC 2017 i Barcelona i weekenden.

I studiet fandt forskerne, at ved anvendelse af NOAK-midlet dabigatran sammen med enten clopidogrel eller ticagrelor kunne man reducere risikoen for blødning sammenlignet med triple-behandlingen med warfarin, aspirin og clopidogrel/ticagrelor.

Forskerholdet testede to doser af dabigatran. Blødningsrisikoen blev halveret for patienter, der fik dosen 110 mg. og nedsat til en fjerdedel for dem, der fik 150 mg. dabigatran sammenlignet med warfarin. Der blev ikke set nogen stigning i trombotiske hjertehændelser som f.eks. blodprop i hjertet.

Bedste behandling er en balancegang

"Når vi behandler patienter, der har atrieflimren og har brug for en stent, skal vi balancere mellem risikoen for koagulation og risiko for blødning. Og her viser vores studie, at patienter, der har modtaget dobbelt-behandlingen med dabigatran plus en P2Y12-hæmmer havde færre blødninger uden at være mere udsatte for slagtilfælde eller andre hjertehændelser," fortalte studiets førsteforfatter Christopher Cannon fra Baim Institute for Clinical Research, Boston, USA.

Herhjemme mener Gunnar Gislason, professor i kardiologi og forskningschef i Hjerteforeningen, at der er grund til at byde studiets resultater velkommen.

”Med RE-DUAL-resultaterne og den markante sænkning af blødningsrisiko, de viser, vil det give god mening at bevæge sig væk fra den traditionelle triple behandling med warfarin,” siger han.

RE-DUAL PCI-studiet omfattede 2.725 patienter med atrieflimren, der havde fået en ballonudvidelse (PCI). Samlet set oplevede ca. 26,9 procent af patienterne på warfarin triple-behandling blødninger sammenlignet med 15,4 procent af patienterne i dobbeltbehandling med 110 mg. ​​dabigatran. Ca. 20 procent af patienterne i dobbelt behandling med 150 mg. dabigatran fik blødninger, sammenlignet med 25,7 procent af gruppen, der fik den tilsvarende warfarin triple behandling.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift