Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Kun lille effekt af CETP-hæmmer

CETP-hæmmere får næppe nogen glorværdig plads i lipidbehandlingen – hvis de overhovedet bliver markedsført. Tidligere studier af disse præparater er stoppet før tid pga. både manglende og decideret negative resultater. Og nu er endnu et forsøg, REVEAL, netop offentliggjort, uden at have imponeret eksperterne.

I REVEAL-studiet, der blev præsenteret på den hjertemedicinske kongres i Barcelona forleden, havde forskerne studeret effekten af anacetrapib som supplement til statinbehandling. Resultatet blev en ni procents reduktion af risici for større koronarhændelser.

"Studiet har for første gang vist, at tilføjelse af en CETP-hæmmer til intensiv statinbehandling reducerer forekomsten af ​​kardiovaskulære hændelser hos højrisikopatienter," sagde professor Martin Landray fra University of Oxford, UK, ved præsentationen af REVEAL.

Helt nøjagtigt, hvad det er, der gør, at anacetrapip i REVEAL-studiet har en effekt, kunne Martin Landray ikke sige. Men umiddelbart ser det ud til at hænge sammen med en reduktion i LDL snarere end en øgning af HDL, mente han.

Vigtigt for forståelsen af mekanismerne

Efter præsentationen af det nye studie kaldte flere eksperter effekten på de ni procent for beskeden, og mente, at resultaterne næppe var brugbare. En af dem er Mogens Lytken Larsen, professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital:

”Rent videnskabeligt er det godt, at studiet blev gennemført. Resultaterne er vigtige for vores forståelse af mekanismerne bag LDL og HDL. Men det er selvfølgelig skuffende, at effekten ikke viste sig større, og at vi ikke er kommet skridtet videre i forhold til at kunne øge HDL.”

Han ser sådan på konklusionen af REVEAL, at man nu står med endnu et præparat, der kan sænke LDL. Så hvis det bliver markedsført, vil det formentlig kun blive et nichepræparat, mener han og vurderer i øvrigt, at der ikke vil være behov for mere forskning i CETP-hæmmere nu:

”Man kan sige, at det åbenbart ikke er den mekanisme, der skal til for at øge HDL. Så den må vi fortsat lede efter andre steder.”

Et alternativ til dem, der ikke tåler statiner

Som Mogens Lytken Larsen ser det kan CETP-hæmmerne måske have en fremtid som et alternativt præparat til især dem, der ikke tåler statiner. Det samme siger overlæge, ph.d. Jens D. Hove fra Hvidovre Hospital, som på den måde mener, at REVEAL-resultatet godt vil kunne omsættes til praksis:

”Ja, det vil jeg mene, at det kan blive. For vi har ikke mange alternativer at kunne give de patienter, der ikke kan tåle statiner, og som er til at betale. Her kan det have en berettigelse, selv om REVEAL-studiet i første omgang var en undersøgelse af CETP-hæmmer i kombination med statin.”

En af de bekymringer Jens D. Hove har ved studiet, er resultatet, der viste, at stoffet ophobes i kroppens fedtvæv og bliver der i fem år. Det samme påpegede flere udenlandske eksperter på hjertekongressen. En af dem var dr. Steve Nissen fra Cleveland Clinic i Ohio, som også sagde, at ”effekten af anacetrapib med en reduceret risiko på ni procent er for lille til at udgøre en klinisk fordel,” mens en anden – Stephen Nicholls fra University of Adelaide, Australien – sagde:

"REVEAL-studiet viser, at hvis du i lang tid behandler tilstrækkelig mange mennesker med anacetrapib, vil du se en lille effekt. Men sammenlignet med andre forskningsresultater præsenteret på denne kongres som har potentiale til at ændre praksis, er det svært at se, at det vil blive tilfældet med anacetrapib. Men det er muligt, at studiet åbner op for yderligere studier i CETP-hæmmere”.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift