Hvert sjette danske kræfttilfælde opdages først efter akut indlæggelse

Henry Jensen

Cirka 16 procent af alle danske kræftdiagnoser stilles først efter en akut indlæggelse, og over halvdelen af disse patienter er døde et år efter diagnosetidspunktet.

Det er især de kræftformer, der generelt er kendetegnet ved at have uspecifikke symptomer, som først diagnosticeres under en akut indlæggelse, viser nyt dansk registerstudie udgivet i tidsskriftet Cancer Epidemiology.

”Mange af dem er sandsynligvis gået med sygdommen i en længere periode, uden at det er blevet opdaget, og det kunne forklare, hvorfor denne gruppe også har en overraskende dårlig overlevelse,” siger Henry Jensen, medforfatter til studiet og seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet. Han tilføjer, at der samtidig kan være mange grunde til, at det er gået sådan. 

Med studiet har forfattergruppen søgt at kortlægge nogle af de typiske veje til kræftdiagnose i Danmark så tidligt i udredningsforløbet, som det var muligt, ved at analysere registerdata.

”De fleste patienter ender i et kræftpakkeforløb, men der er til tider sket udredning forinden, som begrunder mistanken om en specifik kræft,” siger Henry Jensen.

Kræftformer, der er svære at opdage

Forskerne har bl.a. fundet, at 15,9 procent af danske kræftdiagnoser stilles efter en ikke-planlagt - dvs. registreret som akut - hospitalsindlæggelse. Studiet her har ikke data på, hvad årsagen er til den akutte indlæggelse, men det er patienter, som ikke var under udredning i pakkeforløb op til indlæggelsen, indikerer analysen. 

”Det peger på, at enten har patienten ikke været hos egen læge, eller at patientens egen læge ikke har mistænkt kræft i høj nok grad til at henvise til hurtig udredning gennem kræftpakkerne,” siger Henry Jensen.

Over halvdelen af disse patienter dør indenfor et år efter diagnosen, hvilket kunne tyde på, at kræften enten er fremskreden ved diagnosetidspunktet, eller også er det en særlig skrøbelig patientgruppe med mange sygdomme, som bliver indlagt og dør efter kort tid med kræft.

”Vi har taget højde for multisygdom i vores analyse, og det kan ikke forklare overdødeligheden alene. Til gengæld tegner de samlede resultater et billede af, at det særligt er de kræftformer, som er svære at opdage i almen praksis, så patienterne går måske i længere tid med sygdommen til den er fremskreden,” siger Henry Jensen og fortæller, at en kollega er ved at undersøge, hvor mange af patienterne, som også har en psykiatrisk diagnose, og om det kan være med til at forklare, hvorfor der er en større gruppe kræftpatienter, som er så svære at opdage før sent i sygdomsforløbet. Netop det at have andre sygdomme inden kræftdiagnose kan være en af forklaringerne på, at kræft overses, vurderer han. 

Potentiale for tredje spor

”Det er en rigtig spændende opgørelse, som vi i mange år har manglet at se med danske data. Så stor ros for, at den er blevet lavet,” skriver Peter Vedsted i en mail. Han er professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet. 

Han er egentlig selv på artiklens forfatterliste, men han har haft en perifer rolle i udarbejdelsen af forskningen, understreger han. Han roser i stedet sine kolleger Henry Jensen og førsteforfatter Bolette Danckert, specialkonsulent ved Kræftens Bekæmpelse, for at tage teten og lave studiet.

Ifølge Peter Vedsted understøtter de overordnede fund, at det er værd at undersøge, om almen praksis kan løfte udredningen af både dem, som får diagnose under ikke-planlagt indlæggelse, men også de andre kategorier, som ikke får deres primære udredning gennem pakkeforløbene. 

Bl.a. vil hurtigere og bredere adgang for praktiserende læger til diagnostiske værktøjer muligvis være en hjælp til, at kræft hurtigere kan opdages i de tilfælde, hvor symptomerne er uspecifikke og ikke passer på pakkeforløb. Det er de tilfælde, hvor symptomerne sandsynligvis skyldes ufarlige sygdomme og kun i sjældne tilfælde skyldes kræft. 

”Med studiet her ser vi, at omtrent en tredjedel af patienterne har ruter til deres kræftdiagnose, som ikke går via kræftpakken. Det er faktisk mange! Kunne disse have været udredt mere smart og måske via tredje udredningsspor (hvor praktiserende læger udreder patienter et langt stykke ad vejen, red.). Der mangler helt grundlæggende forskning og viden på det område,” skriver Peter Vedsted.

Pas på tolkningen af screeningsresultater

Den et-årige dødelighed varierede fra 1,4 procent hos screenede patienter til 53,0 procent hos patienter diagnosticeret gennem ikke-planlagt hospitalsindlæggelse, hvad peger på, hvilket sygdomsstadium man bliver opdaget i. Men mere screening er ikke nødvendigvis svaret, pointerer Peter Vedsted.

”Man skal passe lidt på med fortolkningen af den lave dødelighed ved screening. Selv med den bedste screening, vi har til rådighed, kan vi kun finde 8-10 procent af alle kræfttilfælde. Derimod peger studiet klart i retning af, at tidligere diagnostik kan have en positiv effekt på prognosen. Og det at komme i kræftpakke fra egen læge, giver også en god prognose,” skriver Peter Vedsted. 

”Det vil være interessant at se, om der er forskel på f.eks. regionerne i, hvor mange der diagnosticeres ved ikke-planlagt indlæggelse eller ved henvisning til pakkeforløb fra almen praksis. På dette område vil registermaterialet være meget stærkt,”  siger han. 

Om studiet

Studiet inkluderede data fra 144.635 kræfttilfælde diagnosticeret hos 139.023 patienter i perioden 2014–2017. Kvinder udgjorde 48,8 procent (70.568 kræfttilfælde hos 68.203 individer), og mænd udgjorde 51,2 procent (74.067 kræfttilfælde hos 70.812 individer). Gennemsnitsalderen var 67,2 år, og 22,8 procent døde inden for det første år efter diagnosen. 

Forskerne havde på forhånd defineret otte gensidigt eksklusive veje til kræftdiagnose: 

1. Via dødsattest
2. Screening
3. Henvisning til pakkeforløb fra almen praksis (både kræftpakke og diagnostisk pakke)
4. Henvisning til pakkeforløb fra hospital (både kræftpakke og diagnostisk pakke)
5. Ikke-planlagt hospitalsindlæggelse
6. Planlagt hospitalsindlæggelse, som ikke var kræft
7. Ambulantbesøg
8. Ukendt vej til diagnose.

Herefter gennemgik forskerne data for de 139.023 patienter med kræftdiagnose, for at se i hvilken sammenhæng diagnosen gives, og hvad der er sket for patienten i tiden op til diagnose. 

Resultatet viste, at:

• Den mest almindelige vej til diagnose var henvisning til kræftpakke fra primærsektoren, dvs. praktiserende læge (45,9 procent).
• Dernæst henvisning til pakkeforløb fra hospital (20,0 procent).
• Herefter følger en ikke-planlagt hospitalsindlæggelse, der førte til kræftdiagnose (15,8 procent).
• Befolkningsbaseret screening førte i 7,5 procent af tilfældene til kræftdiagnose.
• 0,4 procent af tilfældene blev påvist baseret på dødsattest.
• Derudover var der 3,1 procent af tilfældene, som ikke kunne tildeles en bestemt vej til diagnose.

Desuden viste resultatet, at patienter med en ikke-planlagt indlæggelse var langt mere tilbøjelige til at dø inden for det første år efter kræftdiagnosen (OR = 3,38 (95 procent CI: 3,24–3,52)) sammenlignet med patienter diagnosticeret via pakkeforløb med henvisning fra primærsektoren. 

Studiet er en del af projektet "Kræft hos ældre i Danmark – indgang til sundhedsvæsen, behandling og prognose."