Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

DSAMs nye formand Anders Beich vil have fokus flyttet fra ældre til unge, der mistrives og er præget angst og depressioner. Foto: DSAM

Vi praktiserende læger ER patientinddragelse

Vi skal lade de raske være raske. Vi skal være mere kritiske over for forebyggelsesprogrammer. Og så skal spotlight tilbage på almen praksis, som vi ved er afgørende for et velfungerende sundhedsvæsen.

Sådan lyder nogle af budskaberne fra den nye formand for DSAM, Anders Beich, som også for alvor efterspørger et forskningsresultat, der belyser, hvad man kan gøre for at undgå, at unge mennesker sygeliggøres fra starten af deres voksenliv.

”For vi har en generation, der har rigtig svært ved at finde ud af at blive voksne. Alt for mange unge mistrives, og har stress-, angst- og depressionssymptomer. Det er et langt større problem, end vi har gjort os klart – at alt for mange psykologiske og eksistentielle vanskeligheder bliver til psykiatriske problemer,” siger han.

Med spotlight rettet mod enkelte sygdomme, faste strukturer og systemer samt opfølgning og alskens programmer er sygdommene i dag nærmest blevet vigtigere end patienterne. I sådan en virkelighed passer almen praksis dårligt ind. Derfor føler praktiserende læger, at de mere end nogensinde er tvunget til at retfærdiggøre deres eksistens.

Sådan er billedet af sundhedssektoren i dag, set med læge Anders Beichs øjne. Derfor opfatter han det som en af sine fornemste opgaver i sit egenskab af formand for DSAM at få praktiserende læger tilbage i fokus – af hensyn til patienterne og dermed befolkningens sundhed.

”Jeg vil gerne have slået en tyk streg under vigtigheden af det personlige kendskab læge og patient imellem. Det er nogle uspecifikke faktorer som empati og lyttefærdigheder, der afgør, om man får patienten med, og om patienten føler sig hørt og inddraget og kan bearbejde sine bekymringer. Det har en kæmpe effekt, men jo desværre bare ikke én, der er så nem at måle som effekten af en bestemt medicin, der gives for en bestemt sygdom, siger han.

Uundværlighed skal dokumenteres

En af de opgaver DSAM derfor står overfor, handler om at få samlet al tilgængelig dokumentation for, at praktiserende læger er uundværlige for et velfungerende sundhedsvæsen – herunder at patienterne har en meget høj tilfredshed med de praktiserende læger. Og dokumentationen er der. Blot har den ikke være highlightet så meget, fordi der, som formanden påpeger, åbenbart ikke er nogen særlig prestige i den humanistiske del af lægearbejdet.

Men det er netop dette, der er den praktiserende læges speciale. Og vel at mærke ét, der er lige så meget værd og lige så krævende som neurokirurgi.

”Vi er speciallæger i at forstå det hele menneske, og hvordan sygdom udspiller sig i et helt menneskes liv. Og det bruger vi lige så lang tid på at lære, som neurokirurgen bruger på at lære at operere i centralnervesystemet. Men forståelsen for vigtigheden af vores speciale går lidt tabt i en tid, hvor fokus er på bestemte sygdomme og indsatsområder. Der går jo snart ikke en dag, hvor der ikke bliver udråbt et nyt indsatsområde,” påpeger Anders Beich.

Netop i en tid, hvor der tales rigtig meget om at lytte til patienterne og inddrage dem i beslutningerne om behandlingen, er det vigtigt at få flyttet spotlight tilbage på almen praksis. Og det kan – og skal – de praktiserende læger selv medvirke til ved at blive stærke til at formidle deres kunnen.

”Som vi plejer at sige, så ER vi patientinddragelse – på et meget konkret niveau. Og det skal vi have alle til at forstå vigtigheden af,” siger Anders Beich.

”Vi behøver ikke beslutningsstøtteværktøjer til patientinddragelsen, som for os er en færdighed i vores håndværk.”

Almen praksis både vil og kan

På den ene side ser almen praksis altså behovet for samfundsmæssig anerkendelse af netop dette speciale. På den anden side forsøger de praktiserende læger at indrette sig på en udvikling, hvor der kommer nye patientgrupper til. Og sådan skal det være – fordi det efter DSAM-formandens mening er vigtigt, at almen praksis fremstår som et fag, der vil noget og er i stand til at byde ind på nye opgaver og ikke kun sige nej til nyt. Et eksempel på nye opgaver er i denne forbindelse opfølgning og kontrol af kræftpatienter.

”Vi kan rigtig meget på dette område, fordi det langt hen ad vejen er nogle rehabiliterings- og psykosociale opgaver, der ligger i at følge op på kræftsygdom. Men afhængig af den enkelte kræftform skal vi selvfølgelig opdateres og efteruddannes på konkrete områder, for eksempel i forhold til scanninger og blodprøver,” siger han.

Lad de raske være raske

For at få tid til de nye opgaver er det dog vigtigt, at tiden i almen praksis primært bliver reserveret de syge. Det betyder, at man i højere grad skal lade de raske være raske.

Dette er imidlertid noget, der bliver stadig vanskeligere, mener Anders Beich, i en tid, hvor der kører en lind strøm af kampagner, som beder folk om at gå til lægen, så snart de har nogle uspecifikke symptomer:

”Det betyder i stigende grad, at de syge ikke kan komme til for alle de raske, der farer til lægen. Så for at vi kan behandle de syge så godt som muligt, skal vi blive bedre til at lade de raske være raske. Vi skal med andre ord fokusere mere på at mobilisere folks egne sundhedsressourcer. De skal ikke tro, at al deres sundhed er noget, de skal til lægen for at få ordnet. Meget sundhed kan overlades til patienten selv. Det at holde sig sund er ikke nødvendigvis en opgave, der indebærer, at man hele tiden skal tjekkes i sundhedsvæsnet. Vi må ikke fratage det enkelte menneske evnen til at mærke forandringer i egen krop eller funktionsevne, som det netop skal reagere på.

Kritiske over for forebyggelsesprogrammer

For at de forebyggende opgaver ikke kommer til at tage for meget tid i almen praksis,” mener han, at kravet i det mindste må være, at der er god evidens for, at forebyggende undersøgelser rent faktisk virker. Sådan er det ikke i dag, siger han og nævner den nye satsning på KOL-området som et eksempel på spild af tid i almen praksis.

”Vi ved, at der ikke er effekt af tidlig opsporing på KOL-området. For vi har ingen medicin, der kan forsinke sygdommen. Af samme grund har mange lande droppet den tidlige opsporing. Og selv om vi undersøger folk tidligt, kan vi ikke få dem til at holde op med at ryge. Så det kan i høj grad diskuteres, om der kommer mere sundhed ud af den store KOL-satsning, man har gjort klar til. For

at være sikre på, at vi sætter ind de rigtige steder og bruger ressourcerne også i almen praksis rigtigt, skal vi helt generelt være langt mere kritiske i forhold til indsatser for forebyggelse,” siger Anders Beich.

Og så vil han ellers bruge sin formandspost til at samle faget og få det bedste ud af alle de ressourcepersoner, som faget rummer i selskabet, ca. 4.500. Det er vigtigt, fordi ’vores fag er for presset af udefrakommende politisk motiverede forventninger og planer til, at vi kan tillade os at blive ved at slås indbyrdes’, som han skrev i sin første leder efter valget til formand i september.

Haves: Fokus på ældre

Ønskes: Mere fokus på unge

Alt for mange psykologiske og eksistentielle vanskeligheder bliver til psykiatriske problemer hos unge. Det skal der gøres noget ved så hurtigt som muligt. Hvis der er et forskningsresultat Anders Beich går og venter på, så er det et, der belyser, hvad man kan gøre for at undgå, at unge mennesker sygeliggøres fra starten af deres voksenliv.

”Vi taler så meget om de ældre og deres mange sygdomme. Men jeg ser også et behov for at tale om de unge. For vi har en generation, der har rigtig svært ved at finde ud af at blive voksne. Alt for mange unge mistrives, og har stress-, angst- og depressionssymptomer. Det er et langt større problem, end vi har gjort os klart – at alt for mange psykologiske og eksistentielle vanskeligheder bliver til psykiatriske problemer. Det ville være rart at vide, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at unge har så svært ved at fungere i et samfund, et samliv, samarbejde o.l. – dvs. det, som WHO har defineret som ”sam-sygdomme”. Her kunne jeg godt tænke mig, at der blev forsket meget mere i, hvad vi kan gøre for at undgå disse sam-sygdomme, og hvordan vi forebygger, at unge bliver så rådvilde, at de mister modet. Vi taler meget om de ældre, men der er så mange trivselsmæssige problemer, der sætter de unge i stå, stresser dem og gør dem syge, og det skal vi have meget mere fokus på. Jeg tror, at svaret i mindre grad er medicinsk og i højere grad politisk, kulturelt, samfundsmæssigt. Som jeg har hørt en meget viis ældre kollega sige: den slags lidelser burde anmeldes til kulturministeriet. Men i dag har vi også fået et informationssamfund og et diagnosesamfund, som er dele af forklaringen. ”Hvad det helt præcist handler om, ved jeg ikke. Men jeg vil gerne vide det. For så ville vi måske kunne etablere noget strukturel forebyggelse, der virkelig batter noget,” siger Anders Beich.