Stort behov for øget viden om tvang - før, under og efter

Når det ikke ligefrem går hurtigt fremad i Danmark med at få reduceret brugen af tvang – sådan som de nyeste tal viser – kan en af forklaringerne være, at vi har brug for mere viden om de situationer, der opstår ifm. tvang, f.eks. om, hvordan man gør, eller hvad man sætter i stedet.

I hvert fald viser en ny undersøgelse, som er foretaget i Region Syddanmark, at der er behov for en øget viden om patienternes oplevelser.

Det er Ellen B. Tingleff, ph.d.-studerende og sygeplejerske, der som led i sin ph.d. og i samarbejde med andre, har foretaget et systematisk litteraturstudie, der afdækker, hvad den internationale forskning hidtil har vist om patienternes opfattelse af processen i tilfælde af tvangsforanstaltninger.

”Vi ved, at psykiatriske patienter generelt har negative erfaringer med at blive udsat for tvangsforanstaltninger. Men opfattelsen af tvang er sjældent undersøgt som en proces, hvilket betyder, at vi ikke ved tilstrækkeligt om, hvad der sker før, under og efter udsættelse for tvang. Så vi har brug for at vide mere, for både at finde ud af, hvad der er den bedste sygepleje og behandling i de situationer, hvor tvang er nødvendigt, men samtidig også blive klogere på, hvordan vi kan undgå, at situationen udvikler sig hertil,” fortæller hun.

Patienterne ønsker mere samtale og respekt

Ellen Tingleff’s studie har fået titlen ’Treat me with respect’ og viser, at patienter lægger stor vægt på sammenhængen mellem den positive og negative opfattede virkning af en tvangssituation og personalets evne og vilje til at interagere og kommunikere respektfuldt i situationerne både før, under og efter tvang. De har også stærke negative opfattelser af anvendelsen af ​​isolation, fastholdelse, bæltefikseringer og medicinsk tvang, lige som de har et stort ønske om at blive behandlet med respekt, snarere end at blive udsat for fagpersonernes magt og kontrol.

”Mit studie alene kan ikke føre til reduceret brug af tvang. Men sammen med de øvrige projekter, der er i gang i Region Syd, håber vi at kunne udvikle interventioner, der medfører en reduceret brug af tvang,” siger Ellen Tingleff.

Deeskalering er vigtig

Skal man reducere tvang, handler det især om at se på de situationer, der leder op til det, hvor patienten typisk er vred eller opkørt. Her tyder meget på, ifølge hendes forskningsprojekt, at personalet kan gøre noget andet og mere aktivt for at deeskalere og undgå tvang.

”Som patienterne ser det, vil det hjælpe meget, hvis vi gør mere ud af samtalen, dialogen og nærværet og af at prøve at forstå, hvorfor de er vrede og opkørte. Hvis der alligevel sker tvang, peger patienterne på et øget fokus på efter-samtalen for dels at reducere de negative eftervirkninger af tvang og dels at få talt grundigt om, hvordan tvangen kunne have været undgået, og hvad der kan gøres bedre næste gang,” fortæller hun.

Som opfølgning på det netop afsluttede litteraturstudie er hun i gang med anden og tredje del, hvor hun interviewer patienter og pårørende i retspsykiatrien om deres opfattelse af bæltefikseringer. Her tyder de foreløbige resultater fra patientinterviewene bl.a. på, patienterne godt kunne tænke sig, at personalet gjorde mere ud af at forsøge at tale dem til ro i konfliktsituationerne – også når de er aggressive, da de mener, at en samtale om årsagen til deres vrede kan deeskalere situationen, hvorved fikseringen bliver unødvendig. Omvendt anerkender patienterne, at bæltefiksering kan være nødvendig, hvis de f.eks. er psykotiske, lige som de værdsætter, at det forhindrede dem i at gøre skade på sig selv eller andre.

Det endelige resultat af dette studie vil først være klar i løbet af næste år.