Dansk læge modtager Paul Wilson Brand prisen

Jonas Hedegaard Andersen
Den danske læge Jonas Hedegaard Andersen, 1.Reservelæge, Nordsjællands Hospital Hillerød, Ortopædkirurgisk afdeling får international anerkendelse for afprøvning af en ny metode ved behandling af hammertæer hos patienter med diabetes.
Det sker ved DFSG 2016 i Stuttgart, Tyskland, 9.-11. September, hvor Den Europæiske sammenslutning Diabetic Foot Study Group uddeler (DFSG) Paul Wilson Brand Repetitive Stress Award (PWB-RSA) prisen til den yngre dansk læge.
Målet med studiet var at undersøge effektiviteten af kirurgisk aflastning udført ved minimal invasiv overskæring af bøjesenerne til tæerne i forhold til sårheling og forebyggelse af sår. Proceduren blev udført med 1,2 mm tyk kanyle og tilbudt patienter i det multidiciplinære, Steno Diabetes Center ved klo- eller hammertæer.
Konklusionen er klar; Tentomi udført med nål er en sikker og effektiv metode til behandling og forebyggelse af sår på tæerne ved klo- eller hammertå. Og behandlingen bør ifølge lægerne bag undersøgelsen tilbydes alle diabetes patienter med risiko for eller manifeste sår på klo- eller hammertæer.
Om anerkendelsen og prisen siger Jonas Hedegaard Andersen, "Først og fremmest er det en stor ære at modtage denne pris. Det er noget af det, der gør det lidt sjovere at bruge fritiden på forsknings projekter som dette. Desuden skaber det lidt større fokus på vores resultater, som forhåbentligt kan være med til at forbedre behandlingen af diabetikere med fodsår som følge af hammer og klo tås dannelse."
Paul Wilson Brand Repetitive Stress Award (PWB-RSA) prisen uddeles til ansøgere, der i forbindelse med selve DFSG mødet har indsendt abstract, som præsenterer ny klinisk eller eksperimentel data om effekten af gentagen belastning på blødt væv, led eller knogler. Prisen er stiftet for at opmuntre til forskning i et af de helt centrale områder i behandlingen af diabetiske fodsår; Aflastning. Det er et område der traditionelt har været udlagt til mere håndværksprægede behandlere som skomagere og fodterapeuter. De principper, der anvendes til aflastning, bygger derfor på mange års opbygget faglig viden og erfaring og kun i ringe grad af videnskab. Indstifteren af Paul Brand Prisen føler, at der er et behov for øget fokus på effekten af de forskellige aflastningsprincipper. Prisen er, helt i DFSGs ånd, ikke begrænset til forskere eller læger. Enhver, der præsenterer et videnskabeligt arbejde inden for aflastning, kan indstilles til prisen. Bestyrelsen i DFSG udvælger det arbejde, der det pågældende år har den højeste score i et anonymiseret system til prisen.