Skip to main content

Vaccinations tidsskrift logo

SLIT-behandling af husttøvmide-allergi udsætter astma-anfald

Tablet-behandling med immunterapi mod allergi over for husstøvmider udsætter risikoen for akut astma-anfald eller forværring.

Det viser en ny undersøgelse af ALKs ny husstøvmide (HDM) SLIT (sublingual allergen immunterapi) tablet, der blev godkendt af EUs lægemiddelagentur i august 2015.

Tabletvaccinen mod husstøvmideallergi er godkendt til voksne fra 18 til 65 år med kliniske symptomer, og som er testet positive over for husstøvmider og har mindst en af følgende sygdomme:

  1. vedvarende moderat til svær allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider trods brugen af symptomdæmpende medicin
  2. allergisk astma forårsaget af husstøvmider, der ikke er velkontrolleret ved brug af inhalationskortikosteroider, og som er forbundet med mild til svær allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider, og hvor patienternes astma er grundigt evalueret

Midlet er også tæt på en godkendelse hos det amerikanske FDA.

De nye undersøgelse, der er offentliggjort i JAMA, viser en signifikant udsættelse af tidspunktet for at allergien medfører astma-anfald hos patienter, der ikke var velbehandlede trods inhalation af kortikosteroider (ICS) eller andre kombinationer.

I alt blev 834 voksne i 9 lande delt op i grupper, der dagligt enten fik placebo eller forskellige doser af HDM SLIT - begge grupper i kombination med ICS og beta2-agonisten salbutamol.

Afhængig af hvilken dosis HDM SLIT deltagerne fik var risikoen for et akut astma-anfald eller forværring 28-36 procent mindre end i gruppen, der kun fik ICS+salbutamol.

Effekten blev vurderet i løbet af de sidste 6 måneder af forsøget, hvor ICS blev reduceret med 50 procent i 3 måneder og derefter fuldstændig trukket tilbage i 3 måneder.

Sammenlignet med placebo var der også en stigning i antistoffet allergen-specifikt immunoglobulin G4 (lgG4).

"Så vidt vi ved, er dette det første kontrollerede forsøg, som viser, at voksne patienter med husstøvmideallergi-relateret astma, hvor ICS-behandling ikke er optimal, kan opnå en forbedring af astma - målt som tid til første astmaeksacerbation - med en sublingual tabletformulering af HDM allergen immunterapi," skriver forfatterne, der blandt andet inkluderer den danske professor og overlæge Vibeke Backer, som er leder af Lungemedicinsk Forskningsenhed og overlæge på lungemedicinsk afdeling L på Bispebjerg Hospital.

Husstøvmider er den mest almindelige årsag til allergi i verden. Allergien udvikler sig tidligt i livet, og den er til stede hele året. ALK vurderer, at en ud af ti voksne i Europa med allergisk rhinitis, lider af en ikke velkontrolleret allergi og derfor oplever vedvarende moderate til svære symptomer trods brugen af symptomdæmpende medicin.