Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Tak til Jørgen Winther for regulært vanvidsforslag

Skrevet af Kristian Lund d. 15. august 2018 i kategorien Politik

Engang var Jørgen Winther en ganske magtfuld sundhedsordfører for Venstre – i dag er han medlem af regionsrådet i Midtjylland, men hans varemærke er stadig - og har altid været - originale løsninger på sundhedsområdet.

Lige nu brillerer han i den grad med misforstået kreativitet – så meget, at hans forslag om at give unge med stor risiko for overvægt en bonus på 22.000 kr. hvis de ikke er blevet overvægtige på deres 18. års eller 25 års fødselsdag, i den grad har sat gang i debatten om, hvad Danmark skal stille op med landets formentlig største sundhedsproblem, overvægtighed. Se Jørgen Winthers forslag her på B.T. 

Og lægerne – de, der har forstand på overvægt – er rasende over Jørgen Winthers enfold.

Jørgen Winthers ide ramler nemlig netop ned i en fordom, som formentlig er den største barriere mod en ansvarlig politisk strategi, som kan gøre noget ved overvægt i Danmark, nemlig at overvægt er de unges egen skyld. Hvis de hanker op i sig selv, så kan du undgå overvægt, nøjagtige som mange forældre tilbyder deres børn et kørekort, hvis de fravælger at ryge.

Den samme logik anvender Jørgen Winther, og det er nøjagtig den logik, mange politikere stadig krampagtigt holder fast i, når det gælder overvægt; Det skal forebygges. Meget behændigt undgår de så generelt at tage stilling til interventioner, som koster skattemidler, men som faktisk kan gøre noget reelt ved problemet, nemlig kirurgi eller lægemidler.

Derved kan de også lukke øjnene for de bivirkninger, som følger i kølvandet på overvægt – og her peger nye studier på, at overvægt øger risikoen for kræft, osteoporose, alvorlige dermatologiske lidelser, KOL, søvnapnø, gigt foruden meget andet, for slet ikke at tale om psykiatriske lidelser og selvmord. Når sådanne alvorlige bivirkninger rulles op, så stikker danske politikere fingrene i ørerne, mens de lukker øjnene – og de åbner dem først, når faren for at blive klogere er overstået.

Men disse bivirkninger er den pris, de overvægtige betaler – og politikerne bærer et medansvar, så længe de ikke er parat til at formulere en fedmestrategi, som inddrager lægelige interventioner – ved siden af forebyggelse, motion, kostråd m.v.

En af dem, der udtrykker sin forargelse mest direkte, er overlæge på børneafdelingen på Holbæk Sygehus Jens Christian Holm. Han mener, at Jørgen Winthers forslag er stigmatiserende, diskriminerende og ydmygende. 

”Forslaget giver udtryk for, at overvægt handler om at være doven, man spiser for meget, og bevæger sig for lidt, og det er ikke korrekt. Det er langt mere kompliceret end at reducere det til mad og træning. Kroppen bevarer og forsvarer aktivt sine fedtdepoter,” siger han til DR.

Efter hans opfattelse, tager politikerne på Christiansborg ikke overvægt hos børn alvorligt. Han understreger, at der ikke er et eneste parti, der har et program for, hvad man skal gøre for at forhindre, at problemet vokser sig endnu større.

Også Landsforeningen for overvægtige, Adipositasforeningen, raser over forslaget, som foreningen mener må bunde i uvidenhed.

”Ingen mennesker ønsker at være overvægtige, og at stigmatisere børn for fælles skattemidler er så ignorerende over de alvorlige følger, det er for både det enkelte barn, den enkelte voksne og deres pårørende. Kan man forestille sig, at danskerne skulle have udbetalt en godtgørelse med tak for, at de blev 60 år uden at få cancer?,” citeres Bjarne Lynderup, sekretariatsleder hos Adipositasforeningen, for til TV2. 

Tilbage er – måske – at takke Jørgen Winther for sit kulørte initiativ – simpelt hen fordi han med sit ugennemtænkte forslag har fremprovokeret en nødvendig debat om overvægt, og hvordan Danmark kan gå til angreb på problemet.

Den debat er vigtig. Overvægt rammer, som det viste sig i Sundhedsstyrelsens analyse af danskernes sundhedsprofil, i dag over halvdelen af den danske befolkning, og konsekvenserne er først nu ved at blive erkendt.

Det var nok næppe det, Jørgen Winther havde håbet på – men så skal han forberede sig bedre næste gang.

Om skribenten

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Medicinsk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debatører på sundhedsområdet.

Har du en kommentar?

Please login to leave a comment.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift