Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Behandling med insulin kræver vilje fra patienten

Insulinbehandling bør som udgangspunkt igangsættes, når mulighederne for tabletter og GLP-1 receptor agonist er opbrugt. Der er dog nogle patientgrupper, som kræver hurtigere insulinbehandling.

Der findes ingen firkantede regler for, hvilke type 2-diabetespatienter, der bør få insulin - og hvilke der ikke gør. Men overordnet set skal insulinen anvendes, når patienten ikke opnår behandlingsmålene med kost, motion og tabletter længere. Særligt yngre type 2-diabetikere vil før eller siden få behov for insulinbehandling, men også mange ældre patienter får med tiden behov for supplerende insulinbehandling.

Ifølge Sten Madsbad, professor og overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Hvidovre Hospital, afhænger igangsættelsen af insulinbehandling også af, hvor stor en indsats patienten selv vil yde.

“Patientens alder og livslængde er også relateret til compliance i forhold til insulinbehandling. For hvis og når man skifter fra tabletter til insulinbehandling, så vil det kræve noget af patienterne selv. De skal foretage en injektion, og de skal måle deres blodsukker. Ofte skal de også ændre på deres kost med et mere regelmæssig spisemønster end under tabletbehandling. Det kræver en vis grad af struktur og vilje,” fortæller Sten Madsbad.

Patienterne er ikke interesserede

For en gennemsnitspatient anbefales det, at insulinbehandlingen igangsættes, når mulighederne med tabletter eller GLP-1 recepter agonister er opbrugt. Det handler blandt andet om, at hæmoglobin A1c helst ikke skal være steget til mere end 7,5-8 procent, før insulinbehandlingen skal sættes i gang.

“Når hæmoglobin A1c-niveauet er steget til 7,5-8 procent er det ikke bare et godt tidspunkt at begynde med insulinbehandling - det er faktisk også det nemmeste tidspunkt at gå i gang på,” siger Sten Madsbad og tilføjer, at det her er lettere at få en god kontrol, og at der tilmed er færre komplikationer i form af vægtstigning og hypoglykæmi.

“Men man kan lige så godt gøre sig det klart som læge, at patienterne ikke er interesseret i insulinbehandling generelt. Og det er forståeligt. For det er mere besværligt at styre en insulinbehandling, end det er at tage nogle tabletter - det kan vi lige så godt se i øjnene,” understreger Sten Madsbad.

Nogle grupper af patienter skal dog tidligere i gang med insulinbehandling end den gennemsnitlige type 2-diabetiker, påpeger Marit Eika Jørgensen, der er overlæge på Steno Diabetes Center.

“De diabetikere, som vi populært kalder type 1,5-diabetikere, hører under type 2-diabetes, men skiller sig typisk ud ved at være slanke. De har en meget beskeden egeninsulinproduktion og bør derfor på et tidligt tidspunkt starte insulinbehandling,” forklarer Marit Eika Jørgensen. Derudover vil patienter med en kompleks diabetesbehandling, og som på trods af metformin kombineret med andre tabletter og GLP-1 receptor agonister ikke har opnået den ønskede regulering - og nogle type-2-patienter med nedsat nyrefunktion - må gå over til insulin med det samme.

Mange muligheder inden insulin

For ganske få år tilbage havde den praktiserende læge ikke mange andre muligheder i forbindelse med behandling af type 2-diabetes end metformin, sulfonylurinstoffer og insulin. Men i dag er billedet helt anderledes. Med mange flere grupper af tabletter, kan en del patienter holde insulinbehandlingen på afstand i mange flere år end tidligere. Da progressionen af type 2-diabetes varierer fra person til person, som f.eks. ovenfor beskrevet for type 1,5 patienten, så er det vanskeligt at forudsige, hvornår insulinbehandling er nødvendig for den enkelte patient. Der findes i dag syv forskellige tabletbehandlinger, hvoraf de fem anvendes i Danmark.

“Det er årsagen til, at der er mange patienter, der får tre-fire tabletter og på den måde kan være pænt reguleret gennem mange år,” siger Sten Madsbad og forklarer, at hvor der også i langt højere grad blev brugt præmix/blandingsinsuliner førhen, så bliver der i langt højere grad brugt langtidsvirkende basale insulinanaloger, som har forbedret behandlingen af særligt type 2-diabetes - specielt når de kombineres med metformin og en GLP-1 receptor agonist. Patienterne får ikke kun en bedre kontrol med blodglukose udtrykt ved Hba1c, men samtidig reduceres risikoen for hypoglykæmiske episoder og vægtstigning.