Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Angsten for natlig hypoglykæmi fylder også for type 2-diabetikere

Selvom type 2-diabetikerne oftest ikke kæmper med så alvorlige hypoglykæmiske tilfælde, så fylder frygten for et tilfælde meget.

“De fleste type 2-diabetikere opdager slet ikke, at de har haft et hypoglykæmisk tilfælde om natten. De sover fra det. Men andre vågner op, har det skidt og ligger badet i sved. De ryster, er sultne og er udmærket godt klar over, at de hurtigst muligt skal have styr på deres blodsukker,” fortæller Ulrik Pedersen-Bjergaard, overlæge i endokrinologi og klinisk forskningslektor ved Nordsjællands Hospital i Hillerød. Som ekspert i stofskiftesygdomme og forskningslektor gennem en lang årrække har han bred erfaring med hypoglykæmi.

“Ultimativt vil nogle vågne op, hvis deres blodsukker er meget lavt. De vil være så forvirrede, at de slet ikke er i stand til selv at håndtere situationen,” tilføjer Pedersen-Bjergaard og understreger, at det er denne situation, mange type 2-diabetikere frygter.

“Heldigvis er det de færreste, der oplever det,” understreger han.

Ikke desto mindre fylder angsten for et alvorligt hypoglykæmisk tilfælde meget for type 2-diabetikerne. Også selvom det reelt er et langt større problem for type 1-diabetikerne end for type 2.

“Forskellen mellem type 2-diabetikere og type 1-diabetikere er, at type 1 er mest bekymret for alvorlig hypoglykæmi, mens type 2 er relativt mere bekymret for mild hypoglykæmi. Det handler nok i høj grad om, at de ikke får så mange insulinfølinger, som type 1-patienterne, som derfor også er mere vant til det,” forklarer han. 

Men hvor stor er den reelle risiko?

“Det er svært at sige. Der findes ikke meget statistik på type 2-diabetikernes hypoglykæmiske tilfælde. Men set over en længere periode vil mange, hvis de er i behandling med insulin eller sulfonylurinstoffer opleve det på et eller andet tidspunkt,” understreger han.

For at komme den reelle risiko for natlig hypoglykæmi til livs, skal patienten have den rette medicin, og et præparatskifte kan være måden at løse det på. Men ifølge Ulrik Pedersen-Bjergaard er det også vigtigt at tage hånd om patientens angst gennem en god dialog. Det kan ikke alene reducere angsten - men det kan også reducere antallet og graden af hypoglykæmiske tilfælde.

“Vi ved fra store undersøgelser, at hypoglykæmi findes i alle klinikker. Men i nogle tilfælde er lægen bare ikke klar over det,” fortæller Ulrik Pedersen-Bjergaard og fortsætter:

“Det kan enten være, fordi lægen ikke får spurgt ind til det, eller at lægen ikke er vant til at tale med patienterne om det. Det handler derfor om at få det italesat ved hver konsultation med diabetikeren, der er i behandling med insulin eller sulfonylurinstoffer.”

Angsten for at miste kørekortet

En anden hindring for at forbedre type 2-diabetikerens natlige hypoglykæmi er, at patienten ikke ønsker at tale om det.

“Mange patienter frygter, at de mister kørekortet, så snart de nævner, at de har insulinfølinger - altså de milde tilfælde - i lægens konsultation. Og det er naturligvis helt ubegrundet. Derfor er det meget vigtigt at få afstemt med sine patienter, at vi sagtens kan tale om hypoglykæmi - uden at det har nogen betydning for kørekortet.”

Ulrik Pedersen-Bjergaards opfordring til lægerne ude i praksis lyder derfor på at få sat hypoglykæmi på dagsordenen og betragte det som en bivirkning til medicin på lige fod med andre bivirkninger, som skal registreres.

“I princippet er hypoglykæmi også bare en bivirkning til den medicinske behandling. Den skal fanges og reduceres i mest muligt omfang. Her kan man bare ikke se på patienten, om vedkommende har natlig hypoglykæmi. Der er man nødt til at komme i dialog med dem og tale med dem,” understreger han.