
Ny retningslinje for behandling af depression
Psykoterapi, fysisk træning og mindfulness er elementer i en ny retningslinje fra Sundhedsstyrelsen for ikke-medicinsk behandling af patienter med unipolar depression.
Ny evidensbaseret forskning har givet sikker viden om effekten af psykoterapi. Og det anbefales derfor nu som et tilbud i kombination med farmakologisk behandling til patienter med depression af moderat til svær grad.
Samtidig hedder det i retningslinjen, at man bør overveje at tilbyde fysisk træning til patienter med let til moderat depression i kombination med vanlig behandling.
Om valget af terapeutisk metode hedder det:
- Korttids psykodynamisk psykoterapi og kognitiv adfærdsterapi kan begge tilbydes i behandlingen af moderat til svær depression, da der ikke er fundet grundlag for forskel i effekt i en direkte sammenligning.
- Interpersonel psykoterapi og kognitiv adfærdsterapi kan begge tilbydes i behandlingen af moderat til svær depression, da der ikke er fundet grundlag for forskel i effekt i en direkte sammenligning.
I forhold til kronisk depression og tilbagefaldsforebyggelse anbefaler retningslinjen, at man tilbyder patienter med medicinsk svært behandlelig depression at overgå til et psykoterapeutisk forløb, og at man overvejer at tilbyde patienter med moderat til svær depression, som er remitteret, mindfulness-træning som en tilbagefaldsforebyggende intervention.
I primær sektor vil det være god praksis at overveje at tilbyde støttende samtaler/ samtaleterapi ved praktiserende læge eller collaborative care til patienter med depression frem for vanlig behandling.
Hvert år oplever 61.000 voksne for første gang en depression. Mere end halvdelen af dem, vil blive ramt af depression igen, og 10-30 procent risikerer at udvikle en kronisk tilstand med vedvarende eller flere tilbagevendende depressioner. Risikoen for at få en depression i løbet af livet er omkring 17-18 procent. Og ser man hen over et år vil mellem 280.000-392.000 danskere lide af en depression.
”Tallene understreger, at det er en sygdom, som rammer mange og som kan have store sociale konsekvenser for den enkelte person. Retningslinjen skal være med til at gøre opmærksom på de ikke-medicinske behandlingsmetoder, som har effekt på patienter med forskellige grader af depression – også dem der svært behandlelige,” siger formand for arbejdsgruppen, Ane Bonnerup Vind.
