Hver fjerde pige risikerer spiseforstyrrelser
Mange piger i 9. klasse har det rigtig svært med mad. Og hver fjerde har risiko for en spiseforstyrrelse.
Det viser en undersøgelse foretaget af Børnerådet blandt mere end 2.000 elever i 9. klasse. Formålet var at se på de unges spise- og træningsvaner.
Undersøgelsen konkluderer, at 23 procent af de unge piger og ni procent af drengene er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det er man, hvis man har flere end tre symptomer på risikoadfærd. F.eks. er 18 procent af pigerne ofte eller meget ofte på slankekur, og 18 procent føler, at det er nødvendigt at følge en streng diæt eller overholde andre mad-ritualer for at kontrollere, hvad de spiser.
Desuden viste det sig, at 11 procent af pigerne og syv procent af drengene har kastet op for at komme af med det, de har spist.
Undersøgelsen bekymrer Børnerådets formand Per Larsen, som siger:
”Den viser tydeligt, at vi er nødt til at sætte ind langt tidligere i forhold til kost og kropsopfattelse, hvis vi vil undgå, at de unge udvikler en egentlig spiseforstyrrelse. Og den viser også, at man må se på hele den unges liv og ikke bare kosten isoleret, da mange faktorer spiller ind.”
Han opfordrer især forældrene til at komme på banen, fordi de spiller en væsentlig rolle i forhold til at hjælpe deres børn med at få et fornuftigt forhold til kost og krop. De må finde en balance, hvor de sikrer sund og nærende mad, men ikke er hysteriske med, hvad de selv putter i munden, siger Per Larsen.
