Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Et år ikke nok til at komme sig over stress

Folk, der er gået ned med stress, er stadig ikke på toppen efter et år. Det viser ny forskning fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

"Vi havde en formodning om, at patienterne ville få det bedre, men vi vidste ikke i hvilket omfang. Det ser ikke ud til, at de er helt friske igen efter et år", siger Anita Eskildsen, psykolog og en af forskerne bag undersøgelsen. 

For et år siden testede hun en gruppe stress-patienter for at se, hvordan de klarede forskellige opgaver relateret til opmærksomhed og hukommelse. Efter et år blev testen gentaget. Og resultaterne peger på, at der er et stykke vej endnu for de tidligere stress-patienter. Bl. a. viser det sig, at patienterne stadig kæmper med at tilegne sig ny viden, og at flere stadig har søvnproblemer.

Helt overordnet klarede stresspatienterne sig dårligere end den raske kontrolgruppe i alle de kognitive tests – også selvom de havde forbedret deres præstation siden den første test. Anita Eskildsen udtrykker dog håb om, at patienterne kan genvinde deres tidligere færdigheder helt:

"Disse patienter har også været stressede inden for det seneste år, og selvom de fleste er tilbage i arbejde, kan der godt være et efterslæb, selvom man egentligt er raskmeldt. Det er også værd at bemærke, at patienterne fortæller om dårligere søvn end kontrolgruppen – det i sig selv kan påvirke deres kognitive færdigheder."