Højere doser antipsykotika giver færre dødsfald

Bivirkninger af antipsykotika opfattes normalt som den vigtigste årsag til øget dødelighed, men det ser ud til, at det tværtimod er manglende antipsykotisk behandling, der giver den  højeste dødelighed.

Konklusionerne stammer fra en undersøgelse publiceret i American Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Jari Tiihonen fra Karolinska Instituttet, Stockholm, er baggrunden for studiet, at det i den offentlige debat har været påstået, især i Europa, at langtidsbehandling med antipsykotika er årsagen til, at psykiatriske patienter lever kortere.

I studiet identificerede forskerne cirka 21.000 patienter med skizofreni fra forskellige databaser i Sverige. De undersøgte derefter associationerne mellem de ordinerede doser antipsykotika, antidepressiva og benzodiazepiner med mortalitetsrisikoen. I analyserne indgik også patienter, der ikke fik medicin.

I forhold til de patienter, der ikke fik medicin, havde patienter der fik moderate og høje doser antipsykotika en signifikant lavere mortalitetsrisiko (reduktion på 40 procent henholdsvis 25 procent). Moderate doseringer af antidepressiv medicin blev ligeledes forbundet med lavere mortalitetsrisiko i forhold til ingen medicin (reduktion på 15 procent), og reduktionen var endnu større ved høje doser (30 procent).

På den anden side blev behandling med benzodiazepiner associeret med øget mortalitet, og association var dosisafhængig, således at moderate og høje doser var forbundet med henholdsvis ca. 25 procent og 75 procent øget mortalitetsrisiko.

Opfølgningsperioden i undersøgelsen lå mellem 2006 og 2010.

Stiller spørgsmål ved resultaterne

Ifølge Dagens Pharma mistænkes det opsigtsvækkende svenske studie dog for at gøre sig skyldig i såkaldt immortality bias. Bl.a. af professor ved center for integreret registerbaseret forskning på Aarhus Universitet, Esben Agerbo, som har en doktorgrad i medicin. og som er medforfatter på en række artikler inden for psykiatrisk epidemiologi. Hans vurdering er, at de svenske forskere enten bruger en forkert analysemetode eller også beskriver deres fremfærd på en fejlagtig måde.

Forfatteren bag studiet, Jari Tiihonen, kender godt til immortality bias. Men han vurderer, at der ikke er tale om det her – og hvis der alligevel er, at effekten af denne ikke er så stor, at det influerer på resultatet.