Anhedoni og kognitive problemer overlapper ved depression

For den depressive patient er der en signifikant sammenhæng mellem øget anhedoni og selvrapporteret kognitiv dysfunktion. Der er grund til at tro, at graden af anhedoni kan være associeret med kognitiv dysfunktion Og visa versa.

Sådan lyder en af hovedkonklusionerne på et nyt studie, der er en del af det Internationale Mood Disorders Collaborative Project (IMDCP) - Et multisite-naturalistisk tværsnitsstudie af ambulante patienter med moderat til svær depression diagnosticeret ved MINI-International Neuropsychiatric Interview for Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders.

Forskerne konkluderer, at der eksisterer neurobiologiske overlap mellem anhedoni og manglende kognition. De to symptomer på depression er overlappende men dog ikke fuldstændigt.

”Studiets resultater tyder på, at hos patienter med depression er øget anhedoni og dårligere kognitiv funktion sameksisterende,” siger Maj Vinberg overlæge, dr.med.,Ph.D., klinisk forskningslektor i Region Hovedstadens Psykiatri, der er medforfatter på studiet.

For at afdække mulige aspekter af den underliggende psykopatologi associeret til kognitive gener ved depression har studiet søgt at dokumentere, hvorvidt anhedoni og general kognitiv funktion er korrelerede ved depression.

I analysen forblev associationen mellem anhedoni og selvrapporteret kognitive problemer signifikant, også efter justering for sygdomsgrad.

Samlet synes anhedoni og kognition psykopatologisk at sameksistere, og de nye resultater støtter, at anhedoni og kognitiv dysfunktion kan have sit udspring i en overlappende neurobiologiske ætiologi.

”Undersøgelsen viser, at hvis man har en oplevelse af at intet er interessant, at man ikke har lyst til noget, så har man også nedsat evne til at koncentrere sig, hvilket påvirker ens samlede kognitive funktion. Det har også vist sig, at patienternes koncentrationsevne er hæmmet, de mangler overblik, og qua denne nedsatte lyst og dermed motivation for at udføre opgaver, løser de heller ikke opgaverne så hurtigt som de plejer,” siger Maj Vinberg.

”Det er til en vis grad spørgsmålet om hønen og ægget. Vi kan se fra undersøgelsen, at patienter med høje depressionsscore også rapporterede, at de havde nedsat kognitiv funktion. Vi kan også se, at anhedoni og nedsat kognitiv funktion overlapper, men symptomerne overlapper ikke fuldstændig. Vi kan bare ikke se, hvad der forårsager hvad,” siger hun.

Man ved, at anhedoni er forbundet med, at det følelsesmæssige belønningssystem ikke fungerer eller at forbindelserne er nedsatte. Og vi ved allerede, at både dopamin og serotonin, som er forbundet med anhedoni, også regulerer de kognitive funktioner.

Anhedoni er ofte forbundet med forringelser i det emotionelle belønningssystem, et system som også formodes at være basis for de neurale kredsløb, og som regulerer og genererer den kognitive funktion (for eksempel amygdala, insula, ventral striatum, ventral anterior cortex, ganglion og prefrontal cortikale regioner).

Sammenhængen mellem anhedoni og kognitiv dysfunktion, kan blandt andet skyldes, at patienter med udtalt anhedoni qua dette har manglende motivation og engagement i forhold til udførelse af de kognitive test, hvilket resulterer i et dårligt testresultat.

Sammenhængen kan også ses i lyset af, at anhedoni og kognition neurobiologisk deler samme neutrotransmittere, kredsløb og netværk cerebralt. For eksempel er det dopaminerge system, som er centralt i forhold til anhedoni og belønning, også relateret til eksekutive kognitive funktioner.

Det er altså væsentligt at opnå fuld remission særligt i forhold til kernesymptomet lyst og interesse under samtidig monitorering af de kognitive klager.

”Den praktiserende læge kan anvende denne viden til at forstå den manglende lyst og interesse hos patienter med depression– også i forhold til arbejdsmarkedet, hvor det kan være svært at komme afsted – hvorfor gå på arbejde, hvis det opleves formålsløst – og når man endelig kommer derhen heller ikke magter at svare på mails o.lign,” siger Maj Vinberg.

”Arbejdsopgaver fremstår uoverskuelige og meningsløse – rent praktisk – og denne årsagssammenhæng kan lægerne have i baghovedet og søge at afdække, når de taler med de patienter, der har mistet lysten og interessen.

De vil ofte også have svært ved at holde fast i daglige rutiner og har svært ved at bryde den sociale isolation, som depression ofte fører med sig. Hvorfor se andre mennesker, når man har mistet interessen både til at lytte og selv tale, så man ender med slet ikke at kunne finde ud at sige noget.”