Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Afklaring af hjerterisici for brystkræftpatienter

Nye udenlandske undersøgelser tyder på, at lægemidlet trastuzumab (Herceptin) ikke er helt så risikofrit som hidtil troet for kvinder med brystkræft, der samtidig har hjertemæssige risikofaktorer.

Ifølge disse undersøgelser får op til en femtedel en hjertemæssig påvirkning. Hvordan det ser ud herhjemme, er et stort ph.d.-projekt ved OUH tæt på at kunne fortælle. Og dette projekt ser samtidig på, om en ny scanningsmetode vil kunne afsløre en eventuel hjertepåvirkning tidligere i behandlingsforløbet.

”I projektet går vi tilbage i de danske registre for at finde ud af, hvor mange danske kvinder der rammes af hjertesvigt som følge af brystkræftbehandlingen, og hvad det betyder for deres sygdomsforløb og deres prognose,” fortæller læge og ph.d.-stipendiat Ann Bøcher Secher Banke fra Hjertemedicinsk afdeling på OUH, der står bag undersøgelsen.

Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder i Danmark. Behandling med Herceptin forbedrer en del af de ramte kvinders overlevelse, men har vist sig at kunne give hjertesvigt som bivirkning. I undersøgelsen fra Odense skal det opgøres, hvor mange patienter der ikke kan tilbydes trastuzumab-behandling eller må afbryde denne på baggrund af hjertemæssige bivirkninger.

Foruden trastuzumab er også lægemidlet epirubicin en del af den danske undersøgelse. Det er et stof, der gives til næsten alle brystkræft-patienter. Og her foretager forskerne også en registerundersøgelse, hvor man følger op på langtidsbasis, dvs. ser på en mulig øget forekomst af hjertesvigt op til 15-20 år efter, at patienten har fået dette stof. 

Ny scanningsmetode

I anden del af ph.d.-projektet skal det afklares, om avanceret ultralydsundersøgelse af hjertet og bio-markører samt genetiske markører, som kan findes ved blodprøvetagning, tidligt kan forudsige en hjertesvigtsproblematik hos den enkelte patient. Det handler altså om at afprøve en ny scanningsmetode, hvor man håber at kunne opdage de patienter, der får en påvirkning af hjertet, endnu tidligere end man kan i dag via den nuværende standard-scanningsmetode.

”Med den gode overlevelse, som brystkræftpatienter har i dag, skal hovedparten af dem jo leve lange liv bagefter. Og kan vi opdage eventuelle hjerteproblemer tidligere, kan vi bedre sikre, at de ikke udvikler hjerteproblemer. På den måde kan vi hjælpe dem til endnu bedre liv efter et brystkræftforløb,” siger Ann Bøcher Secher Banke.

Hun forventer, at de første resultater af undersøgelsen vil være klar i løbet af dette efterår.