Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift


”Extension-fasen af DAN-RSV-studiet viser, at RSV-vaccinen er særdeles effektiv, når det handler om at reducere RSV-relaterede indlæggelser, og det er netop det, som vaccinen er sat i verden for," pointerer Mats Højbjerg Lassen.

Færre indlæggelser efter RSV-vaccination på tværs af aldersgrupper

ESC: Nye data fra det enorme DAN-RSV-studie viser, at RSV-vaccinen er særdeles effektiv.

De seneste data fra DAN-RSV-studiet er netop præsenteret ved en Hotline-session på den europæiske hjertekongres, ESC 2026 .

Resultaterne blev præsenteret af danske forskere fra Afdeling for Hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital, som står i spidsen for studiet og er samtidigt publiceret i NEJM Evidence. En særskilt præspecifik analyse af deltagere med og uden atrieflimren blev samtidig publiceret i JACC Journals.

Mats C, Højbjerg Lassen, læge på Afdeling for Hjertesygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital og en af forskerne bag studiet siger:

”Extension-fasen af DAN-RSV-studiet viser, at RSV-vaccinen er særdeles effektiv, når det handler om at reducere RSV-relaterede indlæggelser, og det er netop det, som vaccinen er sat i verden for. Vi ser en vaccineeffektivitet på 70,3 procent med effekt på tværs af aldersgrupper. Sidste år kunne vi kun teste ældre borgere (+60 år) – men det ser ud til, at vaccinen også er effektiv, når det handler om yngre mennesker. Naturligvis bliver yngre mennesker ikke så ofte syge som ældre og ikke så ofte indlagt – men vaccinen ser ud til også at være til gavn hos de yngre."

Studiet er et extension-studie og hovedresultaterne af de tidligere faser af DAN-RSV-studiet blev ved ESC-kongressen i 2025 publiceret i tidsskriftet The New England Journal of Medicine. Samtidigt blev den kardiovaskulære sekundæranalyse af studiet publiceret i tidsskriftet JAMA.

Færre kardio-respiratoriske indlæggelser

Data viser på baggrund af en population på >513.000 personer, at den bivalente RSV-vaccine reducerede RSV-relaterede indlæggelser. Incidensen af kardio-respiratoriske indlæggelser var 6,2 procent lavere blandt personer, der fik vaccinen sammenlignet med dem, der ikke blev vaccineret. Der er dog fortsat ikke påvist en statistisk signifikant reduktion i de specifikke kardiovaskulære endepunkter, herunder samlet kardiovaskulær indlæggelse, hjertesvigt, stroke eller atrieflimren. Det hæfter Mats C. Højbjerg Lassen sig ved. 

”Det er lovende, at vi ser en lavere incidens af kardio-respiratoriske indlæggelser blandt de vaccinerede. Det passer godt med observationelle studier, der viser en øget forekomst af både respiratoriske og kardiovaskulære komplikationer som følge af infektion med RS-virus,” siger han.

Tallene er i tråd med resultaterne fra den sekundære kardiovaskulære analyse publiceret i JAMA i 2025, hvor der var en signifikant reduktion i kardio-respiratoriske indlæggelser samlet set, men hvor der ikke var en signifikant reduktion i kardiovaskulære indlæggelser isoleret set. Her udgjorde de kardiorespiratoriske indlæggelser 26,3 mod 29,2 hændelser per 1000 personår.

På tværs af aldersgrupper

De nyeste data fra extension-studiet, inkluderer nu personer fra +18 år og i alt >513.000 borgere. Heraf er 460.000 danskere. Det er omkring 10 procent af den voksne danske befolkning. I den seneste fase af studiet har forskerne desuden valgt også at inkludere 50.000 borgere fra Galicien i Spanien. Her findes både sundhedsregistre og et vaccine-setup, som ligner det danske, og forskerne har tidligere arbejdet sammen med de spanske forskere omkring DAN-FLU-studiet, forklarer Mats C. Højbjerg Lassen, som kommenterer på data præsenteret ved ESC 2026.

I forhold til den kardio-respiratoriske effekt, så ser forskerne også en lavere forekomst af kardio-respiratoriske indlæggelser blandt de vaccinerede (6,2 procents reduktion i kardio-respiratoriske indlæggelser af alle årsager.)

Mats C. Højbjerg Lassen fremhæver desuden det imponerende ved, at det overhovedet er muligt at stable ’verdens største randomiserede lægemiddel-studie’ på benene.

”Det er kun muligt takket være den meget omfattende danske digitale infrastruktur, de danske sundhedsregistre og at så mange tusinde danskere støttede op og deltog. Det er helt unikt, at det kan lade sig gøre.”