Radiologer på Rigshospitalet frygter for patientsikkerheden
Rigshospitalet mangler ekspertise til at træffe beslutninger om kræftpatienters behandlinger. Det siger abdominalradiolog Eva Fallentin, som sammen med flere radiologer fra Rigshospitalet advarer om alvorlige konsekvenser efter fyringen af tre højt specialiserede kirurger.
Radiologerne på Rigshospitalet sendte allerede i midten af oktober et bekymringsbrev til deres afdelingsledelse efter nyheden om, at tre erfarne kirurger var blevet hjemsendt fra Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet.
I brevet, som Medicinske Tidsskrifter har fået indsigt i, skriver radiologerne, at de frygter, at situationen vil gå ud over patienter fra hele landet med sygdomme i bugspytkirtlen.
”Der vil dels mangle den nødvendige ekspertise til såvel lokale som nationale MDT-konferencer til at vurdere, hvilke patienter der er kandidater til kirurgi, og sikre, at kun de rigtige patienter opereres. Dels frygter vi, at der vil mangle den nødvendige ekspertise til at varetage den komplicerede kirurgi,” lyder det i brevet.
Radiologernes brev blev imidlertid ikke fremlagt på det meget omtalte møde mellem Rigshospitalets ledelse og forretningsudvalget i Region Hovedstaden den 26. oktober. Derfor videresendte lægerne brevet direkte til regionsdirektør Jens Gordon Clausen og direktør i Center for Politik og Kommunikation Marie Kruse den 28. oktober.
Jens Gordon Clausen svarede to dage efter, at koncerndirektionen ser med stor alvor på de forhold, radiologerne beskriver, og at henvendelsen vil indgå i sagens videre behandling.
Mangler kirurgiske kompetencer
Eva Fallentin er en af medunderskriverne på bekymringsbrevet. Hun er overlæge med speciale i abdominalradiologi på Rigshospitalet, og hun har været med til at formulere de danske retningslinjer for udredning af bugspytkirtelkræft.
Hun fortæller, at radiologernes bekymringer ikke er blevet mindre, siden de sendte bekymringsbrevet. I mellemtiden har Rigshospitalet indgået fratrædelsesaftaler med de tre kirurger.
Fraværet af kirurgerne betyder ifølge Eva Fallentin, at der nu mangler ekspertise på de nationale multidisciplinære teamkonferencer (MDT-konferencer), hvor læger fra hele landet drøfter patienter med bugspytkirtelkræft.
”Vi mangler de kirurgiske kompetencer, vi havde tidligere. Det handler især om at kunne vurdere, om patienter med meget komplicerede tumorer kan tilbydes operation. Det betyder, at det er vanskeligt at træffe beslutninger på MDT-konferencen, og det er jo hele idéen med konferencen, at vi skal lægge en behandlingsplan,” siger Eva Fallentin, som selv deltager i konferencerne.
”Vi frygter, at patienterne ikke bliver tilbudt de samme operationer, som de gjorde før,” siger hun.
To af de tre fyrede kirurger stod som de eneste i landet for de mest komplicerede bugspytkirtelkræftoperationer, hvor tumoren vokser ind i de omkringliggende arterier. Kirurgerne spillede ifølge Eva Fallentin en meget væsentlig rolle på de nationale MDT-konferencer. Deres vurderinger var centrale i beslutninger om, hvorvidt patienter med komplekse tumorer kunne tilbydes en potentielt helbredende operation.
Medicinske Tidsskrifter har fra andre sider erfaret, at det efter fyringen af de tre kirurger på Rigshospitalet har været nødvendigt at udskyde en beslutning om behandling grundet manglende kirurgiske kompetencer på den nationale MDT-konference.
Claus Fristrup, formand for Dansk Pancreas Cancer Gruppe og overlæge på Kirurgisk Afdeling A på Odense Universitetshospital, vil ikke udtale sig om specifikke sager, der drøftes på de nationale MDT-konferencer. Men han fortæller, at der har været drøftelser om beslutningskompetencerne på konferencerne, og at der er behov for flere konferencer, før han kan udtale sig om, hvorvidt der er de rette kompetencer.
Claus Fristrup fortæller også, at det er Rigshospitalet, der er vært for den nationale MDT-konference, og at det derfor forventes, at hospitalet sørger for kompetencer til, at patienterne får den rigtige vurdering og dermed den korrekte behandling.
Ikke betrygget efter dialogmøde
Efter bekymringsskrivelsen blev radiologerne inviteret til dialogmøde med ledelsen i Diagnostisk Center på Rigshospitalet. Men mødet har ikke betrygget radiologerne, fortæller Eva Fallentin.
”Vi har fortsat de bekymringer, vi beskrev i brevet. Vi fik blot at vide, at vi skulle henvende os til den kirurgiske afdelingsledelse, hvis vi oplever, at det er svært at træffe beslutninger om behandlingen,” siger Eva Fallentin.
Og det har radiologerne nu gjort. Den 10. november henvendte de sig med deres bekymringer til ledelsen på Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet, fortæller Eva Fallentin.
Hjælp fra udlandet løser ikke problemerne
Det er ikke kun den manglende ekspertise i udvælgelsen af patienter, der bekymrer radiologerne. De frygter også, at der mangler kompetencer til at udføre den komplicerede kirurgi, og at patienterne får en dårligere behandling efter operation – for eksempel hvis der opstår komplikationer.
Rigshospitalet har oplyst, at de vil løse kapacitetsproblemerne på afdelingen ved at hente kirurgisk assistance udefra, blandt andet fra Norge og Sverige og andre danske centre.
Men idéen om at hente kirurgisk hjælp udefra bekymrer radiologerne.
”For det første er jeg meget i tvivl om, om det kan dække hele behovet. For det andet udgør det en risiko, fordi vi ikke kan konferere med de udenlandske kirurger i tiden efter operationen. Hvis der opstår komplikationer efter operation, scanner vi radiologer patienterne, men i det tilfælde er det ikke den opererende kirurg, men andre læger med et andet kompetenceniveau, som skal vurdere patienten. Det er bekymrende,” siger Eva Fallentin.
Rigshospitalet har oplyst, at operationer for godartede og ondartede bugspytkirteltumorer fortsat kan udføres, men at der kun er én speciallæge tilbage på afdelingen med den specifikke kompetence samt tre læger under oplæring. Hvis det er nødvendigt, kan hospitalet hente bistand fra læger fra Stockholm eller Oslo.
Ifølge Medicinske Tidsskrifters oplysninger har den ene tilbageværende speciallæge med kompetencer til at udføre bugspytkirtelkræftoperationer kun været på afdelingen i én til to måneder. Eva Fallentin kan ikke udtale sig om hans kirurgiske kompetencer.
”Men jeg har under alle omstændigheder svært ved at se, hvordan én person skal kunne overtage alle de opgaver,” siger hun.
Ifølge Region Hovedstaden udføres der årligt 182 resektioner af godartede og ondartede bugspytkirteltumorer på Rigshospitalet.
Sundhedsstyrelsen vil have svar
Da Sundhedsstyrelsen i midten af oktober anmodede om en redegørelse fra Region Hovedstaden, bad styrelsen blandt andet om en status for, ”hvorvidt funktioner, som Rigshospitalet varetager i tilknytning til nationale MDT-konferencer på kræft i bugspytkirtlen, administrativt såvel som kirurgisk, forventes påvirket”.
Region Hovedstaden indhentede oplysninger fra Rigshospitalet og sendte i slutningen af oktober sin redegørelse til Sundhedsstyrelsen. I redegørelsen fremgår det, at Rigshospitalet forventer at kunne varetage sine opgaver i forbindelse med den nationale MDT-konference. Afdelingen har ifølge redegørelsen fortsat kirurger, der kan deltage, og forventer at rekruttere flere med specialistkompetencer.
Sundhedsstyrelsen bad 29. oktober regionen om ”en uddybende beskrivelse af og plan for varetagelsen af patienter, der har bugspytkirtelkræft med arteriel indvækst, som kun varetages på Rigshospitalet, jf. National MDT-konference ved kræft i bugspytkirtlen, herunder om Rigshospitalet fortsat har kompetencer hertil.”
Region Hovedstaden fik indtil 5. november til at sende en uddybende redegørelse, men senere blev deadline udskudt til 19. november. Udskydelsen skete efter ønske fra Region Hovedstaden, fordi ”ledelsen i den aktuelle situation har en stor opgave med at få skabt god dialog og ro om situationen blandt medarbejderne og få genopbygget afdelingen, og der er aktuelt rekrutteringsproces i gang.”
Advarsler fra flere faggrupper
Radiologernes bekymringsbrev er et af flere om situationen på afdelingen.
Også operationssygeplejersker, anæstesisygeplejersker, anæstesioverlæger og ni fastansatte speciallæger på den kirurgiske afdeling har sendt bekymringsbreve. Det fremgår af bilagene til Region Hovedstadens ekstraordinære forretningsudvalgsmøde 26. oktober.
