Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Forskere undersøger gåden om Modic-forandringer

En gruppe forskere ønsker at undersøge, om Modic-forandringer skyldes en udefrakommende bakterie eller om det er kroppens eget immunsystem, der skaber den smertefulde tilstand som en naturlig del af en helingsproces.

Undersøgelser viser, at langvarig behandling med antibiotika har en positiv effekt på de patienter, der har fået Modic-forandringer efter en diskusprolaps. Da blodgennemstrømningen til rygsøjlen er så ringe, skulle der mere end en almindelig penicillinkur til, før forskerne kunne se en effekt. 

Hanne Albert, fysioterapeut, Ph.d. Modicklinikken, Odense og Claus Manniche, Professor, Syddansk Universitet, testede 162 smerteplagede Modic-patienter. En gruppe fik en enkeltdosis bredspektret penicillin i 100 dage, en anden gruppe fik dobbelt dosis i 100 dage og den tredje gruppe fik kalktabletter.

Resultater var, at 60 procent af patienterne fra den første gruppe fik det bedre eller blev raske, 80 procent fra den anden gruppe fik det væsentligt bedre eller blev raske. Den tredje gruppe oplevede ingen forbedring i deres tilstand.

Morten Hougaard Andersen, Rygcentret, Regionshospitalet Silkeborg og Ole Kudsk Jensen, Klinisk lektor, Aarhus Universitetshospital, har undersøgt, om mælkesyrebakterier hjælper kroppens immunforsvar til at bekæmpe Modic-forandringer.

Forskerne vil arbejde med mælkesyrebakterier efter en tese om, at Modic-forandringer skyldes en bakteriefri irritationstilstand i knogle og bruskskive. Forskerne vil undersøge, om mælkesyrebakterierne kan dæmpe irritation og smerter.

Helt konkret er der 100 patienter med i projektet, hvoraf den ene halvdel bliver behandlet intensivt med en bestemt type mælkesyrebakterier i tre måneder. Den anden halvdel får placebo. 

Undervejs rapporterer patienterne løbende om deres smerter, og forskerne måler irritationstilstanden gennem betændelsesmarkører i blodet. Hvis smerter og betændelsesmarkører i blodet falder er forskerne nærmere en risikofri kur, mener Morten Hougaard Andersen. 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift