Lægemiddelvirksomheder lægger pres på KOL-pakke: Efterlyser ansvar og bedre sammenhæng

Fire lægemiddelvirksomheder står bag en ny essaysamling, hvor en række fagspecialister, forskere og beslutningstagere peger på centrale mangler i den nuværende KOL-indsats og på, hvad den kommende kronikerpakke til KOL bør indeholde.

Bag essaysamlingen ”Ud af skyggen” står Lungealliancen, der består af de fire lægemiddelvirksomheder AstraZeneca, Chiesi, GSK og Sanofi, som i fællesskab har samlet en række faglige og personlige perspektiver på sygdommen.

De ni essays rummer bidrag fra blandt andet KOL-patienten, lungespecialister, den praktiserende læge, flere psykologer og beslutningstagere, ligesom de fire medicinalfirmaer også kommer til orde. Samlet tegner bidragene et billede af et sygdomsområde, hvor patientforløb ofte knækker i overgange mellem sektorer.

Lungealliancens ambition er ifølge forordet at bidrage til arbejdet med kronikerpakken ved at bringe centrale faglige og strukturelle perspektiver ind i diskussionen om, hvordan KOL-indsatsen bør indrettes, så der kommer fokus på sammenhæng, tidligere opsporing og bedre støtte til patienter med KOL.

Sen KOL-diagnose og frafald blandt mænd

På tværs af bidragene tegner der sig et billede af et sygdomsområde, hvor mange patienter fortsat diagnosticeres sent, og hvor behandlingsforløb ofte mangler sammenhæng – særligt i overgange mellem hospital, almen praksis og kommunale tilbud.

Et gennemgående tema i samlingen er behovet for en mere målrettet opsporing. Praktiserende læge i Præstø, Christian Jensen, peger i sit essay på, at indsatsen i dag risikerer at blive for bred, hvis det ikke er tydeligt defineret, hvilke patienter man reelt leder efter. Uden en skarpere afgrænsning er der risiko for, at mange med høj sygdomsrisiko fortsat ikke identificeres i tide.

Samtidig fremhæver Svend Aage Madsen, psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet, i sit essay, at mænd i særlig grad falder ud af KOL-forløbene. Ifølge ham hænger det blandt andet sammen med, at mænd senere søger hjælp og i mindre grad fastholdes i behandling og rehabilitering, hvilket bidrager til en skævhed i både sygdomsbyrde og dødelighed.

Manglende samspil mellem sektorer

Flere bidrag peger desuden på manglende sammenhæng i patientforløbene. Anders Løkke, der er professor i lungemedicin og overlæge på Medicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt, fremhæver, at ansvaret for patienten ofte bliver uklart i overgangen fra hospital til hjem – netop i den fase, hvor risikoen for genindlæggelse eller død er høj. Overlægen efterlyser derfor en tydeligere placering af ansvar for opfølgning efter udskrivelse.

Også organiseringen af indsatsen på tværs af sektorer fremhæves som en central udfordring af Torben Hollmann, der er centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune, regionsrådsmedlem i Region Østdanmark samt formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne.

Han peger på, at de kommende sundhedsråd kan få en vigtig rolle i at skabe bedre sammenhæng i patientforløbene, men at det forudsætter, at de får et reelt mandat, fælles datagrundlag og mulighed for systematisk opfølgning.

Revurdering af behandlingen

Fra klinisk side understreger klinisk professor og overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital samt formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, Ulla Møller Weinreich, at KOL er en kompleks sygdom, som udvikler sig forskelligt fra patient til patient. Samtidig peger hun på, at når sygdommen flytter på sig, gør behandlingen det ikke altid automatisk, og det kliniske problem opstår netop dér, hvor behandlingsplanen ikke længere passer.

Derfor er det ifølge Ulla Møller Weinreich afgørende, at behandlingen kan justeres hurtigt og kvalificeret, når planen ikke længere passer. Det kræver adgang til specialistviden – ikke som lange hospitalsforløb – men som korte, målrettede indgreb, der kan bringe behandlingen tilbage på ret kurs.

Også i bidraget fra Lungealliancen peges der på behovet for faste kliniske ’triggers’, der kan sikre, at patienternes behandling revurderes, når sygdommen forværres. Da KOL-forværringer opstår uforudsigeligt, er der behov for mekanismer, der ikke alene baserer sig på planlagte kontakter.