Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin


”Hvis personer med type 1-diabetes kan få en GLP-1-RA udskrevet, må de afholde hele udgiften selv. Nogle med type 1-diabetes har gjort dette i årevis, fordi det forbedrer langtidsblodsukkeret, giver vægttab og meget mere stabile blodsukre og bedre insulinsensitivitet," siger Tine Filges.

Personer med type-1-diabetes hungrer efter GLP-1-RA – men nu er receptblokken pakket væk

Personer med type 1-diabetes er kommet alvorligt i klemme i forbindelse med myndighedernes øgede kontrol med brugen af Ozempic (semaglutid 1 mg) og Wegovy (semaglutid 2,4 mg), siger formand fra patientforeningen Type 1.

”Vi kan ikke få GLP-1, fordi det kun er godkendt i EU til type 2-diabetes, og lægerne vil ikke længere udskrive medicinen ’off-label’. De siger, at de kommer på den sorte liste for læger,” siger Tine Filges.

I dag bruger 9,1 procent af alle danskere med type 1-diabetes en GLP-1-receptoragonist(RA). For et år siden var det tal 7,5 procent, viser sundhedsdata tilgængelig på diabetestal.dk, der er ejet af Diabetesforeningen. Det er på trods af, at lægemidlerne ikke er godkendt af EU som behandling til personer med type 1-diabetes. Alligevel ville langt flere danskere med type 1-diabetes bruge lægemidlet, hvis de kunne få det udskrevet og havde råd, mener Tine Filges fra Tænketanken Type 1. Det erfarer foreningen gennem samtaler med deres medlemmer og aktiviteten i deres tidligere Facebook-gruppe. Og det er selvom, at personer med type 1-dibetes ikke får tilskud fra staten.

”Hvis personer med type 1-diabetes kan få en GLP-1-RA udskrevet, må de afholde hele udgiften selv. Nogle med type 1-diabetes har gjort dette i årevis, fordi det forbedrer langtidsblodsukkeret, giver vægttab og meget mere stabile blodsukre og bedre insulinsensitivitet. Jeg har kontakt med en kvinde, som er meget syg af sin type 1-diabetes, og hun har blandt andet meget ringe nyrefunktion. Hun betaler også selv for behandlingen uden at få tilskud,” siger Tine Filges.

Tine Filges ærgrer sig over det manglende tilskud, for hun mener, at der efterhånden er  god evidens for, at behandling med GLP-1-RA også er nyre- og hjertebeskyttende for personer med type 1-diabetes. Myndighederne burde udvide de eksisterende tilskudskriterier til også at omfatte personer med type 1-diabetes, mener Tine Filges.

Hun er nu ved at samle en liste af forskningslitteratur, som skal sendes ind til Lægemiddelstyrelsens Medicintilskudsnævn, der så forhåbentligt vil evaluere, om der er belæg for tilskud, fortæller hun.

Og noget evidens foreligger der. Novo Nordisk har blandt andet vist i et fase IIIa-studie fra 2015, at Victoza (liraglutid) har en positiv effekt på langtidsblodsukkeret hos personer med type 1-diabetes.

"Fra et gennemsnitligt langtidsblodsukkerniveau (HbA1c) på omkring 8,1 procent ved studiets start opnåede deltagere, der blev behandlet med liraglutid som tillægsbehandling til insulin, en statistisk signifikant større forbedring i HbA1c på mellem 0,2 procent og 0,3 procent mod 0,0 procent for deltagere, der fik placebo. Det primære mål om superioritet med hensyn til HbA1c blev opfyldt for alle undersøgte doseringer," skrev Novo Nordisk i en pressetekst ifølge Ritzau.

En analyse fra 2021 af de to fase III-studier ADJUNCT ONE og ADJUNCT TWO finder forfatterne, at der er positiv effekt af GLP-1-RA på tværs af subgrupper, og at der ikke er bekymrende sikkerhedssignaler.

Stort dansk studie skal afgøre effekt

På Steno-diabetescentrene i Danmark, Grønland og på Færøerne har man også blik for, at GLP-1-agonisterne samt SGLT-2-hæmmerne og  aldosteron-hæmmeren finerenon kan have en positiv og organbeskyttende effekt for personer med type 1-diabetes. Men det helt store kontrollerede studie, der undersøger de bedste og nyeste diabetesbehandlinger, mangler fortsat.

Derfor har forskere nu søsat et stort kontrolleret studie på området, hvor Steno-centre på tværs af Danmark, Grønland og Færøerne bidrager, og skal teste en række af de nye diabetesbehandlinger på personer med type 1-diabetes. Det bliver det største studie, som har undersøgt emnet og vil involvere 2.000 personer med type 1-diabetes.

Helt konkret vil forskerne teste, om man kan mindske risikoen for følgesygdomme ved at:

  • Indføre en mere ambitiøs og målrettet behandling af blodsukker, højt blodtryk og forhøjet kolesterol
  • Behandle med nye lægemidler, som har vist gavnlig effekt hos personer med type 2-diabetes: SGLT2-hæmmere (sotagliflozon), GLP-1-receptoranaloger (semaglutid) og finerenon

”Man kan sige, at vi tager alle de værktøjer, som vi tror, vi kan bruge, og tester dem grundigt. Forhåbentlig står vi om fem år med en ny værktøjskasse,” siger Elisabeth Buur Stougaard i en pressemeddelelse fra Steno-centrene. Hun er læge og ph.d. på Steno Diabetes Center Copenhagen og  en af forskerne i spidsen for studiet.

Tiltaget med det store studie, som vil strække sig over fem år, begejstrer Tine Filges, men hun håber alligevel, at myndighederne indtil da vil give grønt lys til, at personer med type 1-diabetes kan få udskrevet GLP-1-RA – og allerhelst at det sker med tilskud.

”Fem år er lang tid at vente for os. Vi vil gerne have adgang til en GLP-1-RA-behandling nu og gerne med tilskud eller garanti for tilskud, hvis en patient har afprøvet lægemidlet med god effekt. Ved hver enkeltansøgning har en højt specialiseret diabeteslæge jo vurderet, om patienten kan have gavn af lægemidlet. Ofte søges der først enkelttilskud efter en prøveperiode på tre måneder for egen regning, og hvis det har en positiv effekt, søger lægen enkelttilskud. Det sker ikke ud af det blå. Når Lægemiddelstyrelsen så alligevel afslår sådan en ansøgning, må det være en økonomisk beslutning, som ikke er begrundet i dokumentationen. For her har der siddet en læge og vurderet, at patienten med type 1-diabetes rent faktisk har gavn af behandlingen."