Arvelige hjerte-kar-sygdomme opspores i stigende grad ved genomsekventering

Et stærkt stigende antal patienter henvises i de her år fra kardiologerne til en fuld genetisk udredning på mistanke om arvelig hjerte-kar-sygdom. Det gør, at diagnosticeringen er blevet mere præcis.

At arbejde med gensekventering hos hjerte-kar-patienter giver rigtig god mening, fordi det er et af de områder, hvor man har en god, solid forståelse for de forskellige sygdommes genetik og også er absolut længst fremme i forhold til at kunne behandle dem. Det pointerer Anne Tybjærg-Hansen, som er overlæge og klinisk professor ved Afdeling for Klinisk Biokemi, Sektion for Molekylærgenetisk Diagnostik. Hendes fokusområde er forskning i arveanlæg og den betydning, det har for udvikling af hjerte-kar-sygdom.

”Der er naturligvis stadig lang vej at gå, når vi eksempelvis taler om de strukturelle hjerte-kar-sygdomme – men generelt er forståelsen for, hvilken indflydelse genetikken spiller for hjerte-kar-sygdom rigtig god - nok også bedre end på de fleste andre kliniske områder. Dertil kommer et effektivt samspil mellem kardiologerne og den genetiske diagnostik,” pointerer Anne Tybjærg-Hansen, som fortæller, at man på Afdeling for Klinisk Biokemi da også godt kan mærke, at der er et stigende behov for genomsekventering inden for især arvelige hjerte-kar-sygdomme.

”Henvisningerne stiger helt vildt i de her år – og på hjerte-kar-området er det især inden for familiær hyperkolesterolæmi (FH), at vi ser en stigning på grund af oprettelse af Databasen for Familiær Hyperkolesterolæmi (DFH) og et stærkt øget fokus på opsporing, diagnosticering og behandling af sygdommen. Vi har travlt. Tidligere var diagnosticering af FH i Danmark virkelig sløj – men det er langt bedre nu,” siger Anne Tybjærg-Hansen

Ikke uden udfordringer

Processen med NGS kræver en hel del manuel præparation, inden man når frem til at have lavet det, som er ’biblioteket’ hvorpå NGS bliver kørt og software trækker data ud i et forståeligt format, forklarer Anne Tybjærg-Hansen:

”På afdeling for Klinisk Biokemi modtager man en blodprøve, hvor ud fra bioanalytikerne isolererer DNA og kører en NGS (Next Generation Sequencing). Den såkaldte ’dybe sekventering’ gør det muligt at sekventere enorme mængder DNA ved hjælp af det, som man kalder exom-sekventering af de kodende regioner plus andre udvalgte varianter uden for disse, som man ved er sygdomsfremkaldende. Bioanalytikeren trækker ved hjælp af specielt software en variant-rapport, som fortolkes og kommenteres af en læge og en anden læge kontrollerer det kommenterede svar, inden rapporten frigives. Fortolkningen af data er et kæmpe arbejde, som ofte kræver en del research i databaser og i relevant litteratur for at se, om en variant, som man har fundet, kan betyde noget eller ej. Det kommenterede svar sendes til den henvisende læge, ofte en kardiolog.”

Diagnosticeringen er blevet langt mere præcis, nu hvor man kan diagnosticere på DNA-niveau, hvilket naturligvis kommer patienterne til gavn – men der er bestemt også udfordringer, pointerer Anne Tybjærg-Hansen:

”Det letteste er naturligvis, hvis man kan finde varianter, som man kender, og hvor man ved, at de med sikkerhed er sygdomsfremkaldende – men sådan er virkeligheden ikke så ofte. Langt de fleste varianter er nye varianter, som man tit ikke kan sige noget meget præcist om. Det er bestemt en af de udfordringer, vi står med.”

Dertil kommer, at der altid vil være nogle, som mener, at man skal være påpasselig med at diagnosticere for meget på DNA-niveau, fremhæver Anne Tybjærg-Hansen:

”Netop dét, tror jeg ikke, at man kan undgå; man kan ikke undlade at bruge en teknik, som man ved er særdeles effektiv til at sige noget om patientens arvelige risiko – men man skal selvfølgelig ikke diagnosticere sygdomme på DNA-niveau, som man ikke kan behandle. Det er der dog ikke tale om, når vi eksempelvis taler om hjerte-kar-sygdomme, herunder de arvelige af slagsen. Dem kan man gøre noget ved. Jo mere viden man har om, hvilken variant af en sygdom, patienten har, jo bedre kan vi blive til at målrette behandlingen.”

Næste skridt

Danmark er et af de lande, som er længst fremme i forhold til hjerte-kar-behandling og de næste skridt hen imod at blive endnu bedre til at diagnosticere og behandle er så småt i gang fortæller Anne Tybjærg-Hansen. Mens man hidtil udelukkende har beskæftiget sig med monogen risiko, altså risiko knyttet til én bestemt oftest sjælden, står man nu overfor snart at skulle implementere såkaldte polygene risiko-scores.

”Det gør man ved at se på de individuelle risici en person har på tværs af genomet, og kombinere dem; altså at samle og se på en række hyppige varianter i genscoren. Her vil vi eksempelvis kunne se, at de personer, som befinder sig i den øverste del af genscoren er i risiko for at have familiær hyperkolesterolæmi. Det kumulative resultat af de kombinerede risici kaldes en polygen risikoscore. Men teknikken er endnu ikke fuldt udviklet og derfor heller ikke klar til klinisk brug endnu.”