Dansk studie afslører, hvordan lymfekræft nedbryder huden
Lymfekræft i huden kan lede til nedbrydning af hudens barriere med risiko for infektioner, der i værste fald kan være dødelige. Nu har danskere forskere fundet ud af, præcis hvordan kræften ødelægger hudens barriere, og hvordan det muligvis kan behandles.
Et forskerhold med deltagelse fra de dermatologiske afdelinger på Aarhus Universitetshospital og Bispebjerg Hospital har fundet, at lymfekræftceller udsender bestemte stoffer, der nedbryder og ødelægger hudens barriere.
Det er en stor opdagelse, da man hidtil ikke har vidst, hvorfor kræftsygdommen fører til, at huden bliver nedbrudt.
”Opdagelsen er et afgørende skridt i kræftforskningen. På sigt gør det, at vi kan sætte en bremse på hudkræftsygdommen og de livstruende infektioner, som kan følge med. Det vil give forbedrede prognoser og øget livskvalitet blandt patienterne,” siger professor Niels Ødum, som leder projektet ved LEO Foundation Skin Immunology Research Center i en pressemeddelelse.
Patienter med alvorlig lymfekræft i huden kan få livstruende betændelse med kløe og smerte, hvor hudens barriere kan blive nedbrudt i en sådan grad, at bakterier kan blive overført til blodet og lede til blodforgiftning og andre alvorlige tilstande.
I studiet undersøgte forskerne to typer lymfekræft i huden, mycosis fungoides, der som den mest almindelige type udgør knap 50 procent af alle tilfælde af lymfekræft samt den mere sjældne Sézarys syndrom.
Velkendt behandling er svaret
De danske forskere fandt også, at JAK-hæmmere, som allerede er velkendt i dermatologien og reumatologien, var en mulig og effektiv behandling af tilstanden. Resultaterne er dermed langt fremme mod at kunne blive implementeret i behandling, lyder det fra Niels Ødum i pressemeddelelsen.
”Det betyder, at man ikke behøver starte helt forfra i forhold til at få testet stoffet. Vi forventer, at vi ganske hurtigt kan gå ud og tilbyde det til nogle patienter i et forsøg, hvor vi så kan se, om det rent faktisk så også virker sådan på patienterne eller ej,” siger han.
Til at undersøge kræftformerne fik forskerne vævsprøver fra kræftramte steder på huden samt prøver fra rask hud, også fra kræftpatienter. Undersøgelserne blev også foretaget på kunstig hud, der består af menneskelige hudceller. Vævsprøverne blev sammenlignet med prøver fra kræftfri patienter, og forskerne fandt tilsvarende resultater på tværs af de forskellige prøvetyper.
De arbejder på at sætte et forsøg i gang, hvor man tester den nye opdagelse på patienter.
Studiet er et samarbejde mellem forskere på Københavns Universitet med ph.d.-studerende Maria Gluud i spidsen og professor Lars Iversen og hans hold ved Aarhus Universitetshospital samt afdelingslæge Maria Rørbæk Kamstrup fra Bispebjerg Hospital. Det er støttet med bevillinger fra LEO Fondet, Novo Nordisk Fonden, Kræftens Bekæmpelse og Knæk Cancer samt Danmarks Frie Forskningsfond.