To biomarkører peger på øget risiko for sygdomsprogression hos astmapatienter

Personer med mild til moderat astma kan have normal lungefunktion, få symptomer og alligevel have en inflammatorisk profil, der er forbundet med øget sygdomsprogression over tid.

Det viser resultater fra et nyt dansk studie, som blev præsenteret på årets ERS-kongres.

”Det interessante er, at selv om patienterne ser ud til at have det godt, kan vi se tegn på sygdomsprogression, som vi ikke reagerer på i dag, fordi patienterne har normal lungefunktion og få eller ingen symptomer,” siger Yunus Çolak, 1. reservelæge, ph.d. og dr.med. på Lungemedicinsk Sektion på Afdeling for Medicinske Sygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital.

Studiet bygger på data fra 1.141 voksne med astma fra Herlev-Østerbroundersøgelsen og undersøger betydningen af to biomarkører for type 2-inflammation: blodeosinofile og fraktioneret ekshaleret nitrogenoxid (FeNO). FeNO-data var tilgængelige for 213 af deltagerne. Forskerne fandt, at især kombinationen af forhøjede niveauer af begge biomarkører var forbundet med et hurtigere fald i lungefunktionen og en øget risiko for eksacerbationer.

Kombinationen af biomarkører skiller sig ud

Blodeosinofile og FeNO er begge biomarkører for type 2-inflammation, men afspejler forskellige dele af den inflammatoriske proces. Derfor ønskede forskerne at undersøge, om kombinationen af de to markører – fremfor den enkelte biomarkør alene – kunne identificere en gruppe mennesker med en anden risiko for sygdomsprogression – især hos dem med mild til moderat astma, der ikke er blevet undersøgt tidligere.

”De to biomarkører giver supplerende information. Det er især blandt personer, hvor både blodeosinofile og FeNO er forhøjede, at vi ser det hurtigste fald i lungefunktion og den højeste risiko for eksacerbationer,” siger Yunus Çolak.

Forskerne inddelte deltagerne i tre grupper: Deltagere med lave niveauer af både blodeosinofile og FeNO, deltagere med én forhøjet biomarkør og deltagere, hvor begge biomarkører var forhøjede.

Her viste der sig en tydelig forskel i faldet i lungefunktion. Det gennemsnitlige justerede årlige FEV1-fald var 16,3 mL hos gruppen med lave niveauer af begge biomarkører, 29,6 mL hos gruppen med én forhøjet biomarkør og 38,9 mL hos gruppen med både forhøjede blodeosinofile og forhøjet FeNO. Det svarer ifølge forskerne til et 139 procent større FEV1-fald i gruppen, hvor begge biomarkører var forhøjet, sammenlignet med gruppen, hvor begge var lave.

Selv om forskellen i det årlige tab af lungefunktion målt i milliliter umiddelbart kan synes beskeden, peger Yunus Çolak på, at betydningen skal ses over tid. Et vedvarende større årligt fald vil over en længere årrække kunne akkumulere til en væsentlig forskel i lungefunktion.

Mere end dobbelt så høj risiko for eksacerbationer

Samme mønster viste sig ikke helt, da forskerne undersøgte risikoen for eksacerbationer. I løbet af opfølgningen registrerede de 328 eksacerbationer blandt deltagerne.

Patienter med én forhøjet biomarkør havde ikke en øget risiko for eksacerbationer sammenlignet med patienter, hvor både blodeosinofile og FeNO var lave. Hos deltagere med begge biomarkører forhøjede var risikoen derimod mere end dobbelt så høj. Den justerede hazard ratio var 2,13.

”Det er interessant, at vi ikke ser det samme trinvise mønster for eksacerbationer, som vi ser for faldet i lungefunktion. Det er først, når begge biomarkører er forhøjede, at vi ser den mere end fordoblede risiko,” siger Yunus Çolak.

Forskerne undersøgte desuden, om sammenhængene var forskellige afhængigt af astmasværhedsgrad. Det fandt de ikke tegn på. Sammenhængen mellem de forhøjede biomarkører og henholdsvis faldet i lungefunktion og risikoen for eksacerbationer så således ikke ud til kun at være drevet af deltagere med svær astma.

Også risiko ved mild til moderat astma

At sammenhængen ikke var begrænset til mennesker med svær astma, er ifølge Yunus Çolak et vigtigt fund.

”En person med mild astma kan have få eller ingen symptomer og normal lungefunktion, men samtidig en inflammatorisk profil, der er forbundet med et hurtigere fald i lungefunktion og en øget risiko for eksacerbationer,” siger Yunus Çolak.

Det udfordrer den måde, astma i dag primært vurderes på. Når mennesker med astma har få symptomer og normal lungefunktion, vil der typisk ikke være noget i den kliniske vurdering, der tyder på en øget langsigtet risiko. Studiet peger imidlertid på, at biomarkørerne kan bidrage med prognostisk information, som ikke nødvendigvis afspejles i de aktuelle symptomer eller lungefunktionen.

Mulige biomarkører

Resultaterne rejser spørgsmålet, om kombinationen af blodeosinofile og FeNO på sigt kan bruges til at identificere mennesker med astma, som trods få symptomer og normal lungefunktion har en inflammatorisk profil, der er forbundet med større risiko for sygdomsprogression.

Yunus Çolak understreger imidlertid, at studiet ikke kan afgøre, om biomarkørerne bør føre til ændringer i behandlingen eller opfølgning af den enkelte. Da studiet er observationelt, skal resultaterne bekræftes i andre populationer, før de kan danne grundlag for kliniske anbefalinger.

”Det er vigtigt at understrege, at dette er et observationelt studie. Vi peger på en gruppe mennesker med astma, som risikerer at blive overset ved den nuværende kliniske vurdering. Der er dog behov for mere forskning, før vi kan sige, hvordan vi skal handle på disse fund,” siger Yunus Çolak.

Biomarkører kan få større betydning

For Yunus Çolak er næste skridt først og fremmest at få resultaterne bekræftet i andre populationer. Derefter vil der være behov for randomiserede kliniske studier, som kan undersøge, om en biomarkørstyret behandlingsstrategi kan reducere risikoen for et hurtigere fald i lungefunktionen og for eksacerbationer hos personer med forhøjede biomarkører.

Han ser dog et potentiale i, at biomarkører fremover kan få en større rolle i vurderingen af mennesker med astma – også når symptomer og lungefunktion umiddelbart tyder på, at sygdommen er velkontrolleret.

”Jeg tror, at biomarkører fremover vil få en større plads i de kliniske anbefalinger. På sigt vil det måske ikke være tilstrækkeligt kun at vurdere symptomer og lungefunktion, men vi kan også få behov for at inddrage den inflammatoriske profil. Men resultaterne skal først lige bekræftes, og vi er ikke der endnu,” siger Yunus Çolak.