Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Ekspert: Melatonin kan hjælpe børn med autisme og ADHD

Niels Bilenberg

Niels Bilenberg

Det kan være en stor fordel for børn med autisme eller ADHD at få melatonin i en periode, men det bør ikke automatisk blive en permanent tilstand. Det siger professor Niels Bilenberg i anledning af de nye behandlingsmuligheder til behandling af børns søvnløshed.

Ved børns problemer med at falde i søvn og få en god nats søvn, bør man først og fremmest bør man forsøge sig med søvnhygiejniske tiltag, mener han. Og hvis de stadig ikke falder i søvn eller sover godt natten igennem, og de samtidig har en diagnose som ADHD eller autisme, kan det være en stor fordel at få udskrevet melatonin.

Sådan lyder det fra flere eksperter, heriblandt Niels Bilenberg, som er professor og specialeansvarlig overlæge ved Psykiatrien Region Syddanmark, hvor han er forskningsleder ved ’Forskningsenheden i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.

”Børn med søvnproblemer er typisk børn med ADHD og autisme, men alle børn kan have indsovningsvanskeligheder. Det er vigtigt, at man begynder med at behandle søvnforstyrrelser med søvnhygiejne. Men hvis man ikke kan klare det alene med søvnhygiejne, forsøger man sig ofte med melatonin,” siger han.

Skal evalueres efter to-tre måneder

I mange år har man set et stort forbrug af melatonin, som har været ordineret off label  til børn og unge. De seneste to år er først Slenyto og i juni Melatonin AGB blevet godkendt decideret til børn og unge.

”I den forbindelse er det vigtigt, at melatonin gives i en overgangsfase – typisk to-tre måneder,” siger Niels Bilenberg og tilføjer:

”Dernæst bør man holde en pause og se, om barnet kan klare sig uden, det råder vi forældrene til. Dvs. vi udskriver typisk medicin til to måneder, og dernæst tager vi en snak med forældrene.”

Indsovning er sværest for børn

For at forbedre søvnhygiejnen kan man med fordel begynde med at bruge f.eks. tyngdeprodukter – kugledyne etc., som hjælper mange med at falde til ro. Såfremt det ikke virker, kan det være afgørende for barnets trivsel at få melatonin-produkterne udskrevet. 

Niels Bilenberg understreger, at problemet med at ordinere melatonin off label ikke i så høj grad handler om, om det er sikkert. Der er god erfaring med at ordinere produkterne.

”Men ligesom med de nye vacciner er folk forståeligt mere nervøse for at bruge det, hvis ikke produktet har fået alle godkendelser. Her er en fuldstændig blåstempling absolut hensigtsmæssig,” siger han.