Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Søvnforsker: Alle patienter med hjerte-kar-sygdomme bør udredes for søvnapnø

Sammenhængen mellem søvnapnø og hjerte-kar-sygdom er så markant og veldokumenteret, at apnøudredning ifølge afdelingslæge i Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital, Rune Frandsen, bør være standardprocedure, når patienter diagnosticeres med en svær hjertelidelse.

Han peger på et studie fra august 2021 offentliggjort i Sleep Medicine, der understreger, hvad også andre studier viser, at ca. halvdelen af disse patienter foruden hjerte-kar-sygdomme også har behandlingskrævende søvnapnø.

”Studiet bekræfter vores erfaringer, og vi ved, at søvnapnø øger risikoen for yderligere sygdom,” siger afdelingslægen, der også er formand for Dansk Selskab for Søvnmedicin.

”Det optimale vil derfor være at screene alle hjertepatienter for søvnapnø, og man kan jo starte med de patienter, der er indstillet til operation.”

Hvert år rammes 12-13,000 danskere af en blodprop i hjertet, 20,000 får enten en hjerneblødning, en blodprop i hjernen eller TCI, og 170,000 danskere lever med en apopleksidiagnose.

Vi ved, hvem de er

Den amerikanske undersøgelse omfatter 107 patienter, der alle ventede på at få enten en bypass- eller en klap-operation. Patienterne gennemgik undersøgelse med Polysomnografi og udfyldte spørgeskemaer. OSA (AHI over 5) blev fundet hos 71,9 procent, mens 47,7 procent havde moderat til svær søvnapnø (AHI over 15). Forskerne testede også fire forskellige spørgeskema, og det skema, der udviste størst sensitivitet og specificitet, var STOPBAG med henholdsvis 78 og 38 procent.

Den vigtigste pointe i det amerikanske studie er ifølge Rune Frandsen, at det understreger, at halvdelen af de patienter, der er indstillet til hjerteoperation, også har behandlingskrævende søvnapnø.

”Med den viden, vi efterhånden har, behøver vi ikke længere at lede efter behandlingskrævende patienter, når diagnosen er en hjerte-kar-lidelse,” siger han.

”Mere selektion er bare spild af tid og ressourcer, og vi bør i stedet gå direkte til diagnostisk udredning.”

Landsdækkende standardprocedure

I dag er søvnapnøudredning endnu ikke en standardprocedure i forhold til patienter med en hjerte-kar-lidelse. Men på Glostrup og Herlev hospitaler har en særbevilling fra regionen gjort det muligt rutinemæssigt at udrede patienter, der indlægges med blodprop i hjernen. Og af de 1500 apopleksipatienter, der indtil nu er udredt, har halvdelen søvnapnø og desuden ofte en uerkendt en af slagsen.

Målet må ifølge Rune Frandsen derfor være, at screening for søvnapnø bliver en landsdækkende standardprocedure og omfatter alle patienter, der skal have foretaget hjerteoperation og har andre svære hjertelidelser.

”Søvnapnø er en alvorlig lidelse i forhold til generel trivsel og som en risikofaktor ved mange forskellige sygdomme. Søvnapnøer belaster det cardio-vasculære system og øger risikoen for forhøjet blodtryk, atrieflimmer, blodpropper både i hjerte og hjerne, og apnøerne forværrer de problemer, patienten allerede har, betydeligt, siger han.

”Lige nu er vi meget observante på patienter med atrieflimren. De er i en højrisikogruppe, fordi apnøerne og den høje puls kan være en direkte udløser af flimmer.” 

Udredning kan betale sig

Selvom udredning af alle hjertepatienter er et spørgsmål om ressourcer, ville behandling af blot et begrænset antal ifølge Rune Frandsen betyde, at pengene hurtigt blev tjent hjem igen.

”Hjerte-kar-sygdomme belaster samfundsøkonomien. Udover de menneskelige omkostninger, er der store udgifter til blandt andet blodtryksmedicin, indlæggelser, tabt arbejdsfortjeneste og udgifter til overførselsindkomster,” siger han.

”Til gengæld er behandlingen af søvnapnø med CPAP enkel og billig. På den lange bane vil det således være en god forretning at udrede ikke blot nogle apopleksipatienter, men alle patienter med hjerteproblemer for søvnapnø.”