De nyeste COVID-19-vacciner er virksomme overfor ny virusvariant
De nyeste variantopdaterede COVID-19-vacciner ser ud til også at være virksomme overfor den nye virusvariant BA.2.86, indikerer et nyt ikke-peer reviewed studie fra Statens Serum Institut (SSI).
Studiet, der ligger på den videnskabelige portal BioRxiv, viser, at antistoffer fra de nyeste COVID-19-vaccinationer eller tidligere infektioner neutraliserer den nye corona-variant BA.2.86 på en sammenlignelig måde som de andre cirkulerende varianter EG.5.1 og XBB.1.5.
”Det er godt nyt, at alt tyder på, at denne nye og noget specielle virusvariant ser ud til at blive hæmmet i samme grad som de øvrige dominerende varianter, der cirkulerer i øjeblikket. Vi overvåger hele tiden COVID-19's udvikling og koordinerer både data og opdagelser med resten af verdens forskere, ligesom vi har haft et tæt samarbejde med vores europæiske søsterorganisationer omkring hurtig videns- og datadeling vedrørende BA.2.86,” siger Ria Lassaunière, afsnitsleder og seniorforsker på Statens Serum Institut.
BA.2.86 blev første gang opdaget i blandt andet Danmark, og SSI har siden fulgt denne virusvariant tæt og har både dyrket virus samt delt data med den øvrige verden.
I dag er BA.2.86 udbredt til 22 lande, og herhjemme har den de seneste uger været i vækst, og den er i uge 38 fundet i cirka 7 procent af de virusvarianter, SSI finder i sekventeringen.