Fra mig til dig. 660 sider fra Sundhedsstrukturkommissionens formand Jesper Fisker til sundhedsminister Sophie Løhde.
Her er kommissionens længe ventede anbefalinger, der kan ændre det danske sundhedsvæsen
Regionerne skal nedlægges eller have ændret rolle. Det primære sundhedsvæsen skal have flere ressourcer, og sygehusenes vækst skal reduceres. Praktiserende læger i byerne skal have flere patienter, og læger med mange sårbare patienter skal have færre. Og sundhedsvæsenet skal have en national "dataplatform". I dag kom stribevis af anbefalinger fra Sundhedsstrukturkommissionen, som et samlet sundhedsvæsen har ventet på i spænding i et år.
Kommissionen præsenterede tirsdag eftermiddag kl. 13 en rapport på 660 sider, der blandt andet indeholder seks såkaldte tværgående anbefalinger og tre forslag til modeller for en fremtidig organisering, så sundhedsvæsenet er gearet til de kæmpe udfordringer, det står overfor: At stadig flere borgere får brug for pleje og behandling, og forventningerne til sundhedsvæsenet stiger, mens der på samme tid er stor mangel på især plejepersonale.
"Vi ser i Kommissionen et behov for markante ændringer i den måde, som sundhedsvæsenet er organiseret i dag. Der er brug for at opruste i det primære sundhedsvæsen uden for sygehusene, at patienterne oplever større sammenhæng i deres forløb på tværs af sektorerne, og at ressourcerne fordeles mere ligeligt, så borgerne i hele landet har lige adgang til sundhedstilbud. I kommissionen kommer vi med en række tværgående anbefalinger samt tre mulige forvaltningsmodeller, som er baseret på både grundige analyser og besøg mange steder i sundhedsvæsenet. Hvordan de vil påvirke organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen, er nu op til politikerne," siger formand for Sundhedsstrukturkommissionen, Jesper Fisker.
Han henviser til, at kommissionens rapport nu vil blive sendt i en bred offentlig høring. Aktører vil have mulighed for at indsende høringssvar til og med den 6. august 2024. Og herefter vil regeringen præsentere sit udspil.
6 tværgående anfalinger
Kommissionen præsenterede seks tværgående anbefalinger, som er uafhængige af valget af forvaltningsmodel. De anbefalinger håber kommissionen på, at regeringen tager til sig, uanset hvad den ellers beslutter sig for.
1. Kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. Kommissionen foreslår en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud (dvs. praktiserende læger og almenmedicinske lægeklinikker) inden for rammerne af en ændret organisering. En større andel af de samlede sundhedsudgifter skal anvendes i det almenmedicinske tilbud, og det almenmedicinske tilbud skal udvikles til at kunne bestå af en kombination af alment praktiserende læger og øvrige klinikformer, blandt andet klinikker med ansatte læger. Hvad de praktiserende læger skal tilbyde skal fastsættes af nationale myndigheder og faglige selskaber og ikke være en del af økonomiforhandlinger mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Klinikker med mange raske patienter skal have flere patienter – og klinikker med mange sårbare og syge patienter skal have færre. De diffentierede patienttal og honorarer skal fastlægges på baggrund af en national model, som estimerer behandlingsbehovet for patienterne i den enkelte klinik.
2. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. Der skal udarbejdes én styrende og forpligtende strategi for digitalisering og data, som dækker hele sundhedsvæsenet. Mandatet til udarbejdelsen af strategien ligger i staten, men det skal ske i tæt samarbejde med relevante aktører. Der skal etableres en fælles, national service- og leveranceorganisation (Digital Sundhed Danmark) for hele sundhedsvæsenet. Organisationen får ansvar for fælles digitale løsninger, som er rettet mod borgerne og den sundhedsfaglige opgavevaretagelse og for en fælles digital infrastruktur på tværs af sundhedsvæsenet. Organisationen skal samtidig understøtte innovation og samle drift af større IT-fagsystemer, bl.a. elektroniske patientjournal- og omsorgsjournalsystemer (EPJ- og EOJ-systemer), og digital understøttelse af det primære sundhedsvæsen.
3. Tilpasset ressourcefordeling. En national sundhedsplan skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet. Forslaget indebærer en styrket prioritering af det primære sundhedsvæsen, som ledsages af en tilsvarende reduceret vækst for sygehusene. Sygehusene skal samtidig have en stærkere rolle i at understøtte udviklingen af det primære sundhedsvæsen. Forslaget indebærer også en incitamentsmodel i form af et vækstloft for sygehuslæger indenfor udvalgte geografiske områder og eventuelt specialer, som skal understøtte, at flere læger søger mod sygehuse udenfor de store byer.
4. Ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet. Psykiatrien skal integreres organisatorisk i det samlede sygehusvæsen. Formålet er at sikre bedre sammenhæng for patienter med psykiske lidelser, styrke muligheden for at somatiske lidelser opdages og behandles mere effektivt hos mennesker med psykiske lidelser, sikre nemmere adgang til psykiatriske kompetencer for somatiske patienter og bidrage til et styrket ledelsesmæssigt fokus og tættere samarbejde mellem psykiatrien og somatikken om forskning, kvalitetsudvikling og kompetenceopbygning. Forslaget involverer krav om fasttilknyttede læger på botilbud, nationale kvalitetsstandarder for den sundhedsfaglige indsats i socialpsykiatrien og overvejelser om tværsektorielle samarbejdsfora på psykiatriområdet.
5. Tilpasning af de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger. Planlægning af det praktiserende speciallægetilbud skal ske indenfor en styrket national ramme, som understøtter en ændret geografisk fordeling og effektiv brug af speciallægetilbuddet i det samlede sundhedsvæsen.
6. Implementering. På baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering.
Tre forvaltningsmodeller
Derudover præsenterer kommissionen tre bud på modeller for ny forvaltningsmæssig indretning af sundhedsvæsenet. De tre modeller adskiller sig indbyrdes i forhold til, om sundhedsvæsenet har en decentral eller en national politisk ledelse, og i forhold til om der sker en større samling af opgaver inden for sundheds- og ældreområdet eller en mindre eller ingen opgavesamling.
Model 1 – regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner
I forvaltningsmodel 1 nedlægges de nuværende regioner, og der etableres et nyt forvaltningsled i form af 8-10 sundheds-og omsorgsregioner.
Hver sundheds-og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere, og det foreslås, at der oprettes nærudvalg, som skal understøtte politisk og administrativ opmærksomhed på omstilling til og udvikling af det primære sundhedsvæsen og på de lokale problemer og behov indenfor sundheds-og omsorgsregionerne.
De nye sundheds- og omsorgsregioner får det samlede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Samtidig får de ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne. De nuværende regioner nedlægges, og deres sundhedsopgaver overgår til de nye sundheds-og omsorgsregioner sammen med de opgaver, der overdrages fra kommunerne.
De eksisterende sundhedsklynger nedlægges.
Sundhedsstrukturkommissionen har i forhold til model 1 overvejet en variant (model 1a), hvor medlemmerne af regionsrådene ikke vælges ved direkte valg, men i stedet udpeges af kommunalbestyrelserne.
Model 2 - statsligt enhedssundhedsvæsen
I kommissionens anden model nedlægges regionerne, og staten overtager myndigheds-og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Derudover får staten ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.
”Sundhed og Omsorg Danmark” er en fællesbetegnelse for det opgaveområde, som staten overtager ansvaret for. Det politiske ansvar er placeret hos ministeren for området, som fastsætter den overordnede strategi og udviklingsplan for sundhedsvæsenet. Der etableres en central bestyrelse og driftsorganisation under det ansvarlige ministerium, som har det overordnede driftsansvar med ansvar for den samlede økonomi (drift og anlæg) og centrale HR-funktion. Den daglige drift varetages af 8-10 decentrale, administrative enheder med en decentral bestyrelse for hver enhed.
Model 3 - sundhedsregioner
I den tredje model har regionerne fortsat ansvaret for sygehuse og praksissektoren, og kommunerne har fortsat ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds-og ældreområdet.
I modellen kan der ske en mindre samling af opgaver på sundheds-og ældreområdet, men modellen bygger på et rationale om en væsentlig mindre opgavesamling sammenlignet med model 1 og 2. Modellen indeholder til gengæld en række andre forslag, som skal understøtte bedre sammenhæng for borgerne og styrke en omstilling af sundhedsvæsenet.
Modellen indebærer bl.a., at en del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen. Modellen indeholder også et forslag, der skal styrke kommunernes incitament til at prioritere effektive forebyggelses- og plejeindsatser til gavn for borgerne.
Herudover indeholder modellen forslag om styrkede statslige krav til den kommunale opgavevaretagelse på sundhedsområdet. Desuden indebærer modellen en grundlæggende forandring af de nuværende sundhedsklynger og forslag til ændringer af regionernes politiske styreform med bl.a. oprettelse af geografisk forankrede nærudvalg.
Hvad angår antallet af sundhedsregioner, indeholder modellen to varianter: En variant, hvor antallet af regioner reduceres fra de nuværende fem til tre regioner, og en variant, hvor de nuværende fem regioner bevares.
Sundhedsminister Sophie Løhde sagde ved pressemødet, at hun havde svært ved at se, at kommunerne ikke skulle have ansvaret for plejehjem, hvor hun faktisk talte imod model 1 og 2. Omvendt har regeringen også sagt, at status quo ikke er en mulighed - hvilket umuliggør model 3. Den endelige model fra politisk side bliver derfor måske en spiselig blanding af modellerne.
Om kommissionen
Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat af regeringen i marts 2023 og fik til opgave at opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Kommissionen har ønsket at åbne op for en bred debat om sundhedsvæsenets fremtid - blandt andet gennem borgermøder, dialogmøder, inspirationsbesøg i sundhedsvæsenet på tværs af landet og forslag modtaget i en åben postkasse fra både organisationer og patienter.