Lægedage 2022 bliver som at komme på græs igen
LÆGEDAGE: Begrebet vårhunger er ikke ofte hørt i sundhedsdebatten. Ikke desto mindre oplever DSAM-formand Bolette Friderichsen fra DSAM, at det er netop det, som gør sig gældende blandt de praktiserende læger op til Lægedage 2022, der løber af stablen fra den 14. til 18. november.
”Vårhunger er, når solen vender tilbage og græsset begynder at grønnes og gro. Så er kreaturerne så afkræftede, at de skal bæres ud på græs. Det er der, vi står lige nu som lægestand i en brydningstid.” Hovedtemaet er i år: ”Værdier i almen praksis – værdien af almen praksis. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?”, som det fremgår af det knap 100 sider tykke konferencekatalog.
Hovedformålet med Lægedage 2022, som finder sted i denne uge, bliver ifølge den lægefaglige formand at drøfte, hvordan der kommer flere læger til og hvordan de praktiserende læger får deres kerneværdier i spil i en presset hverdag. Lægedage 2022 bliver dækket i en række særnyhedsbreve af Medicinsk Tidsskrift.
”Essensen i vores fag er, at vi er specialister i vores patienter. Det skal vi finde tilbage til sammen,” siger Bolette Friderichsen. Hun og hendes kolleger bliver færre praktiserende læger til stadig flere opgaver, men nu er der dog med sundhedsreformen en mulig udsigt til at blive flere – også denne forventning er en del af vårhungeren for DSAM-formanden.
Nye virtuelle koncepter
Jørgen Skadborg fra PLO oplever også en andet form for tøbrud, der finder sted på Lægedage 2022. For første gang siden 2019 vil Lægedage 2022 blive helt uden corona-restriktioner.
”Efteruddannelsen har i nogle år blevet tvunget ind i det elektroniske rum grundet coronaen. Vi har også udviklet nye virtuelle koncepter, som både læger og patienter har taget godt imod. Men det har også fundet sit leje nu. Vi får bare noget andet ud af det, når vi mødes og kan se hinanden,” siger en forventningsfuld Jørgen Skadborg inden konferencen, der vil trække 3000 læger og andet praksispersonale fra hele landet mod Bella Center i København.
”Det er en glæde, at vi kan drive det her og slå vores store flagskib op med så stor tilslutning, at der er så stor interesse for at mødes fysisk til en kongres” siger PLO-formanden. I år inviterer arrangørerne til netværksbar efter kurserne, ikke bare mandag efter åbningen og til den traditionelle torsdagsbar, men også tirsdag og onsdag, fremgår det i programmet.
Uden nævneværdig corona-frygt kan lægerne og andet praksispersonale drøfte blandt andet lægernes professionsetik, der omhandler identitet og kerneværdier, og som har været i støbeskeen helt siden 2013. ”Den kan danne grundlag for anderledes samtaler end i de små fora, når vi er så mange samlet. Det bliver den helt brede samtale og diskussion,” siger Jørgen Skadborg.
Han tilføjer, at han allerede har haft gode drøftelser af professionsetikken til DSAM-årsmødet i september måned i Kolding, men han har forventninger om, at det endnu større rum i Bella Center kan danne afsæt for videre diskussion af papiret, der på sigt skal udmunde i en hvidbog.
Store forskelle i lægers hverdag sikrer diversitet
68 lægekurser, 26 fælleskurser og 35 kurser målrettet praksispersonale fylder det tykke kursuskatalog ud. Der bliver mulighed for at granske hverdagen fra nye vinkler og møde både kolleger fra nær og fjern såvel som gamle studiekammerater.
Kan et arrangement som Lægedage 2022 ikke blive lidt et ekkokammer, hvor man hele tiden giver hinanden ret i verdens sande beskaffenhed?
”Hvis der kun var folk til stede fra DSAM og PLO, kan det godt blive til et ekkokammer. Men vi er enormt forskellige, det er vigtigt at vide og det vil blive reflekteret. Den enkelte praktiserende læge er utroligt farvet af sin egen dagligdag og egne oplevelser. Og det præger dage som disse, at man kan bevæge sig op i helikopteren og drøfte de her ting sammen,” svarer Jørgen Skadborg.
Bolette Friderichsen supplerer:
”Vi har forskellige patienter og nogle praktiserende læger, jeg møder, har hele dagen besat af ældre patienter med kroniske sygdomme. Andre har yngre mennesker under uddannelse, men med mange mentale problemer eller misbrug. Vores vilkår for at drive almen praksis er meget anderledes i Nordjylland sammenlignet med i Nordsjælland, eller i storbyer fremfor på landet” tilføjer Bolette Friderichsen. Hun nævner som eksempel store lokale forskelle på, i hvor høj grad man som praktiserende læge kan henvise til speciallægehjælp inden for eksempelvis gynækologi, dermatologi og hjertemedicin.
”Det betyder selvfølgelig noget for hvor dygtig man selv er nødt til at blive på de områder, siger DSAM-formanden fra Hobro. ”Vi har et basalt beredskab og kan håndtere de gængse akutte og kroniske tilstande, men der er altid noget nyt at lære,” siger Bolette Friderichsen.
Jørgen Skadborg får som formand et fuldt belagt program, men han har også udset programpunkter i det store kursuskatalog, han håber at nå forbi med henblik på faglig opdatering. Dog kommer diskussionerne og udvekslingen til at være i højsædet.
”Når først konferencen er i gang, er der typisk rigtig mange, der vil dele noget med deres formand. og det er de hjerteligt velkomne til,” siger Jørgen Skadborg. ”Jeg er åben for dialog og for at tage alle diskussioner,” siger Jørgen Skadborg.
