Mahlerprisen gik til Jan-Helge Larsen for hans arbejde med læge-patient-relationen
LÆGEDAGE: Vi ønsker at værne om og kvalificere læge-patient-relationerne, og her er Jan-Helge Larsens arbejde umulig at komme udenom, lyder det fra PLO og DSAM, der uddeler den navnkundige Mahlerpris.
De praktiserende lægers ærespris blev overrakt på den første af Lægedage 2022, som Medicinsk Tidsskrift dækker i en række særnyhedsbreve.
Jan-Helge Larsen kan i år fejre 30-års jubilæum for undervisning på kurser om læge-patient relationen. Dertil kommer næsten tyve års dedikeret arbejde, og dermed har Jan-Helge Larsen i knap 50 år arbejdet med et af almen medicins vigtigste redskaber, lyder det fra PLO i en pressemeddelelse.
I dag laver Jan-Helge Larsen sammen med speciallæge i almen medicin Helle Therese Kirkegaard kurser om konsultationsprocessen for praksispersonale. Derudover er han også en meget flittig forfatter til artikler om konsultationsprocessen og læge-patient-relationen i Månedsskriftet.
Dedikeret til efteruddannelse
Formand for DSAM, Bolette Friderichsen, udtaler i forbindelse med prisen:
”Jan-Helges livslange arbejde med udvikling og optimering af konsultationsprocessen har præget dansk almen praksis gennem flere generationer. Han har skabt ny energi for lægerne igen og igen, og har sat patientens dagsorden øverst,” siger Bolette Friderichsen.
Formand for PLO, Jørgen Skadborg, har også lovord til Jan-Helge Larsen:
”Æresprisen hører naturligt hjemme hos Jan-Helge Larsen, som har dedikeret så meget af sit arbejdsliv på at efteruddanne sine kolleger i, hvordan patienten tænker i løbet af en konsultation. Vi ønsker at værne om og kvalificere læge-patient-relationerne, og her er Jan-Helges arbejde umuligt at komme udenom,” siger Jørgen Skadborg.
Det er 31. gang, at Mahlerprisen uddeles. Mahlerprisen er opkaldt efter Dr. Halfdan Mahler, der var generalsekretær for WHO i 1973-88. Prisen tildeles hvert år en praktiserende læge, der har ydet en særlig indsats for at fremme praksissektorens deltagelse i enten det forebyggende arbejde i Danmark, inden for kvalitetsudvikling eller inden for undervisning, som profilerer almen praksis.