Skip to main content


’Lægerne Chrestenmindesvej’ i Sæby lukker. Foto fra Google Maps

Region griber ind: Skandaleramt læge mister alle patienter

Efter mere end to måneders lukning af klinikken i Sæby har Region Nordjylland besluttet at overtage samtlige patienter fra praktiserende læge Morten Krause Nielsen. Beslutningen kommer efter et år med sanktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed, tab af ydernummer i Sindal, kritik i en TV-dokumentar, politianmeldelse – og lægens egne erklæringer om, at han forsøger at finde en løsning.

Region Nordjylland fratager nu praktiserende læge Morten Krause Nielsen, 64, de sidste 1.250 patienter, der stadig er tilknyttet hans klinik ’Lægerne Chrestenmindesvej’ i Sæby. Klinikken har været lukket siden begyndelsen af juni, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed pålagde ham kun at arbejde under supervision af en speciallæge godkendt af styrelsen – en ordning, han ikke har fået etableret.

”Vi er nødt til at gribe ind og tage hans patienter fra ham. Han passer ikke sine patienter, og det er ikke holdbart,” siger Carsten Haugaard Kvist, praksischef i Region Nordjylland, til TV 2 Nord.

Fra den 15. september bliver patienterne overført til regionens midlertidige lægetilbud i Frederikshavn, hvorefter de frit kan skifte læge. To praksisser i Sæby og Østervrå udvider samtidig for at tage ekstra patienter ind.

Fra Sindal til Sæby – et forløb i optrapning

Inden TV 2 i juni sendte en dokumentar om sagen, havde Morten Krause Nielsen allerede mistet en stor del af sin patientportefølje. Den 19. maj oplyste Region Nordjylland i en pressemeddelelse, at regionen havde hjemtaget hans ydernummer i Sindal, fordi klinikken blev drevet i strid med sundhedsloven. Ifølge regionen var en læge formelt ansat til at drive klinikken i Sindal, men reelt fordelte Morten Krause Nielsen selv sin tid mellem Sindal og Sæby.

”Han har selv fordelt sin arbejdskraft imellem de to klinikker. Dermed har den pågældende læge altså alene været ansat proforma,” sagde Pia Buus Pinstrup (Kons.), formand for udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland, til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Hun understregede samtidig, at patienternes adgang til behandling stod øverst på dagsordenen: ”Patienterne er trods alt den vigtigste part i den her tvist,” sagde hun.

Dokumentar, sanktioner og politianmeldelse

Den 4. juni sendte TV 2 dokumentaren ”Den travle læge”, hvor Morten Krause Nielsen selv deltog og blandt andet sagde: "Hvis du ikke tager hænderne op af lommerne, så laver du ikke nogen fejl."

Dokumentaren beskrev samtidig, at han i 13 sager havde fået kritik for at have handlet ”under” og i ét tilfælde ”væsentligt under” almindelig anerkendt lægefaglig standard.

Allerede før udsendelsen var han under skærpet tilsyn. Den 6. juni skærpede Styrelsen for Patientsikkerhed sanktionen, så han kun måtte arbejde under supervision. Det betød, at klinikkerne i både Sindal og Sæby måtte lukke midlertidigt.

På hjemmesiden for Lægerne Chrestenmindesvej skrev han i juni:

"STPS (Styrelsen for Patientsikkerhed) har d. 6/6-25 meddelt afgørelse om midlertidig virksomhedsindskrænkning, således at jeg kun må fungere som læge med en supervisor. Vi forsøger at finde en løsning hurtigst muligt. Ved akut behov for lægehjælp, henvises til lægerne i Frederikshavns Kommune. Vi forsøger at finde en navngiven læge, hvilket ikke er lykkes endnu. Vi arbejder på det."

Midt i juni fulgte endnu et dramatisk skridt, da Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn meldte ham til politiet for grov eller gentagen forsømmelse i et patientforløb fra 2023. Ifølge nævnet burde han have udarbejdet en udtrapningsplan og ordineret smertestillende medicin, da der var risiko for livstruende abstinenser. Politianmeldelser af læger er ”yderst sjældne,” fremhævede Styrelsen for Patientklager.

Efterfølgende fremgik det på klinikkens hjemmeside for Lægerne Vestergade i Sindal: "Klinikken er lukket permanent af regionen pr. 1/7-25. Vi takker for Jeres støtte og håber at kunne vende retur igen. Hvis du ikke selv har skiftet læge, så vil du automatisk blive tilmeldt: Midlertidig lægetilbud Frederikshavn 2 […]."

Når de 1.250 patienter fra Sæby overgår til det midlertidige lægetilbud i Frederikshavn den 15. september, vil de frit kunne vælge en anden læge. Regionen har indgået aftaler med klinikker i Sæby og Østervrå om at udvide og tage flere patienter ind.

Læge: Jeg MÅ ikke ansætte en supervisor

I en kommentar på Dagens Medicin skriver Morten Krause Nielsen blandt andet: "Jeg er ikke ude i en deroute, det er Region Nordjylland og STPS, som er ude i en forvaltningsmæssig og retssikkerhedsmæssig deroute. Det kommer ankesager og domstole til at afgøre."

Han mener, at der ikke har været tale om voldsomme patientforsømmelser, og at afgørelser med kritik er eller vil blive genoptaget og om nødvendigt prøvet ved domstolene. Om supervisionen skriver han: "Jeg MÅ ikke ansætte en supervisor ifølge STPS. [...] Det har ikke været muligt for mig at finde en speciallæge i almen medicin, som vil arbejde i klinikken man-fre 08-16 uden betaling. [...] Jeg har så forsøgt at finde en vikar, men en sådan koster omkring 10.000 kr dagligt i Nordjylland og det kan klinikkens økonomi umuligt bære."

Han tilføjer: "Jeg har effektivt fået klippet vingerne af mig af STPS, hvorefter regionen har sagt: Flyv!" og skriver, at han ikke er færdig med at være læge, men ikke længere vil arbejde i regionens system.

 

Tidslinje over forløbet
19. maj 2025 – Region Nordjylland hjemtager ydernummer i Sindal.
28. maj 2025 – Styrelsen for Patientsikkerhed forbyder vagtlægearbejde.
4. juni 2025 – TV 2 sender dokumentaren ´Den travle læge´.
6. juni 2025 – Styrelsen kræver supervision, klinikker lukker midlertidigt.
13. juni 2025 – Disciplinærnævn politianmelder Morten Krause Nielsen.
1. juli 2025 – Klinikken i Sindal lukkes permanent.
15. september 2025 – Region overtager 1.250 patienter fra Sæby.