
Anders Beich advarer om, at uden et opgaveloft vil almen praksis have rekrutteringsproblemer i mange år fremover.
Anders Beich: Regeringen har druknet lægernes vigtigste sag
Regeringens forståelsespapir om almen praksis rummer mange ord, men mangler det afgørende: En klar afgrænsning af, hvilke opgaver egen læge skal varetage. Konsekvensen er, at opgavemængden i almen praksis vokser uden styring.
Det skriver praktiserende læge, speciallæge i almen medicin, debattør og tidligere formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) Anders Beich i en kommentar i Altinget.
Ifølge Beich er halvdelen af lægerne udbrændte, mens opgavemængden i almen praksis vokser uden styring.
"Den allervigtigste forandring er blevet afsporet og forståelsespapiret nævner mange gange, at almen praksis skal løse flere og nye opgaver, men det nævner intet om en begrænsning af, hvad egen læge skal stille op til," skriver han.
Han advarer om, at fremtidens praktiserende læger står med både komplekse kroniske patienter og nyopstået sygdom i alle aldersgrupper. Derfor bør en række opgaver flyttes væk fra almen praksis – blandt andet bør screening af raske gravide og børn varetages af jordemødre og sundhedsplejersker, mens jobcenterattester bør udstedes af de regionale socialmedicinske enheder.
"Uden opgaveloft og -prioritering vil almen praksis være nødlidende og have rekrutteringsproblemer i mange år fremover," understreger Beich.
Forståelsespapiret
Lovudkast 2b, som blev sendt i høring den 2. juli 2025, er en central del af sundhedsreformen fra 2024. Udkastet lagde op til, at myndighederne kunne bestemme lægernes opgaver, åbningstider og honorar, hvilket udløste massiv utilfredshed blandt praktiserende læger. Efter måneders konflikt præsenterede sundhedsminister Sophie Løhde (V) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i september så et "forståelsespapir", der skulle genoprette tilliden.
Papiret rummer blandt andet en kompensationspulje på en halv milliard kroner, som skal sikre, at ingen læger mister indtægt ved omlægningen.
Reaktionerne har dog været delte. På premieredagen blev papiret modtaget med lettelse af flere læger og faglige selskaber. "Fagets stemme får sin plads i beslutningerne fremover," sagde DSAM-formand Bolette Friderichsen. Også professor Jens Søndergaard kaldte det "vildt positivt", at regeringen havde lyttet .
Men i dagene efter fulgte de bekymrede røster. Praktiserende læge Daniel Sindhøj sagde 26. september, at forståelsespapiret er "ret ukonkret" og at han først vil "se det konkrete lovudkast på skrift, før jeg åbner champagnen". Læge Neven Akrawi fandt formuleringerne "løse" og spurgte, hvad lægerne egentlig siger ja til.
Flere har desuden kritiseret den halve milliard kroner som en kortsigtet løsning. Øjenlæge Susanne Tvede Andersen, der står bag et borgerforslag om at afskaffe hele lovgrundlaget for reformen, kaldte pengene "verdens dyreste holdkæftbolsje" i et interview. Hun mener, at forståelsespapiret ikke ændrer de grundlæggende problemer og fortsætter derfor sit arbejde med at samle underskrifter.
