Læger og patienter farer vild i diabetes-junglen

Færre end halvdelen af landets diabetespatienter har modtaget egentlig undervisning i deres sygdom.

Vil den praktiserende læge hjælpe, er udfordringen tilsyneladende bl.a. manglende overskuelighed. Kommunens organisering af tilbuddene kan i sig selv være en forhindring.

Og det til trods for at det er obligatorisk for kommunerne at tilbyde diabetesundervisning, og at der på sundhed.dk ligger en samlet oversigt over den enkelte kommunes kurser.

Diabetesforeningen har spurgt godt 1.000 af sine medlemmer, om de er blevet tilbudt et kursus i deres sygdom. Det nedslående resultat er, at mere end hver anden må tackle sin sygdom uden hjælp i form af undervisning fra kommunens side. Især personer med type 1-diabetes overses. Hele 64 procent angiver, at de aldrig er blevet tilbudt yderligere uddannelse i deres egen sygdom. Tallet er 47 procent for personer med type 2-diabetes. Og ser man på forskellen mellem de patienter, der går til kontrol på hospitalet og dem, der går hos egen læge, står det værst til i sidstnævnte gruppe.

Ifølge formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Lars G. Johansen, kan kommunernes strukturer og skiftende tilbud være en af årsagerne til, at de praktiserende læger ikke får spurgt deres patienter, om de vil på kursus.

“Landets 98 kommuner gør det på 98 forskellige måder, og ofte er der tale om projekter, der bliver startet op og forsvinder igen. Det gør det vældig besværligt at holde styr på de kommunale tilbud til patienterne,” siger Lars G. Johansen.

Sidsel Vinge, leder af Gladsaxe Kommunes Enhed for Sundhed og Frivillighed, mener dog ikke, at lægerne bør have svært ved at finde og kende de relevante tilbud i deres kommune. De skal henvise deres diabetespatienter i henhold til de forløbsprogrammer, der gælder i den enkelte region.

"Her hos os sender de en elektronisk henvisning, og det er lægerne gode til at benytte. Alle landets kommuner er, siden indføringen af forløbsprogrammerne, forpligtet til at udbyde kurser inden for en række sygdomme, heriblandt diabetes type 2."

Sidsel Vinge bekræfter, at kommunernes tilbud er forskellige, og at mange prøver sig frem med forskellige modeller.

"Tilbuddene kan være organiseret forskelligt, men de ligger indenfor den fælles ramme som forløbsprogrammerne udgør. Det er sådan man har valgt at organisere opgaven i det danske sundhedsvæsen. Men uanset organiseringen er kommunen forpligtet til at have et kursus til de patienter med type 2, der gerne vil have det."

Hvilke kurser, den enkelte kommune har for borgere med type 2 diabetes, kan findes på sundhed.dk. Her kan læger også læse, hvad de skal gøre for at henvise patienten. (Link: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/sundhedstilbud/)

Sidsel Vinge peger desuden på, at undersøgelsen fra Diabetesforeningen kan have andre forklaringer end kommunernes tilbud og lægernes indsats.

"Det kommer jo an på, om deltagerne i undersøgelsen er debuteret med diabetes længe før forløbsprogrammerne kom til. Her i Region Hovedstaden startede man op efter 2009. Hvis en patient har haft diabetes i 25 år og er velreguleret, er det nok ikke det første, lægen tænker på, at tilbyde patienten et kursus i, hvordan man lever med diabetes."

DSAMs formand, Lars Johansen, vil dog ikke sige praksislægerne helt fri.

“Den praktiserende læge er patientens indgang til sundhedsvæsenet. Der skal vi være skarpe på, om der er foretaget de rigtige henvisninger, om patienterne gerne vil have mere undervisning, og om de har fået de nødvendige tilbud. Det er ikke så svært, og som praktiserende læge skal vi arbejde systematisk og følge vejledningen om diabetesbehandling.”