Mismatch i behandlingen af ældre astmapatienter

Brugen af højdosis inhalationssteroid stiger markant med alderen, mens kontakten til speciallæger falder, viser ny forskning. Det rejser spørgsmål om klinisk inerti, komorbiditet, og om hvorvidt henvisningspraksis er ude af trit med de ældre astmapatienter.

Et nyt dansk landsdækkende registerstudie peger på en tydelig forskydning i behandlingen af astmapatienter med stigende alder. Jo ældre patienterne bliver, desto højere doser inhalationssteroid (ICS) modtager de samtidig med, at de i mindre grad følges i special­lægeregi.

Studiet er baseret på nationale registerdata og omfatter en bred kohorte af danske astmapatienter. Ved at koble oplysninger om medicinforbrug med data om sundhedskontakter har forskerne analyseret sammenhængen mellem alder, behandlingsintensitet og kontakt til speciallæger i sygehusvæsenet.

Resultaterne viser, at de ældste patienter både har den højeste andel på højdosis ICS og den laveste sandsynlighed for at være i kontakt med en speciallæge på et lungeambulatorium.

Stigende behandlingsintensitet

Den tydelige aldersgradient i brugen af ICS, som forskningen viser, peger på en stigning i andelen af patienter på højdosis ICS allerede fra de midaldrende grupper.

”Vi ser, at blandt astmapatienter over 55 år behandler vi næsten 20 procent med højdosis eller supraterapeutiske doser ICS. Vi behandler dem med andre ord med ICS-doser, hvor vi ved, at risikoen for betydelige bivirkninger på baggrund af systemisk effekt øges. Det er langt over det antal patienter, vi ville forvente har brug for højdosis ICS til at behandle deres astma, og desuden har højdosis ICS en meget lille additiv effekt på de fleste patienter,” siger studiets førsteforfatter Alma Holm Rovsing, læge og ph.d.-studerende ved Lungemedicinsk Forskningsenhed, Hvidovre Hospital.

Forskerne har ifølge Alma Holm Rovsing ikke set på årsagerne til det højere forbrug blandt ældre astmapatienter, men tidligere forskning leder dem på sporet af en forklaring:

”Det høje ICS-forbrug kan tilskrives, at man behandler symptomer, der kan have andre årsager end astma, dels at vi læger er bedre til at skrue op for en behandling som ICS, end vi er til at revurdere og nedtitrere patienter på de meget høje doser inhalationssteroid, hvis de er velkontrollerede.”

Alma Holm Rovsing peger desuden på, at det høje antal astmapatienter, der behandles med en ICS-dosis, som typisk er forbeholdt patienter med svær, ukontrolleret astma, ikke stemmer overens med størrelsen på den mindre, veldefinerede patientgruppe, der reelt er kandidater til højdosis ICS. Denne gruppe udgør blot tre til otte procent af den samlede patientpopulation.

Fokus på årskontroller

Parallelt med den stigende behandlingsintensitet falder kontakten til speciallæger. Studiet viser samtidig, at ældre astmapatienter i mindre grad henvises til eller følges i speciallægeregi på sygehusene sammenlignet med yngre patienter.

”Vores forskning viser, at over 77 procent af de astmapatienter, der får højdosis inhalationssteroid og supraterapeutiske doser, ikke ses i hospitalsregi. I patientgruppen mellem 76 og 85 år falder antallet af patienter, som bliver viderehenvist til specialister på sygehusene, og tallet falder drastisk i gruppen af patienter, der er ældre end 85 år,” siger Alma Holm Rovsing.

Hun kan ikke forklare, om de få henvisninger skyldes, at egen læge stiller sig tilfreds med tingenes tilstand, så længe patienterne har det godt på den behandlingsdosis, de får, eller om det er patienterne selv, der foretrækker trygheden i at blive tilset af deres praktiserende læge, som de kender og er trygge ved.

Alma Holm Rovsing understreger, at det er vigtigt, at astmapatienter - unge som gamle - følges tæt hos deres egen læge.

”Jeg vil gerne sætte fokus på årskontroller og de ting, der bør vurderes, når patientens sygdomsbillede gennemgås. Hvis patienten er velbehandlet på højdosis ICS, kan der måske være mulighed for at reducere dosis, uden at det påvirker sygdomskontrollen. Man kan også kigge på de andre tiltag, vi har inden for astmabehandling, såsom om patienten er i behandling med LABA, om man kan tillægge LAMA eller LTRA, eller om man har behandlet en kronisk rhinosinuitis, som kan være årsag til dårlig astmakontrol. Hvis man har optimeret på andre parametre uden effekt, kan det være, at patienten skal henvises til en astmaklinik på et sygehus,” siger Alma Holm Rovsing.

Et ’red flag’

Hun understreger, at særligt eksacerbationer er et faretegn, som kræver handling ud over en akut kur med orale kortikosteroider (OCS). Hvis astmakontrollen ikke kan etableres hos egen læge, bør patienten sendes videre til en specialist.

”Det er et ’red flag’, som alle læger bør være opmærksomme på, for vi ved, at det går dårligere for patienter med forværring i deres astma. Desuden bør egen læge overveje at sende patienter videre til specialistvurdering, hvis der er tvivl om, hvorvidt astmadiagnosen er sikker. For lige præcis den del har vi flere muligheder for og midler til at undersøge på sygehusene,” siger Alma Holm Rovsing.

Sløring af billedet

Hos ældre patienter spiller komorbiditeter ofte en væsentlig rolle, og symptombilledet kan være komplekst. Det kan gøre det vanskeligt at skelne mellem, hvad der skyldes astma, og hvad der kan have andre forklaringer. Studiet rejser derfor spørgsmålet, om en del af det høje ICS-forbrug kan hænge sammen med, at symptomer behandles som astma, selvom der kan være andre samtidige tilstande på spil.

”En korrekt diagnose er vigtig. Lige så snart en patient får over 800 mikrogram budesonid dagligt, det, der svarer til højdosis, så ser vi, at risikoen for at udvikle osteoporose, type-2 diabetes og hjerte-kar-sygdom øges, og der er også en sammenhæng med både lungebetændelser og katarakt.”

Begrænset adgang

Selvom studiet ikke direkte analyserer brugen af biologiske lægemidler, har forskerne overvejet, om ældre patienter i mindre grad får adgang til avancerede behandlinger. Hvis ældre patienter sjældnere henvises til specialist, kan det have betydning for, om de bliver vurderet til biologisk behandling, som alene gives i hospitalsregi. Det efterlader et åbent spørgsmål om, hvorvidt behandlingsmulighederne udnyttes i samme grad på tværs af aldersgrupper.

”Det eneste, jeg kan sige, er, at det er færre af de ældre patienter, der er set i vores regi, og det er jo kun i vores regi, at man kan give biologisk behandling. Så den del rejser i hvert fald et relevant spørgsmål. Vi har ikke undersøgt biologisk behandling i studiet, men vi har talt om, at det kunne være spændende at se, om der også dér er en aldersskævhed. Det kunne være et vigtigt næste skridt at få belyst,” siger Alma Holm Rovsing om forskningen.

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts printmagasin fra juni 2026.