Diabetespatienters psykiske belastninger undervurderes

En ud af tre diabetespatienter er psykisk påvirket af deres sygdom.

Angst og uoverskuelighed er en af de fremherskende følelser. Men omgivelsernes løftede pegefingre kan også medføre følelser af ensomhed og manglende tro på et ordentligt liv med en kronisk sygdom.

”Der er flere årsager til, at diabetespatienter kan føle sig psykisk slået ud af sin sygdom. Og den praktiserende læge kan både være medvirkende årsag og være den person, der med nogle gange små greb drejer patienten ind på en bedre opfattelse af sig selv og sin situation,” siger diabetespsykolog Clea Bruun Johansen.

En ny rapport, der er udarbejdet af Geelmuyden Kiese for Janssen-Cilag, påviser dels store psykiske effekter af diabetes, dels, at praktiserende læger vil kunne gøre en stor forskel for patienten først og fremmest ved bare at anerkende problemerne.

Rapporten afslører desuden, at ni ud af 10 praktiserende læger også opfatter, at deres diabetespatienter i varierende grad er psykisk påvirket af deres sygdom. De er desuden enige om, at det har betydning for patienternes sygdom.

”Bare det at lægen siger, han eller hun forstår, det er svært, kan være afgørende. Lægen er vigtig i patientens liv, og nogle gange er det bare det, der skal til, at lægen giver patienten ret til at føle, at det her er svært,” siger hun.

Når familien blander sig

Clea Bruun Johansen er ikke i tvivl om, at mange læger undervurderer de psykiske belastninger ved at have fået diabetes, ligesom hun mener, at det er nødvendigt at medtage de psykiske aspekter, når man behandler diabetes og andre kroniske sygdomme.

”Jeg er ikke i tvivl om, at mange behandlere ville blive endnu bedre behandlere, hvis de tog mere højde for det psykiske,” siger hun.

”For patienten fylder det psykiske rigtig meget. Man kan ikke tage hånd om sin egen sygdom, hvis man har psykiske problemer. Helt grundlæggende spiller de to ting sammen, og som praktiserende læge kan det  virkelig betale sig at inddrage det psykiske i forhold til alle kroniske sygdomme,” siger hun.

”For patienten kan det være svært, når familien blander sig og har alt for mange holdninger til håndteringen af sygdommen. Det kan give en ensomhedsfølelse, også i parforholdet. Men for nogle patienter opleves det også meget ensomt, hvis familien ikke rigtig deltager. Her kan lægen gå ind og være meget konkret i sine forslag. Han eller hun kan f.eks. signalere, at her det det altså ok at bede om hjælp ,” siger Clea Bruun Johansen.

”Det grundlæggende som behandler er at anerkende, at det er svært at have diabetes – at give rum for at det er svært. I en travl hverdag kan det jo godt smutte en gang imellem, og så oplever patienten måske, at ’lægen forstod ingenting’.”

Clea Bruun Johansen peger på fire hovedårsager til at diabetespatienter bliver psykisk slået ud af kurs:

1. Livsstilsændringer

Sygdommen betyder, at der stilles rigtig mange krav til patienten, ofte krav om store livsstilsændringer. Livstilsændringer er svære, og jo ældre vi bliver desto sværere er det.

”Du skal pludselig spise anderledes og til at motionere. Det lyder måske nemt, og det er utroligt nemt at anbefale, men det er faktisk utroligt svært at ændre sine vaner,” siger Clea Bruun Johansen og peger på, at mange patienter derfor har konstant dårlig samvittighed.

"Mange diabetes 2-patienter vil allerede have komplikationer når de bliver diagnosticeret, og det kan også give skyldfølelse. Og den følelse af kontinuerligt at gøre noget forkert, kan være hård psykisk.”

2. Belastende sygdom

Helt eksistentielt er det en belastning at få en kronisk sygdom.

”Ingen af os har lyst til at se os selv som kronisk syg. Når man bliver syg, er det naturligt at ønske at blive rask igen og komme tilbage til det vante liv,” siger Clea Bruun Johansen. Med erkendelse af, at sygdommen er kronisk følger derfor ofte angst og utryghed. ”Det er ofte et slag at blive syg på den måde. Man kan bliver meget nedtrykt og smertefuldt bevidst om ens egen dødelighed. Hvad sker der i fremtiden, hvor syg bliver jeg…? Mange har hørt skrækhistorier om at man kan blive blind osv.”

3. Relationer

At få diabetes-2 kan også være udfordrende i forhold til andre mennesker. Omgivelserne vil ofte have fokus på, at patienten skal ændre sin adfærd, spise anderledes, motionere mere, tage sin medicin osv. Og det kan være meget stressende for patienten at forholde sig til alle de udsagn. Medierne fokuser også utrolig meget på ’den rigtige sundhedsadfærd’. Så mange patienter oplever, at de bliver stigmatiseret af diabetes.

”Som læge skal man gøre sig umage for ikke – direkte eller indirekte - at medvirke til den stigmatisering. Det kan få patienten til at føle sig ensom og afmægtig”, siger hun.

4. Afhængighed

For mange diabetespatienter er det en belastning, at de er afhængige af sundhedsvæsenet, herunder deres egen læge.

”Som behandlere har vi ikke altid blik for, at det faktisk også kan være stressende at besøge os. Mange patienter oplever også, at det er belastende, når man har en masse spørgsmål, som behandlerne ikke kan svare på,” siger Clea Bruun Johansen, der betegner dette fjerde punkt som ’frustrationer ved at være en del af sundhedsvæsenet.’

Nyt sprog

Sundhedsvæsenet opleves af mange med kronisk sygdom som en jungle. Det er et helt nyt sprog man skal lære.

Clea Bruun Johansens erfaring er, at den praktiserende læge bedst hjælper patienten ved at spørge meget konkret til også de psykiske udfordringer.

”Og så er det vigtigt hele tiden at tage patienten med på råd. Det er patienten, der ved, hvor store skridt, der kan tages,” siger hun.

”Ved en konsultation bør man spørge sig selv, hvad man kan nå på den korte tid, der er sat af. Og så kan det være en stor hjælp at sige til patienten, at det er ok at bede familien om hjælp til et eller andet konkret. Man kan ligefrem opfordre til at søge støtte og række hånden ud i en bestemt situation. Det kan f.eks. være ved at sige, at patienten skal gå hjem og bruge lægesamtalen til at bede ægtefællen om at hjælpe med at komme op af sofaen og gå en aftentur,” siger Clea Bruun Johansen og nævner, at hjælpen også nogle gange kan bestå i at henvise til sundhedscenteret eller at opfordre til at søge telefonisk hjælp fra Diabetesforeningen.

”Er lægen for ukonkret, og bliver der taget fat i for mange ting samtidig, bliver det ofte for uoverskueligt for patienten og så risikerer man, at han/hun kaster håndklædet i ringen.”