Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Langkædede lipider i øjet kan afværge diabetisk retinopati

Langkædede ceramider findes ikke bare i vores hudceller, men også i øjnene og kan være et fremtidigt mål for at modvirke diabetisk retinopati.

Ifølge en ny undersøgelse fra Michigan State University styrker disse meget langkædede lipider barrieren mellem blodkarrene og nethinden kaldet den blodretinale barriere (BRB).

"Vores undersøgelse viser uventet, at forbindelserne mellem celler i retinale blodkar indeholder usædvanlige, langkædede lipider, der kan forhindre blodkar i at lække, hvilket muligvis forhindrer diabetisk retinopati," siger professor Julia Busik, der er hovedforfatter af undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Diabetes fra American Diabetes Association (ADA).

Blodkar i retina er tæt forbundet med strukturer kaldet tight junctions, som er en del af den blodretinale barriere, der er en næsten uigennemtrængelig væg.

Det er i disse tight junctions at Busik sammen med kandidatstuderende Nermin Kady har konstateret omega-koblede acyl-meget langkædede ceramider - aflange lipider, som synes at styrke denne barriere mod et for højt blodsukker.

"Når det bliver ubalanceret, lækker blodkarrene og bliver skrøbelige, hvilket fører til udviklingen af ​​diabetisk retinopati," siger Busik.

"Det ser ud til at de langkædede lipider og de enzymer, der producerer dem, kan beskytte nethinden og dens blodkar."

Diabetes undertrykker enzymet ELOVL4, hvilket reducerer dets evne til at fremstille de hjælpsomme lipider og forhindre yderligere skade.

Forskerne vil nu forsøge at finde ud af, hvor effektive disse lipider virkelig er, og hvor præcis de er placeret i nethindens tight junctions, så man eventuelt kan udvikle nye behandlinger.

"Tilførsel af flere af de langkædede lipider i øjet kan med tiden blive en ny behandling - måske som injektioner eller øjendråber," siger Busik.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift