Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Sammenskrevet vejledning kan afhjælpe forvirring

Kritik af forvirring omkring de flere forskellige diabetesvejledninger, som tidligere er rejst i Medicinsk Tidsskrift, tages nu op af medlem af IRFs specialistgruppe.

Sten Lund, overlæge og klinisk lektor, dr. med. Aarhus Universitets Hospital, siger, at det principielt er en god idé, hvis diabetesvejledninger fra DES/DSAM og IRF skrives sammen i et samlet sæt, så det kan spare de praktiserende læger fra at slå op forskellige steder, når de skal vælge behandling til patienter med type 2-diabetes.

Det kræver imidlertid, at specialisterne får løskøbt arbejdskraft til at løse opgaven, da arbejdet i dag foregår i deres fritid, mener medlemmet af IRFs specialistgruppe.

I juni 2018 skrev Medicinske Tidsskrifter om det problematiske i, at både Dansk Endokrinologisk Selskab (DES) i samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) samt Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) er afsendere på behandlingsvejledninger, som praktiserende læger bruger som beslutningsstøtteredskab, når de skal vælge behandling til patienter med type 2-diabetes.

Hvorfor ikke bare en vejledning?

Annelli Sandbæk, enhedschef, Steno Diabetes Center Aarhus, professor og forskningsleder, Institut for Folkesundhed, Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Folkesundhed, Almen Medicin, Aarhus Universitet, sagde i juni, at hun fandt det forkert, at de praktiserende læger skal forholde sig til flere behandlingsvejledninger, fordi det potentielt kan danne baggrund for forvirring. 

”Hvorfor ikke bare én vejledning? Det er grotesk, at de praktiserende læger skal forholde sig til flere forskellige vejledninger. Det kan skabe forvirring, så den praktiserende læge får svært ved at tage en beslutning. Det kan i værste fald betyde, at patienten ikke får den bedste behandling,” sagde Annelli Sandbæk.

Nu ser Sten Lund, overlæge og klinisk lektor, dr. med. Aarhus Universitets Hospital og en del af IRFs specialistgruppe, som udarbejder IRFs rekommandationsliste, principielt gerne, at de forskellige behandlingsvejledninger samles i ét sæt. På den måde kan man undgå, at lægerne skal slå op to forskellige steder, når de skal vælge behandling til deres patienter med type 2-diabetes. Det er dog sådan, at hvis det skal gøres, vil det kræve et stort og løbende arbejde, mener han.

Specialistarbejde bør ikke være ulønnet

Sten Lund forklarer, at en del af baggrunden for at der i øjeblikket findes vejledninger fra både DES/DSAM og IRF er, at de beskriver forskellige forhold ved den medicinske diabetesbehandling. DES/DSAMs vejledning bliver revideret omtrent hvert fjerde år, mens IRFs bliver opdateret løbende – fordi der er ansat en tovholder i Sundhedsstyrelsen, som sørger for det. Det vil kræve rigtig meget arbejde, hvis DES/DSAMs guidelines også skal opdateres løbende, mener Sten Lund.

Hvor der hos IRF sidder en ansat konsulent, som sørger for, at rekommandationslisten bliver opdateret løbende, så forholder det sig sådan, at specialistgruppen hos IRF, som Sten Lund er en del af, bruger deres fritid på arbejdet. DES/DSAMs guidelines er også lavet af specialister primært i deres fritid – så der er tale om et kæmpe stykke arbejde, som folk laver ulønnet, fortæller Sten Lund.

”Man kan ikke forvente, at folk gør hele arbejdet i fritiden. Jeg vil gerne være med til at skrive én samlet vejledning, men så vil jeg også gerne frikøbes til det,” siger Sten Lund.

Det er Sten Lunds holdning, at både IRFs rekommandationsliste og DES/DSAMs guidelines for type 2-diabetesområdet er rimeligt nemme at gå til, og han synes, at de to vejledninger supplerer hinanden godt. DES/DSAMs guideline forklarer, hvilke stofgrupper, der er hensigtsmæssige at benytte, og IRFs rekommandationsliste forklarer, hvilket præparat, der giver den bedste dokumenterede effekt inden for den enkelte stofgruppe, siger Sten Lund.

Annelli Sandbæk sagde i juni, at hun mener, at Sundhedsstyrelsen skal lave aftaler og gå i dialog med de andre instanser om at lave ét sæt fælles behandlingsvejledninger, som de praktiserende læger kan forholde sig til uden at tabe oveblikket.

”Det kan måske være lidt forvirrende for lægerne, at de skal slå op to steder, men jeg tror, at lægerne hurtigt lærer at forholde sig til, hvilke præparater, der er relevante, og så bruger de dem. Jeg synes imidlertid, at det er fint, hvis der er nogen, der har ressourcerne til at skrive de forskellige vejledninger sammen i ét samlet sæt,” siger Sten Lund.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift